Langt de fleste akademikere ønsker 4-dages-uge

Vildt mange akademikere sukker efter en firedages-arbejdsuge, viser en ny undersøgelse fra Djøf. Det kan de også sagtens få, lyder vurderingen fra en forsker i arbejdsmarkedsøkonomi. Men det bliver svært at få opfyldt drømmen om at gå ned i tid og beholde samme løn som nu. Hvorfor det er sådan, vender vi tilbage til lidt senere.

I it-branchen har flere arbejdspladser i en årrække brugt firedages-ugen med fuld løn som en gulerod for at tiltrække og fastholde medarbejdere. På hovedkontoret hos Sunset Boulevard har de netop skåret arbejdsugen ned til fire dage. Og hos Amnesty i Danmark holder alle medarbejdere fri tre ud af fire fredage uden at skulle lægge flere arbejdstimer de øvrige dage.

Internationalt er der også grøde i nye arbejdsformer. I England følger forskere fra Cambridge og Oxford et forsøg over et halvt år, hvor 3.300 medarbejdere fra 70 virksomheder arbejder 80% af deres normale arbejdstid til 100% løn – forudsat, at de opretholder en 100% produktivitet.

Flere danske kommuner lokker også med en anden model for firedages-ugen – nemlig muligheden for at fordele 37 arbejdstimer på fire dage.

Det er stadig de færreste arbejdspladser, der har indført en kortere arbejdsuge. Men langt de fleste akademikere kunne godt tænke sig det. Faktisk gælder det næsten otte ud af ti, viser en ny undersøgelse, som Djøf har gennemført sammen med Epinion. Dermed er akademikerne den uddannelsesgruppe, hvor flest ønsker en kortere arbejdsuge.

Noget af årsagen til, at akademikerne i særlig høj grad ønsker en firedages-uge, kan tilskrives corona-hjemsendelserne, mener Sara Vergo, formand for Djøf.

”Mange har nok fået smag for den fleksibilitet, der lå i det – at kunne tage nogle lange dage og holde fri midt på dagen eller holde helt fri en dag.”

Hun tror i det hele taget, at det har fået mange til at drømme om et liv, der er anderledes end før corona – og anderledes end dét, som mange er vendt tilbage til.

”Mange synes, hamsterhjulet snurrer for hurtigt rundt – at der er for meget pres på. Så de drømmer om en dag om ugen, hvor de ikke behøver at løbe så hurtigt,” siger Sara Vergo.

I Djøf-undersøgelsen er deltagerne blevet spurgt, om de ville sige ja til et tilbud om en firedages-arbejdsuge. Det vil et stort flertal. De er også blevet spurgt om, hvilken af tre modeller de i givet fald vil foretrække:

• En arbejdstid på 37 timer fordelt på fire dage. Altså længere dage, men kortere arbejdsuge.
• At der bliver skåret i arbejdstiden, men også tilsvarende i arbejdsopgaver og løn.
• At der bliver skåret i arbejdstid, men at man skal nå de samme opgaver og til gengæld bevarer den samme løn som hidtil.

Flest akademikere peger på den sidste model. Men næsten lige så mange på den første. Færrest på modellen, hvor det ikke kun er arbejdstiden, der bliver skåret i, men også lønnen.

Sara Vergo synes også umiddelbart, at det er mest interessant at gøre det muligt at lægge færre arbejdstimer, men til samme løn.

”For hvis vi arbejder færre dage, men lige så mange timer, er det jo i princippet det samme som flekstid. Og ned i tid, ned i opgaver og ned i løn er jo reelt bare deltid. Så den progressive model er jo den, hvor vi siger, at vi kan effektivisere os ud af det.”

Hun opfordrer dog til, at man eksperimenterer med forskellige former for fleksibilitet og firedages-uger.

”Det lyder måske forjættende at effektivisere sig til en kortere arbejdsuge, men kan man holde til dét på den lange bane? Jeg kan godt være bekymret for, om man bliver så effektiv, at man aldrig får holdt pauser. At man ikke får snakket sammen og får gjort dét, der er med til at skabe sammenhængskraft og udvikling i organisationen.”

Den mest realistiske model

Den danske afdeling af Amnesty har i et lille års tid netop kørt med noget, der ligner akademikernes foretrukne model. Målet er bl.a. færre stresssygemeldinger, gladere og mere effektive medarbejdere.

Ifølge generalsekretær Vibe Klarup er der da også indikationer på, at effektiviteten er steget. 

Amnesty er dog stadig en af blot få arbejdspladser, der er gået over til en firedages-uge. Men at indføre det i stor skala vil sagtens kunne lade sig gøre, mener Nikolaj Harmon, der er lektor med speciale i arbejdsmarkedsøkonomi ved Københavns Universitet

”Der er ikke nogen økonomisk naturlov, der siger, at man ikke kan arbejde færre dage om ugen.”

Men det bliver dog næppe efter den model, som de fleste ønsker. Den mest realistiske ordning er ned i tid og ned i løn, siger Nikolaj Harmon. Det kræver bare, at vi alle sammen spænder livremmen ind.

”Helt forsimplet ville der bare blive til 20% færre restaurantbesøg og 20% færre nye bukser over hele linjen. Det skal man så lige være indstillet på.”

Han kender godt til argumenterne, der taler for modellen med færre arbejdstimer, højere produktivitet og samme løn – altså at hvis vi arbejder færre timer, betyder det, at vi har mere overskud og dermed bliver mere produktive.

”Mange kan pege på et eller andet casestudie, som de synes ser ud til at virke. Men ingen af de studier, jeg har set på, er statistisk overbevisende.”

Og langt de fleste arbejdspladser har jo svært ved nøjagtigt at måle output, siger Nikolaj Harmon.

”Vi kunne jo tage mit job og selvfølgelig kigge på, hvor mange studerende jeg får igennem. Men også de artikler, jeg skriver – hvor gode er de? Det er jo et sted, hvor jeg hurtigt kan file lidt, men så bliver det måske mere kvantitet frem for kvalitet.”

Selvfølgelig kan man gå alle arbejdsgange gennem med en tættekam og finde steder, hvor der kan arbejdes mere effektivt. Men Nikolaj Harmon tror altså ikke på, at effekten kan være så stor, at vi bliver 20% mere produktive, hvis vi skærer 20% af vores arbejdstid.

”Hvis vi kunne det, hvorfor gør vi det så ikke allerede nu? Hvis der var virksomheder derude, som mente, at de kunne indføre nogle principper, der kunne hæve effektiviteten med 20% – vel og mærke med hensyntagen til, at vi skulle kunne hænge sammen – ville jeg tro, at de allerede gjorde det.”

Modellen med samme arbejdstid fordelt på færre dage kan måske være en løsning for nogle, mener Nikolaj Harmon. Men nok ikke for den brede befolkning.

”Når folk skal arbejde nogle meget lange dage, vil jeg forvente, at vi ser en negativ produktivitetseffekt. Jeg forudser også nogle logistiske problemer, fx omkring at hente og bringe børn. Der er også noget omkring koordination – det er jo fx ret nyttigt, at vi to er på arbejde samme dag, så du kan ringe til mig i din arbejdstid.”

Hvad er det, vi savner?

Hvilke modeller der vinder indpas, må komme an på en prøve, mener Sara Vergo.

”Jeg sidder jo her udefra og tænker: Kan man bare arbejde mere effektivt og skære noget af møderne – og af opgaverne? Kan man virkelig det? Det skal vi jo have flere eksempler på, så man ikke bliver usikker på det.”

Derfor ser hun gerne mange flere eksempler på arbejdspladser, der tilbyder muligheden for kortere arbejdsuger.

”Fleksibilitet er det nye sort – også når det gælder længden på vores arbejdsuger. Men der skal være plads til flere løsninger – det er ligesom med hjemmearbejde, der ikke skal være ’one size fits all’ – der vil være forskel på, hvad folk foretrækker.”

”Men det vigtigste er i virkeligheden at have blik for hvorfor, så mange ønsker sig en ekstra fridag. Hvad er det man savner i sin hverdag? Kunne man lægge det ind på andre måder i arbejdslivet, så det ikke kun handler om firedages-arbejdsuger – der kunne måske også være andre måder at få frigivet tid på,” siger Sara Vergo.