Debat

Svært syge møder et komplekst og misforstået system

29.6.2022

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Jobcentersystemet er punkteret og møder ofte syge mennesker med mistro og mistillid. Både embedsmænd og politikere har en rolle i at skabe et værdigt system, skriver Louise Schelde Frederiksen i dette debatindlæg.

Jeg har arbejdet med beskæftigelsesområdet siden 2004 og har således fulgt udviklingen i landets jobcentre på tæt hold. Ikke kun som jurist, men også som pårørende. Ingen sider af skrivebordet synes længere særligt attraktive. Det er i sandhed trist. Jobcentersystemet, som står for koordinering af indsatser mellem beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, er ikke bygget til mennesker med sygdom. Den fragmenterede sagsbehandling i siloopdelte forvaltninger og sektorer er en udfordring for såvel syge som embedsmænd. Imens embedsmænd kæmper med tung bureaukrati, kæmper syge med sygdom og et tungt system, hvor de selv eller deres pårørende ender som projektledere for at få systemerne til at arbejde sammen.

Det bør selvsagt ikke være syge eller pårørendes opgave. De har rigeligt at forholde sig til, når fx kræft, hjerneblødning, psykisk sygdom, handicap eller ulykke rammer.  

I perioden 2019-2021 fulgte jeg 100 sygdomsramte familier med tilknytning til jobcentersystemet. Det kom der en bog ud af: 'Dem vi ikke taler nok om'. En bog om, hvad det vil sige at møde et punkteret jobcentersystem i forbindelse med sygdom eller ulykke. Bogen tager netop udgangspunkt i, hvordan familier, der må kæmpe med svær sygdom, samtidig er oppe imod et system, der hverken anerkender eller forholder sig til fysisk eller psykisk sygdom, og som derfor møder de syge med mistro og mistillid.

I forbindelse med bogskriveriet blev det tydeligt, hvorfor syge skal sikres et nyt tværfagligt system – som også anbefalet i borgerforslaget om en sagsbehandlingsgaranti, som jeg i 2021 stillede mig i spidsen for og som opnåede 55.125 underskrifter.

Vi skal i min optik dog ikke kun vente på Christiansborg og de nødvendige lovændringer. Der er meget, kommuner og embedsmænd allerede kan gøre i dag, hvis den lokalpolitiske vilje er til stede.

Nytænkning og i den sammenhæng en erstatning for den fragmenterede sagsbehandling er et godt sted at starte. Fagligheder på tværs af professioner skal sættes i spil og forankres tværsektorielt med sikker inddragelse af lægefaglig dokumentation. Og her behøver kommunerne ikke afvente Christiansborg. Nuværende lovgivning giver allerede mulighed for tidlig tværfaglig og tværsektoriel indsats, hvilket man bør benytte sig af og dermed blive garant for, at syge og deres pårørende sikres den rigtige hjælp og indsats hurtigst muligt.

Der er desværre opstået en dysfunktionel kultur om, at det skal tage 5, 10 eller 15 år at få afklaret en arbejdsevne. Det har aldrig været hensigten med lovgivningen og er således ikke et lovkrav, hvorfor kommunerne, herunder embedsmænd, også må forventes at tage ansvar for de nødvendige praksisændringer. Det håber jeg, min bog kan være en åbning for. Ikke mindst en åbning for, at vi tør diagnosticere de reelle systemproblemer, komme med løsningsforslag og handle til det bedre.

Og så skal vi tale meget mere om dem, det i virkeligheden handler om. Nemlig os alle sammen. Fordi vi alle pludselig kan blive ramt af sygdom, uanset politisk ståsted og sociale lag, og derfor har en fælles interesse for et tilstrækkeligt system.

Jeg har fulgt Patrick, der pludselig blev syg med svære rygproblemer, der hurtigt viste sig at være af kronisk karakter. Han gik fra en chefstilling i en stor dansk virksomhed til sygemeldt uden medbestemmelse i eget liv. Først modtog han sygedagpenge, så jobafklaringsforløb nummer 1, derefter jobafklaringsforløb nummer 2 og først efter fem år modtog han en endelig afgørelse til fleksjob. Han kunne fx have fået et fastholdelsesfleksjob i starten af sygdomsperioden og bidraget aktivt på arbejdsmarkedet – i stedet skulle han sortere skraldespande i et kommunalt projekt, alt imens det attraktive cv forsvandt.

Det kan og skal vi gøre bedre. Imens vi afventer et mere objektivt og forsimplet regelsæt, må en mere progressiv og værdig sagsbehandling bygget op på juridisk metode og retssikkerhed forventes i praksisfeltet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Gitte
11 mdr. siden
Jeg tænker tit på, hvordan LA Ungdom for år tilbage fejrede, hvor folke-gen-opdragende stats-narrativet DOVNE ROBERT har virket. Og samtidig, at de fleste danskere synes at være nået frem til at mene, at det åbenbart er del af menneskets natur at være doven og arbejds-u-gidelig - og at folk, der derfor ikke er selvforsørgende - ligegyldigt hvad - må gen-opdrages, så de igen kan blive lovformelige, arbejdsivrige borgere, inkluderet i samfundet (NB! er man ikke selvforsørgende, så er man automatisk ekskluderet af samfundet og hvor staten har ret og pligt til at "få disse dovne, ekskluderede væsner på rette vej igen"). Dvs. alle skal hurtigst muligt i hvilket som helst job - også selv om de overhovedet ikke ifølge det almindelige sundhedsvæsen er i stand til det. Eller at der tillige kan være andre socio-økonomiske problematikker, der spiller ind, men som jobcentret har lov til IKKE at tage sig af, ikke at tage i betragtning som del af en helhedsvurdering). Mange ender derved med at blive endnu mere syge og får deres sygdomsforløb forlænget, også fordi man fx heller ikke tager hensyn til, at den måde at køre jobcenter på både reaktiverer megen stress og traumer hos borgere og/eller skaber endnu mere stress og traumer. MEN hvad gør man ikke for at afsløre alle de dovne danskere, der "spiller syge" på alle de hårdtarbejdendes regning. NB! Jo højere placeret i hierarkiet, du er, jo større sandsynlighed for, at du får meget længere snor ift. hvor lang din sygemelding kan vare og i hvor høj grad det går ud over din økonomi, din livssituation generelt. Vores folkevalgte politikere synes her at leve i en parallelverden, hvor de åbenbart har ganske andre forhold end os andre, der er under stram styring af jobcentret. For flest lavest i hierarkiet betyder længerevarende sygdom en fyring og så starter jobcenter- showet - og den social deroute - for alvor. Men der skal jo være stor forskel på folk i den nuværende version af "dansk samfundsindretning" - siger mange danskere i dag. Det samme gør sig jo også gældende ift. arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer: Der er gulvrandede til dem øverst i hierarkiet og så bliver de kun ringere og ringere, jo længere du kommer ned i virksomhedshierarkiet. Og de mere og mere udbredte private sundhedsforsikringer - det er kun velhavere og højtlønnede, der overhovedet kan få dem .... et sidespring og så alligevel ...
Rikke
sidste år
Ja - den sygemeldte bliver på umenneskelig vis tovholder i egen sag mellem praktiserende læge, kommunale sagsbehandlere og sundhedsprofessionelle og specialister i privat praksis og på sygehuse. Jeg er enig - det er meget uhensigtsmæssigt og burde være anderledes. Jeg oplever samtidig, at der sker en positiv udvikling, hvor i hvert fald nogle kommunale sagsbehandlere har udvidet deres erfaringer og kompetencer og faktisk forstår og forsøger på bedste vis at støtte den sygemeldte. Tak til jer ! - jeg melder mig under flaget, at strukturer bør ændres, så nødvendige og mere hensigtsmæssige aktioner kan tages .