Nyt job

Karl har skiftet advokatjobbet ud med keramik

31.8.2022

af

Efter at have arbejdet målrettet med at blive advokat for en af de største virksomheder på hans felt, fik Karl Amiri Melchior et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Nu driver han en keramikvirksomhed sammen med sin kone og svigermor.

Karl Amiri Melchior er jurist og advokat af uddannelse. Men mens vi går de 100 meter, der er fra hans kontor til keramikcaféen Creative Space på Frederiksberg, taler han om brændingstemperaturer for ler, glasurs forskellige reaktioner og taktilitet. Han er fortrolig med keramikken.

Tidligere har Karl Melchior udelukkende arbejdet med immaterielle rettigheder som licenser, rettigheder og rettighedsudnyttelsesformer, senest som advokat hos Nordisk Film. Nu sælger han keramik og kreativ fordybelse på de fire caféer, som virksomheden har i dag.

Lige så længe Karl Melchior har kendt sin kone Kira Restorff, har svigermorens virksomhed, Creative Space, været en del af hans hverdag. Han syntes, det var sjovt at sparre med svigermoren om, hvad virksomhedens næste step skulle være. De to har vidt forskellige tilgange til tingene.

”Min svigermor er superpraktisk og har været sindssyg god til at opstarte butikkerne, og hun driver dem godt. Jeg tænker mere i Excel-ark, strategier, langsigtede planer og logistik.”

Med tiden er både Karl Melchior og hans kone blevet suget ind i svigermorens virksomhed, og det endte som et bijob ved siden af jobbet i Nordisk Film. Så var tiden inde til at indkalde til familieråd.

”Det var lidt en sjov snak. For min svigermors vedkommende handlede det meget om, at hun ikke ville bede mig om at opgive min karriere. Hun vidste, at jeg har arbejdet ret målrettet på at specialisere mig inden for ophavsret og følte, at jeg havde fundet den rigtige hylde hos Nordisk Film. Jeg synes derimod, at det var stort af hende, hvis hun ville betro Kira og jeg med sit firma.”

Ikke desto mindre var det det, hun gjorde. I april 2022 indtrådte Karl Melchior som administrerende direktør i Creative Space, og hans hustru som kreativ direktør.

Selvstændig frihed

På ét af kontorets borde ligger en puslepude. Det er blot fire måneder siden, at han og Kira Restorff blev forældre for første gang.

Derfor sætter Karl Melchior pris på, at svigermoren ikke har sluppet taget fuldstændig på sin virksomhed. Der er nemlig ikke planlagt en endelig overtagelsesdato, og den fleksibilitet har de kun kunnet blive enige om, fordi de er i familie.

Da sønnen kom til verden, viste det sig også, at han havde kolik. Det betød, at de nybagte forældre og virksomhedsejere måtte ændre i deres arbejdsformer og arbejdstider.

”Vi kan have arbejdsdage, hvor min kone kommer herover på kontoret med vores barn. Så arbejder og babysitter vi lidt på skift,” fortæller han og fortsætter:

”I perioder har jeg også arbejdet om natten, når han har været vågen – og det er jo noget af det, man kan som selvstændig. Jeg kan klare mine opgaver, hvornår det skal være og har friheden til at tage en lur midt på dagen, hvis det er det, jeg har behov for.”

Den fleksibilitet er virkelig alfa og omega for Karl Melchior. Selv om han altid havde troet, han skulle have lang barsel med sit barn, han har fravalgt den traditionelle barsel.

”Der er fx nogle formiddage, hvor jeg tager ham, mens Kira arbejder. På den måde er det ikke fastlåst i tid, hvem der er på barsel og ikke er. Jeg tror, at jeg har været meget mere sammen med mit barn de seneste tre måneder, end nogen med et almindeligt job ville have været,” siger han og tilføjer:

”På den måde er det ikke et fravalg af barsel, men jeg har en frihed som selvstændig, der gør, at jeg ikke har det samme behov.”

Ud på gulvet i stedet

I butikkens kælder står de buldrende keramikovne, som ihærdigt forsøger at holde trit med kundernes kreativitet. En overflod af færdigbrændt keramik i alverdens farver og mønstre har taget plads på reolerne. Det er den seneste uges produktioner, som står og afventer, at deres ejermænd henter dem.

Ovenpå i butikken har sommerens travlhed meldt sig. Et venindepar har taget plads ude foran. De sidder og sludrer, mens de hver især har blikket fast forankret til den kop, de er i færd med at male.

Selv om Karl Melchior er god til at sidde i helikopteren, hvor han kan bevare overblikket, er der til tider behov for, at han lige kommer ned på jorden igen. Og i de tilfælde bliver han bedt om lige at tage ned i én af caféerne og tage en dag på gulvet.

”På den måde kan jeg være med til at se, hvad der foregår, og hvorfor det, jeg har udtænkt, måske ikke kan fungere i praksis.”

Hvis vi fx har haft en periode, hvor jeg ikke lige synes, det kører i virksomheden, så er det helt klart sværere at komme væk fra det.

Kollegerne tager med hjem

Jobskiftet har været lidt af en omvæltning. Ikke kun på grund af den nye stillingsbetegnelse og branchen, men også fordi hans nærmeste kolleger er hans kone og svigermor.

Derfor ser han også mere til sin familie, end da han var i advokatbranchen, hvilket han værdsætter. Og opgavefordelingen er klar.

”Kira har at gøre med alt, hvad der handler om maling, nye teknikker og være inde i hovedet på kunden, der sidder og maler. Der er jeg mere ovre i økonomi, administration, og hvordan vi får maskinen til at køre bedst,” siger han.

De meget forskellige roller har været en forudsætning for, at det har kunnet lade sig at gøre. For det kan være lidt af en test af både parforhold og familierelationer at drive en virksomhed med sin familie. Når fx han og hustruen tager hjem og spiser hos svigerforældrene, så er det svært ikke at komme til at snakke om arbejde. På den måde flyder fritid og arbejde let sammen.

”Hvis vi fx har haft en periode, hvor jeg ikke lige synes, det kører i virksomheden, så er det helt klart sværere at komme væk fra det.”

Bølgerne kan også gå højt i familievirksomheden, hvilket ifølge Karl Melchior er meget naturligt, da de arbejder på forskellige måder. Og han ville ikke være det foruden, for han synes, at det er derfor, at de er gode sammen.

”Det har aldrig været et spørgsmål om, at der ikke må opstå skvulp, for selvfølgelig oplever vi, at der bliver miskommunikeret, eller at vi kan være uenige. Derfor har vi fra starten haft fokus på, hvordan vi løser problematikkerne, når de opstår.”

Karl Amiri Melchior

2022- Administrerende direktør, Creative Space

2021-22 Advokat, Nordisk Film Distribution

2020-21 Juridisk chefkonsulent, Koda

2017-20 Specialkonsulent, Koda

2015-18 Underviser – Music Management – Jura, Rytmisk Musikkonservatorium

2015-17 Advokatfuldmægtig, SIRIUS Advokater

2014-15 Advokatfuldmægtig, Advokatvirksomhed Johan Schlüter

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Retten i Næstved
Job
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
Job
Digitaliseringsministeriets departement
Job
Børne- og Undervisningsministeriet
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet