"Mor - det ville være lettere, hvis jeg bare ikke eksisterede længere"

”Jeg husker starten på studiet som blurry, og det har intet med mit syn at gøre. Det hele føles lidt som en illusion på en eller anden måde. Hvis jeg læser de noter igennem i dag, som jeg skrev dengang, forstår jeg dem slet ikke. Så jeg var til stede, men alligevel kan jeg godt se, at jeg ikke har været mentalt til stede.”

Emma Martens Jafari startede med at læse erhvervsøkonomi og filosofi på Copenhagen Business School (CBS) i august 2021. Fem måneder tidligere, før hun søgte ind på studiet, havde hun kigget sin mor i øjnene og sagt, at det måske var lettere, hvis hun ikke eksisterede længere.

Da ordene havde forladt hendes mund, vidste hun, at hun havde nået bunden. Hun var 23 år, og i omkring et år havde hun gået og følt sig mere og mere trist for hver dag, der gik.  

Emma Martens Jafari var dog ikke typen, der var vant til at tale højt om sine følelser og række hånden ud efter hjælp. Derfor havde hun i lang tid gået og holdt sine tanker for sig selv.

Men den dag, da hun uden at smile så sin mor i øjnene og fortalte hende, at hun i bund og grund ikke længere så nogen grund til at leve, var der ingen tvivl om, at der skulle gøres noget.

Derfor tog hun på opfordring fra sin mor og sin daværende kæreste til lægen, der sendte hende videre til en psykiater. Psykiateren stillede diagnosen svær depression. 

En brast drøm

I dag er Emma Martens Jafari 25 år og læser fortsat på CBS. Det er ikke længere en kamp at komme ud af sengen og møde op til forelæsningerne. Og selv om minderne om studiestarten er slørede, er der også noget, der begynder at stå klart for hende.

”Jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, og jeg har aldrig været god til at tale om følelser, men da jeg var længst nede og gjorde det, var det med til at redde mit liv.”

Dengang, efter konsultationen hos lægen og psykiateren, blev hun sygemeldt fra sit job. På det tidspunkt var depressionen så svær, at der ikke var anden udvej. Derfor gik de næste fem måneder af Emma Martens Jafaris liv med at ligge i sengen – simpelthen fordi overskuddet ikke var til andet. 

Det lignede hende på ingen måde ikke at komme udenfor sin dør. Før depressionen var hun en eventyrlysten pige, som brugte størstedelen af sin tid på at være livredder. Det var også en af grundene til, at hun som 22-årig valgte at rejse til Spanien for at udleve en drøm om at bo ved vandet og være livredder.

Men en uge inde i opholdet begyndte hun at miste hørelsen på det ene øre, og hvad der viste sig at være en slem ørebetændelse blev på grund af en fejlbehandling pludselig til én sprængt trommehinde, dernæst to og til sidst tæt på ingen hørelse.

”Hele mit liv handlede om vand, og fra det ene sekund til det andet kunne jeg pludselig ikke være i vandet. Det var mere eller mindre hele min mening med at tage derned, så det var virkelig en stor mavepuster. De to store ting, som udgjorde, hvem jeg var – vand og udadvendthed – forsvandt fra den ene dag til den anden.”

Hele den oplevelse blev begyndelsen på depressionen.

”Jeg kunne ikke høre omverdenen, og derfor føltes det ligegyldigt at engagere mig i den. Det var som at leve i en osteklokke. Hele min udadvendte personlighed fik et kæmpe slag.”

En ændret personlighed

I Spanien fik Emma Martens Jafari at vide, at det ene øre krævede en operation, og derfor besluttede hun sig for at vende hjem til Danmark. På det tidspunkt ramte corona, og operationen blev udskudt.

”Nogle af mine grundlæggende personlighedstræk begyndte at ændre sig. Normalt er jeg en grinebider, der taler rigtig meget, men pludselig talte jeg ikke rigtig længere. Det var en af de største indikatorer for mig, om at der var noget galt.”

”Og da det så kulminerede med, at jeg til sidst sagde til min mor, at det havde været lettere, hvis jeg ikke eksisterede, vidste jeg, det var alvor. Så jeg er meget taknemmelig for, at jeg hurtigt derefter blev sygemeldt.”

Når Emma Martens Jafari i dag tænker tilbage, er det svært for hende at fortælle, hvad hun foretog sig under sin sygemelding.

”Jeg var på det punkt, hvor min depression var værst. Der var dage, hvor det var svært for mig bare at børste tænder. Jeg sov til kl. 16 om eftermiddagen og blev liggende i sengen, selv om jeg var vågen. Basal hygiejne var også svært for mig, og sådan har det aldrig været.” 

”Jeg har arbejdet, siden jeg var 11 og også haft flere jobs på samme tid. Det var uvant for mig ikke at lave noget. Men jeg kunne simpelthen ikke.”

En svær start

På det tidspunkt var Emma Martens Jafari begyndt at få medicin, men intet af det virkede. Over et halvt år forsøgte hun sammen med sin psykiater at finde den rette medicin, og selv om hun kun oplevede bivirkningerne fra medicinen, var hun fast besluttet på at starte en uddannelse.

”Selv da jeg var længst nede i depressionshullet, følte jeg, at hvis jeg skulle blive glad igen, blev jeg nødt til at begynde på et studie og ikke have endnu et sabbatår. Samtidig var jeg begyndt at blive medicineret, og selv om det ikke hjalp, følte jeg på en måde, at der trods alt var et håb.”

Derfor søgte hun ind på CBS, hvor hun blev optaget.

”Det var pisse hårdt at starte. Jeg stod op hver dag, men mit mentale overskud til rent faktisk at komme ud ad døren var ofte ikke til det. Så der var tit, hvor jeg ikke kom afsted, og det var tit, at jeg ikke fik læst op til timerne.”

En af de mest markante udfordringer på daværende tidspunkt var for Emma Martens Jafari en dårlig hukommelse, som var et resultat af depressionen. Hun havde ekstremt svært ved at huske ting, hvilket påvirkede hendes faglige niveau. 

”Jeg kunne have siddet og terpet nærmest hele døgnet, men så snart jeg sad til eksamen, kunne jeg ikke huske noget. Jeg begyndte at betvivle mit eget værd, og hvor dygtig jeg egentlig var.” 

Hendes manglende mentale overskud havde også en betydning for hendes sociale liv på studiet.

”Jeg kunne se, at folkene omkring mig begyndte at danne grupper, og folk tog sammen på bar osv. Det var jeg ikke rigtig en del af, fordi jeg ikke kunne på det tidspunkt. Jeg kæmpede meget med at føle mig ensom. Jeg havde det virkelig skidt mentalt, og jeg havde ikke overskud til at danne særlig mange sociale relationer.”

”Nu hvor jeg har fået det bedre, er det blevet nemmere at deale med, at jeg ikke er blevet venner med alle, men at jeg har lært nogle rigtig søde mennesker at kende. Og det er godt nok for mig. Men fordi jeg ikke var med fra starten, har det gjort det lidt sværere for mig. Men det accepterer jeg.”

Støtte

Heldigvis begyndte Emma Martens Jafari lige så stille at få det bedre. Sammen med sin psykiater havde hun nemlig endelig fundet noget medicin, der rent faktisk virkede for hende.

Medicinen blev derfor én af grundene til, at hun kunne kæmpe sig igennem de to første semestre på studiet. Men også andre ting var helt afgørende.

”CBS har gjort, hvad de kunne for at hjælpe mig. Bl.a. ved at give mig Specialpædagogisk Støtte og tilknytte mig en socialrådgiver gennem studenterrådgivningen. Jeg har også fået godkendt min dispensation til eksamener, hvis jeg har søgt om det – bl.a. forlænget tid til skriftlige eksamener.”

”Samtidig har det været med hjælp fra mit netværk, og det har været rigtig godt for mig, at der ikke har været mødepligt. Rammerne for at kunne slæbe mig igennem har været rigtige.”

I dag fortæller Emma Martens Jafari, at hun endelig er blevet sig selv igen. Og selv om hun fortsat er medicineret og lever med bivirkninger fra medicinen, mærker hun, at hun igen er glad. 

”Jeg taler rigtig meget igen, og det er en af indikatorerne på, at jeg har det godt. Min mor og mine veninder kan også mærke, at jeg er blevet mig selv igen. Samtidig er min hukommelse så småt ved at komme tilbage, hvilket hjælper mig meget rent studiemæssigt.”

Alligevel er alt ikke, som det var før depressionen, og fx kan Emma Martens Jafari med anbefaling fra sin psykiater og tilknyttede rådgiver på CBS endnu ikke varetage et studiejob.

”Det at skulle komme afsted til et job, hvor der er forventninger til, at jeg skal præstere, er jeg ikke klar til. Selv om mit overskud er blevet langt større nu, hvor jeg har fået det godt igen, har jeg stadig kun nok overskud til at fokusere på mit studie. Jeg ved ikke, hvornår overskuddet kommer, men jeg tror ikke, der er lang vej igen.”

Tal højt og ræk ud

Emma Martens Jafari håber, at hun ved at fortælle sin historie kan være med til at gøre psykiatriske diagnoser mindre tabubelagte. Hun har på egen krop mærket, hvor vigtigt det er at tale højt om sin diagnose med sin omgangskreds og række ud og bede om hjælp.  

”Og prøv at se mig nu. Jeg har det godt igen. Det kan godt være, der er gået meget lang tid, og det har været en kamp uden lige. Men når man er i sit dybeste hul, føler man, at det aldrig nogensinde bliver bedre, og det er nogle helt valide følelser at have,” siger hun, mens hun fortæller, at hun er klar over, at hun muligvis skal tage medicin resten af sit liv.

”Når man har prøvet at være i en dyb depression, bliver alting sat i perspektiv, og så er medicinen pludselig ikke det værste. Bivirkningerne bliver nemmere dag for dag, og bivirkningerne er bare den pris, jeg må betale. Og det er en lille pris at betale for at have noget livskvalitet og følelsen af at have lyst til at leve,” siger hun, mens hun smiler.