"Jeg var kvinde i en branche med 99% mænd"

Jeg blev driftsøkonom, fordi det var bekvemt. Der lå en teknisk skole på den anden side af vejen. Det var tilbage i industrisamfundet, hvor vi var ude og lave arbejds- og tidsstudier på virksomheder. Det er jo hovedrystende at tænke på i dag. Men det viste sig at være en glimrende basisuddannelse, så jeg kunne vælge, hvad jeg ville bagefter.

Jeg fik mit første job på en tekstilfabrik med 82 syersker – alle kvinder. Jeg skulle udarbejde layout i produktionen på arbejdsgangene, så de fik et naturligt flow. Det var på det tidspunkt, hvor alle kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet – og så en mulighed i at tjene til et gulvtæppe eller et køleskab. De færreste havde ambitioner, for de havde altid gået hjemme. Jeg ville dog gerne noget mere end det.

Jeg blev forelsket i en maskinmester, der var gået i land. Men jeg fik lokket ham ud på søen igen, og så tog jeg hyre som stewardesse. Der fik jeg interessen for søfart og fik studeret miljøet på tætteste hold. Jeg hjalp kaptajnen – lavede crewlister og toldlister til havnemyndighederne. Jeg kunne rigtig godt lide dynamikken i maskinrummet, så der gik jeg også lidt til hånde.

Da jeg gik i land, blev jeg headhuntet af skibsreder Per Henriksen. Han havde hørt om mig og kom til mig og sagde: ”Kunne De ikke tænke Dem at arbejde for os, fru Elsborg? Vi mangler én i vores HR-afdeling.” Så jeg startede der.

Nøj, hvor blev jeg rasende, da der blev ansat en styrmand i vores afdeling. Jeg var HR-chef, og han fik mere i løn end mig. Da jeg spurgte økonomichefen hvorfor, sagde han: ”De må forstå, han er en mand, og han er forsørger.” Så sagde jeg op og kom over i et andet rederi, hvor jeg endte i indkøbsafdelingen.

Som 28-årig startede jeg egen virksomhed sammen med en tekniker, som jeg siden blev gift med. Det var under oliekrisen, og rederiet, hvor jeg var ansat som indkøbschef, havde 32 skibe. Et skib havde lige fået monteret et helt nyt sæt brændstofventiler og pumper til 400.000 kroner, som jeg havde købt ind. Så ringer de otte timer senere og siger, at jeg godt kan bestille et helt nyt sæt - de havde fået noget dårligt brændstof ombord, der havde ødelagt det hele. Så spurgte jeg, hvad de gjorde med det, de lige havde monteret. ”Det ryger ud på den blå hylde.” Og så fik jeg en idé – hvorfor ikke reparere og genbruge maskinkomponenterne? Det er så det, min virksomhed har gjort i snart 44 år.

Jeg var meget ydmyg dengang – måske for ydmyg. Jeg skulle nok have indtaget rummet på en anden måde. Men jeg var kvinde i en branche med 99% mænd, og så kom jeg ovenikøbet med et helt nyt koncept - genbrug. Jeg kan forestille mig, at jeg har haft det, ligesom dem med mørk hudfarve i Amerika har haft det i forhold til de hvide. Men jeg tror, at det nok har været min situationsfornemmelse, der har sagt mig, at hvis jeg skulle opnå noget, måtte det være på den måde.”

Jeg er også blevet drillet. Jeg var jo kvinde. Der var fx én fra militæret, der ringede og spurgte efter en tekniker. Jeg sagde, at der ikke var nogen i øjeblikket, men spurgte, om jeg kunne hjælpe. Han sagde, at de manglede nogle tændrør til en dieselmotor. Så spurgte jeg: ”Er du sikker på, at det er en dieselmotor?”

”Okay, så kan vi sgu godt snakke sammen min pige,” sagde han. En dieselmotor bruger nemlig ikke tændrør.

Jeg lærte, at jeg skulle være bedre end mændene. Jeg var kvinde og 28 år og kunne jo ikke bare slå ud med armene og sige ’det går sgu nok’, ligesom de gjorde. Jeg blev altid testet. Jeg skulle virkelig kunne mit stof. Det krævede meget, for jeg kunne jo ikke bare slå noget op på internettet. Men jeg elsker duften af dieselolie og har en særlig passion for mennesker og for det tekniske. Ellers havde jeg heller ikke klaret mig.

Jeg skulle være på vagt – for jeg var ung og så rimelig godt ud. Når jeg var ude til møder og efterfølgende blev inviteret ud at spise, vidste jeg aldrig rigtig, hvad der lå i det. Det er vi forhåbentlig ved at få gjort op med. Men jeg håndterede det ved at udstyre mig selv med uniform. Jeg blev rimelig tilknappet og stram i betrækket – det var jeg simpelthen nødt til.

Jeg har aldrig brugt min kvindelighed bevidst. Det kan jeg godt ærgre mig over. Mændene har haft fordelene ved at være mænd i en mandeverden. Men for mig var der ikke plads til at flirte eller have det sjovt, for det kunne misforstås.

Jeg lærte hurtigt, at jeg løbende blev nødt til at efteruddanne mig. Det har jeg gjort i stor stil. Da jeg startede firmaet, gik døren pludselig op, og en medarbejder stak hovedet ind og sagde: ”Jeg vil godt lige høre, om jeg kan få noget mere i løn?” Der kom al frustration op i mig, for på det tidspunkt kunne jeg godt selv gå hjem uden løn i nogle måneder. Så begyndte jeg at tale om alle de økonomiske udfordringer, jeg sad med. Så svarede han: ”Det vil jeg da skide på – jeg arbejder her bare.” Så tog jeg en uddannelse i erhvervspsykologi.

Det mest misforståede mantra inden for ledelse er, at man ikke skal tage sine bløde værdier med på arbejdet. Så kvinder: Vær tro mod jeres værdier. Samfundet og virksomhederne har brug for, at vi tager socialt ansvar for det enkelte menneske og ikke bare ser på KPI’er og bundlinje. Selvfølgelig skal en virksomhed give resultater. Men mit fokus har aldrig kun været på guldet. Og det er jo gået godt alligevel.

Jeg er meget spirituel. Jeg har blandt andet uddannet mig inden for tarotlæsning, astrologi, clairvoyance og drømmetydning. Det var andre, som i første omgang gjorde mig opmærksom på, at jeg har nogle evner i den retning. Jeg sad fx i et direktørnetværk, hvor en sagde til mig: ”Der er et eller andet ved dig, som adskiller dig fra de andre jakkesæt – der er et særligt lys omkring dig. Der begyndte jeg at blive nysgerrig. Men jeg har gået stille med det – jeg har ikke turde sige det højt før her i de senere år.

Men det handler dybest set om, at jeg bruger – og altid har brugt – min intuition og min mavefornemmelse, når jeg skulle træffe beslutninger. Nu har jeg bygget en international virksomhed op over snart 43 år. Så det kan jo ikke være helt tosset. Jeg har lært at stole på min intuition og har kunnet sige: ”Baseret på min mavefornemmelse er det sådan, vi gør,” for det er jo mig, der bestemmer.

Den nye generation er meget selvbevidst. De skifter arbejdsplads, hvis der er noget, der ikke passer dem. De er ikke så loyale. Det gør jo, at vi skal være ekstra opmærksom på at give dem udfordringer og tage dem med i de omstillinger, vi er i gang med. Her er vi så begunstigede med vores koncept – genbrug bæredygtighed og en 92% CO2 reduktion i forhold til at købe nyt – at de heldigvis gerne vil arbejde hos os. De kan også godt lide at være tæt på chefen. Så de opsøger os selv. Vi har praktikanter fra både DTU, CBS og fra Maskinmesterskolen.

Det er vigtigt med pauser – især for de unge. De har endnu hårdere brug for dem, end vi andre – og de har i endnu højere grad brug for at planlægge pauserne. For det støjer omkring dem hele tiden. De er på hele tiden, og de sociale medier fylder. Der burde være et fag allerede fra børnehaveklassen: ’Hvad kan du godt lide – hvad er det særlige ved dig?’, så de ikke hele tiden behøver at måle sig op imod en masse glansbilleder.

Jeg er selv begunstiget med en stor ro. Jeg panikker aldrig. Når jeg som barn skulle på ferie i Jylland, sagde min faster altid: ”Nu kommer min lille nervepille,” fordi jeg havde sådan en beroligende indvirkning på hende. Dørene har åbnet sig for mig – jeg har ikke skullet sparke dem ind. Jeg tror, jeg er kommet langt, fordi jeg er mild, positiv og nysgerrig.