Effektiv altruisme

Marc donerer hver måned 10% af sin studieindkomst

19-09-2022
4 min.

Hvor mange kan du redde i løbet af dit arbejdsliv? Selv om Marc Sabatier Hvidkjær er studerende, betaler han hver måned et fast beløb til velgørenhed efter principperne for effektiv altruisme.

Når den statskundskabsstuderende Marc Sabatier Hvidkjær hver måned modtager sin SU og løn fra sit studiejob og har betalt sine faste udgifter, lægger han yderligere 1000 kroner til side. De penge går til velgørenhed og svarer til cirka 10 procent af hans indkomst.

Det er for Marc Sabatier Hvidkjær en helt naturlig ting at gøre. Han er nemlig inspireret af effektiv altruisme, som er en social bevægelse og filosofi. Tankegangen bag er at give et beløb til de organisationer og projekter, hvor pengene gør mest gavn. Helt konkret donerer Marc Sabatier Hvidkjær til Maximum Impact Fond. Denne fond baserer sig på cost-benefit-analyser af de velgørende formål.

”Det er en noget anderledes og ret analytisk tilgang, man har til velgørenhed. Generelt er det meget normalt at tænke i empati og følelser, når det kommer til velgørenhed, men det er ikke altid det, der gør mest godt for dem, der modtager velgørenheden. Og det er et perspektiv, som effektive altruister mener, er vigtigt at tænke ind,” fortæller han.

”Der er nogle, der går meget op i dyrevelfærd, mens andre går op i global sundhed som fx malaria, tuberkulose osv. Det er meget forskelligt, men den fond, jeg donerer til, har meget fokus på global sundhed.”  

En voksende interesse

Effektiv altruisme bygger altså i høj grad – hvis ikke udelukkende – på fakta og analytiske tilgange frem for følelser. Bevægelsen er endnu ikke særlig kendt i Danmark, men Marc Sabatier Hvidkjær har i flere år interesseret sig for den. 

Inspirationen startede tilbage i gymnasiet, hvor han havde faget filosofi og samtidig begyndte at læse tekster af og se videoer med primært William MacAskill, men også Peter Singer, der begge ses som nogle af hovedfigurerne indenfor effektiv altruisme.

”Jeg har altid haft en analytisk tilgang til tingene, og Peter Singer og William MacAskill satte nogle vildt spændende tanker i gang hos mig. Senere hen arbejdede jeg for Bjørn Lomborg, som lavede policy-analyser i u-lande, hvor vi især så på tiltag, der reddede flest mulige liv for hver krone brugt,” siger han.

Det fik Marc Sabatier Hvidkjær til at undersøge effektiv altruisme nærmere, og han begyndte at se på, om han automatisk kunne donere noget af sin løn. Det viste sig dog at være lidt sværere end som så.

”Men i sommer så jeg så, der var startet noget, der hedder GivEffektivt.dk. De ordner skattefradrag osv., og det er derigennem, jeg kan donere til Maximum Impact Fond. Så jeg har tænkt på det længe, men da jeg fandt det her, greb jeg det.”

Jeg siger ikke, der er en rigtig og forkert måde at gøre noget godt for verden på. Effektiv altruisme tilbyder bare en ny vinkel, som mange måske ikke tænker over

En ny karrierevej?

Det giver Marc Sabatier Hvidkjær en glæde og mening i livet, at han kan være med til at gøre noget godt for andre. Men en af grundtankerne i effektiv altruisme er også, at man kan og bør tænke hele sin karrierevej igennem. Ifølge effektive altruister kan det nemlig ofte give rigtig god mening at vælge jobs ud fra, hvor lønnen er højest.

”Mange vil gerne gøre noget godt og vælger derfor at arbejde for en NGO, og det er helt fint. Men det er også en mulighed at tænke lidt anderledes og måske gå ind i en af de virksomheder, som måske ikke tænker lige så direkte i forhold til velgørenhed.”

”Jeg siger ikke, der er en rigtig og forkert måde at gøre noget godt for verden på. Effektiv altruisme tilbyder bare en ny vinkel, som mange måske ikke tænker over, og som kan åbne tankerne om at træde ind i et højindkomstjob med det formål at kunne donere mange penge.”

Selv overvejer Marc Sabatier Hvidkjær at arbejde i den private sektor, da lønnen her kan være forholdsvis høj. Samtidig håber han, at han kan være med til at udbrede viden om effektiv altruisme og måske endda få virksomheden til at tænke anderledes.

”Flere arbejdsgivere tænker over, hvordan de profilerer sig rent værdimæssigt, og de unge kommer måske også med nogle nye værdier, der fx handler om klima, inklusion og ligestilling. Jeg tror, at man som arbejdsplads kan rekruttere mange dygtige folk ved fx at facilitere donationer eller matche donationer. Det vil i mine øjne hvert fald være super attraktivt.”

Ikke svaret på alt

Alligevel mener Marc Sabatier Hvidkjær ikke, at effektiv altruisme har alle svarene på, hvordan den bedste måde at yde velgørenhed på er.



”Meget effektiv altruisme er opstået af en kritik af traditionel velgørenhed, da det siges at have for meget med følelser og feel-good-fornemmelser at gøre. Men jeg synes godt, vi kan se følelser som en medspiller frem for modspiller.”

”Jeg ser ikke meget potentiale i at kalde traditionel velgørenhed for dårligt eller spild af penge. Jeg synes heller ikke kun, man skal lade sig inspirere af effektiv altruisme, da jeg ikke synes, at alt skal gå op i cost-benefit-analyser, hvor man tænker: Får vi nok for pengene?”

Dog mener han, det er vigtigt, at viden om effektiv altruisme bliver udbredt, og at flere tager stilling til, om det er noget for dem.

”Jeg tror, effektiv altruisme er en undervurderet tankegang i Danmark. I Danmark tror jeg ikke, at problemet så meget er, at vi donerer penge på én velgørenhed fremfor en anden. Her er problemet mere, at der slet ikke er så mange, der forholder sig til at donere til velgørenhed.”

”Jeg tror, at mange vil begynde at donere penge til fx Maximum Impact Fund, hvis de forstår, hvor mange liv de vil kunne redde i løbet af et arbejdsliv.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.