"Jeg anser mig selv som stærk, men jeg begyndte at græde som aldrig før"

Tanwir Ahmed var ikke forberedt på det, der ventede ham i Pakistan. Han havde fulgt situationen tæt hjemme fra Danmark, men som han pludselig stod midt i kaosset, var det ikke længere muligt at holde katastrofen og dens berørte i en armslængde.

Han landede kl. 2 om natten i Islamabads lufthavn. Kl. 4 var han på hotellet, og kl. 7 sad han i en bil med en 10-timers køretur foran sig. Allerede inden de nåede den endelige destination, der var et af de hårdt ramte områder, begyndte katastrofens tegn at vise sig. Vandmasser. Telte og folk, der havde bosat sig langs landevejen under åben himmel.

Massive mængder regn har ført til de værste oversvømmelser i Pakistans historie. Mere end en tredjedel af landet står under vand, millioner har måttet flygte fra deres hjem, mens mere end 1.000 personer har mistet livet – næsten halvdelen er børn.

”Tallene blev pludselig legemliggjort, da jeg mødte de mennesker, der gemte sig bag. Folk, der i forvejen var fattige, som har mistet alt. Mennesker, som har børn og drømme, nøjagtigt ligesom mig.”

Tanwir Ahmed føler sig dansk, men har samtidigt meget nære kulturelle, sproglige og arbejdsmæssige bånd til Pakistan.

”Jeg er født og opvokset i Danmark, men mine forældre er pakistanske, og så har jeg tidligere arbejdet som vicekonsul på den danske ambassade i Pakistan.”

De voldsomme billeder fra de berørte områder i de pakistanske nyhedsmedier og på sociale medier gjorde dybt indtryk på ham, og et behov for at gøre noget opstod.

Til dagligt er Tanwir Ahmed chefkonsulent i Skattestyrelsen, men den 2. september tog han tjenestefri i fire dage og rejste til Pakistan sammen med nødhjælpsorganisationen Danish Muslim Aid, hvor han rapporterede fra de katastroferamte områder.

”Jeg rettede henvendelse til dem om tirsdagen, og så rejste jeg om fredagen. Det hele gik meget hurtigt, og de havde lavet en plan for, hvad jeg skulle se, imens jeg var der.”

Gør mere ondt at se levende end døde

Tanwir Ahmed står og spejder ud over det, der engang var marker, men nu ligner en sø. To sække kommer glidende gennem vandmasserne.

”Det ser underligt ud, og jeg undrer mig over, hvad det er. Som jeg kommer tættere på, kan jeg se, at det er to mennesker, der går i floden. Vandet går dem helt til halsen. De er på vej til deres hus, som er ret medtaget.”

Turen er ikke meget mere end 400 meter, men de går den omtrent 10 gange dagligt for at hente forsyninger. Derfor kom det bag på Tanwir Ahmed, at hjælpeorganisationen ikke mente, at det var forsvarligt at lade ham gå ud i vandet.

”Jeg skulle besøge deres hjem og ville egentlig gerne prøve at gå turen, så jeg kunne mærke på egen krop, hvordan det føltes. Men vandet er fyldt med vandbårne sygdomme, og der er stor risiko for både slange- og skorpionbid.”

I sådanne situationer er det vigtigt for Tanwir Ahmed ikke at lege helt. Hans formål er at rapportere, videreformidle og komme sikkert hjem. Derfor endte han med at blive sejlet ud til familien hus. Familien viste deres hjem frem. Vandmasserne har efterladt grå aftegninger i to meters højde på væggene.

Det er ikke første gang, at Tanwir Ahmed bliver konfronteret med en naturkatastrofe og dens konsekvenser. Tidligere har han besøgt Pakistan, da et jordskælv havde skabt ødelæggelser i landet, og igen i 2010 da enorme mængder regn senest oversvømmede landet. Her har han mødt de overlevende, men er også blevet konfronteret med dem, der mistede livet.

”Nogle gange er det værre at se levende mennesker lide end at se døde mennesker. Det gør mere ondt at se de overlevende, fordi jeg ser dem lide, men ikke kan hjælpe. Et dødt menneske har fået en ende på lidelserne.”

Fra katastrofe til kursus

Det er først med kursen mod Danmark, at det går op for Tanwir Ahmed, hvad han har oplevet de seneste par dage.

”Jeg anser normalt mig selv som en stærk person, men på vej mod lufthavnen begyndte jeg at græde som aldrig før. Jeg havde set for mange ting, og det var voldsommere end forventet.”

Hans indgående kendskab til kulturen og sproget har gjort, at han er kommet tættere på folk, end hvis han var afhængig af en tolks oversættelse.

”Jeg fyldte mindre, og det tror jeg var godt. Det er jo grænseoverskridende, når jeg kommer med et kamera og skal interviewe folk, som har mistet alt. På den måde har jeg kunnet komme tæt på, samtidig med at jeg har kunnet tage hensyn og være diskret.”

Det ufiltrerede møde med de kriseramte pakistanere står i skarp kontrast til livet i Danmark. Samme dag som Tanwir Ahmed kom hjem fra Pakistan, skulle han følge sine sønner til fodbold i Husum Boldklub. 24 timer forinden havde han stået blandt børn, som var blevet fordrevet fra deres hjem af vandmasserne.

”Folk prøvede at finde tilbage til deres normale tilværelse. Der foregik undervisning under åben himmel ved floden, og børnene legede, som om intet var hændt. Selvfølgelig var folk desperate, men mange havde trods alt et smil på læben og en tiltro til, at gud nok skal løse problemet.”

Tanwir Ahmed er også ved at finde tilbage til hverdagen, efter at han kom hjem fra sin tur sidste tirsdag.

”Dagen efter jeg kom hjem, var jeg på Djøf-kursus i aktindsigt. Jeg var der fysisk i lokalerne på Kalvebod Brygge, men mentalt var jeg stadig i Pakistan. Det var virkelig en anden verden, og det gør bare, at de problemer, jeg møder herhjemme, pludselig fremstår mikroskopiske.”

Derfor skal han heller ikke af sted igen lige foreløbig. I stedet fortsætter han med at arbejde for at sætte fokus på situationen.