Aflysning

Eksamens-koks på CBS: Havde ikke nok licenser

22.2.2023

af

Eksamen på cbs.

Arkivfoto: Per Folkver/Ritzau Scanpix

I kølvandet på en række fejl med eksamener i 2022 måtte CBS aflyse en eksamen i januar. Årsagen var, at it-afdelingen ikke havde skaffet nok af de nødvendige licenser til de studerende.

Mandag morgen 9. januar mødte 148 tredje-semester-studerende fra Copenhagen Business School (CBS) op til en eksamen ved Amager Strand. Omtrent en time nåede de studerende at sidde i CBS’ eksamenshal, før en stemme over et højtaleranlæg fortalte dem, at eksamen var aflyst.

Det betød, at de 148 studerende måtte have deres eksamen flyttet til februar – en uge inde i deres nye semester.

Og det er ikke første gang, der er problemer med eksamenerne på CBS. I december 2022 kunne Djøfbladet skrive om tre fejl med eksamener fra CBS’ side, som fandt sted sidste år.

To eksamener blev annulleret, fordi eksamens-sættene mindede for meget om tidligere brugt materiale. Og en anden eksamen blev aflyst, da tre studieretninger fik samme eksamenssæt, men skulle op til eksamen forskudt. CBS slog derfor ned på, at der var mulighed for at se eksamenssættet, før man selv skulle op. Alle tre eksempler førte til reeksamener.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Grønlands Selvstyre
Frist 3. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement

Manglende licenser

Faget, som de studerende fra linjen HA (kom.) i januar skulle eksamineres i, hedder ’Kvantitativ metode og videnskabsteori’ og handler groft sagt om statistik. Til denne eksamen bliver man nødt til at bruge programmet SPSS, som kræver en licens. Et program, som CBS er ansvarlige for at have på eksamenscomputere.

Da eksamenen den 9. januar blev afblæst, modtog de studerende en mail, som forklarede:

”…at alle studerende mod forventning ikke har haft den nødvendige licens på deres computer, som det kræves for at løse eksamensopgaven.”

I mailen forklares det, at det kun er 48 ud af de 148 studerende, som har haft adgang til programmet, og at det derfor er ”den bedste og mest fair løsning” at aflyse eksamen, da det ville tage ”minimum en time” at skaffe de 100 studerende adgang.

Djøfbladet har været i kontakt med to studerende, som bekræfter forløbet og beskriver, hvordan det ikke var muligt at få svar fra eksamensvagterne, da de forlod hallen – men at de måtte afvente det svar, som de fik få dage senere, der lød:

”Kære studerende på 3. semester,

Det er en helt urimelig eksamenssituation, der er opstået for jeres eksamen i Videnskabsteori og kvantitative metoder. Sådan et problem med licenser burde ikke kunne opstå. Men det gjorde det.”

Det var også her, de studerende fik at vide, at 13. februar var den nye dato for eksamen.

ANNONCE

Mails fra CBS

De studerende, som Djøfbladet har været i kontakt med, beskriver, at de ved et tilfælde kom i besiddelse af en intern mail fra underviserstaben, som angiver en mere præcis årsag til, at eksamen måtte aflyses.

Djøfbladet har set mailen, som er henvendt til undervisere på fjerde semester, og den beskriver, at de manglende licenser skyldes, at IT-afdelingen ikke havde sikret nok af dem. Derudover opfordrer mailen til at tage hensyn til de studerende, da de ”ikke starter i optanket tilstand, som de ellers gør, men i stedet i eksamensperiode.”

René Kramhøft Jakobsen, områdeleder i Studieadministrationen CBS, skriver i en skriftlig kommentar til Djøfbladet, at der var tale om en meget ærgerlig misforståelse.

Områdelederen mener, at CBS har været åbne om problemerne, beklaget over for de studerende og har påtaget sig ansvaret.

”Det er meget beklageligt, at vi kommer i denne situation. Og vi burde have forudset, at der ved en skriftlig stedprøve med så mange samtidige eksaminander og dermed samtidig brug af statistikprogrammet, kunne opstå denne situation,” skriver han.

Endelig oplyser CBS, at netop den berørte eksamen formentlig ændres. Det sker dog som en del af den normale revision af fag og prøver.

Til selve reeksamen den 13. februar opstod der også problemer, som endte med at forskyde eksamen med 15 minutter. Det fremgår af en mail til de studerende, som Djøfbladet har set, at det ikke skyldtes licenser, men at 22 computere ikke havde internet.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet