Kommentar
8.2.2023
af
Fabijana Popovic
Foto: Mads Teglers
Mange ledere kan lære af, hvordan Ritt Bjerregaard brugte sin magt til at løfte andre mønsterbrydere op, skriver Fabijana Popovic, der selv havde Bjerregaard som chef: ”Mødet med hende ændrede min livsbane.”
Meget er der skrevet om Ritt siden hendes død i januar, men én vinkel mangler i min optik: Hun var eminent til mønsterbryderledelse. Jeg ved det, fordi jeg selv oplevede det, og mødet med hende ændrede min livsbane.
Efter hendes død er det gået op for mig, at den erfaring ikke behøver at dø med hende. Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg tror, mange ledere kan lære af den måde, Ritt brugte magten på – til bl.a. at hive andre mønsterbrydere med op.
Da jeg flyttede fra Næstved til København for at læse på CBS, havde jeg ingen til at vise vejen for mig. En generation før mig sled mine forældre deres kroppe op på danske fabrikker, hvor de ikke behøvede at lære dansk, fordi alle andre ansatte også var fra Jugoslavien. De var ansat pga. deres kroppe, ikke deres hjerner. Generationen før dem levede mine bedsteforældre af at dyrke deres marker, bytte fødevarer med hinanden og tage til udlandet i perioder for at arbejde. At jeg klarede mig godt i skolen, var ikke et spørgsmål om at komme ind på det rigtige studie, det var et spørgsmål om overlevelse.
Med i bagagen havde jeg en overlevelsesdrift og en vanvittig angst for ikke at passe ind i det danske samfund. Jeg havde masser af oplevelser, hvor dét, at jeg ikke kunne spillereglerne, resulterede i, at jeg blev grint af, mobbet og udstødt. Det var, som om omstillingen fra mark til skolebænk var gået for hurtigt – og jeg kunne hverken tage frem eller tilbage.
Derfor var det også en kæmpe psykisk belastning for mig, da jeg søgte en praktikplads i overborgmesterens sekretariat og fik den. Ikke nok med at jeg var flyttet til København, jeg var landet i den absolutte kulturelle overklasse. I mange uger græd jeg, både før og efter jeg mødte ind på kontoret. Der blev kastet rundt med referencer og ord, som jeg ikke kendte. Jeg skrev dem ned i min røde notesbog og googlede dem, når jeg kom hjem. Angsten for at blive opdaget som sølle andengenerationsindvandrer uden noget at byde ind med lå som en klump i halsen konstant. Jeg anede ikke, om de ting, jeg ikke kunne finde ud af, handlede om, at det var svært stof, eller om min baggrund. Forestil dig at forhandle din egen intelligens på daglig basis?
Ledige stillinger
Uden nogen længere begrundelse eller forklaring inviterede Ritt mig med til et kaffemøde en dag. Kaffemøderne var dem, hvor der var et tema – i dette tilfælde integration – og hun havde inviteret 10-15 eksperter på området til at give hende input og deres syn på området. Da jeg sad der og lyttede, fik jeg den vanvittige indskydelse at sige noget. Jeg beskrev, hvordan hjemmene for indvandrerbørn i min generation typisk ikke havde nogen bøger – og da slet ikke danske.
For mig selv havde H.C. Andersen været en kæmpe hjælp til at italesætte den splittelse, jeg følte, ved at være serbisk-dansker. Ligesom havfruen ville jeg være en del af en anden verden, men vidste ikke hvordan.
Ritt lyttede anerkendende og refererede til mine pointer under mødet. Jeg tror, jeg voksede 10 centimeter. Kunne det virkelig passe, at min mening og viden kunne bruges?
Sådan lagde hun grundstenene til, at jeg så mig selv udefra og med en større selvtillid end nogensinde før. Jeg kom med på flere projekter og udviklede mig dramatisk i de år, jeg arbejdede for hende. Tag ikke fejl – hun var ikke støttepædagog, og skuffede jeg hende, fordi jeg havde lavet noget sjusk, så fik jeg det at vide. Jeg havde også en del sygedage, fordi jeg psykisk havde det svært. Det resulterede ikke i straf, som jeg frygtede. Til min store overraskelse gav hun mig en chance til. For hver gang blev jeg mere modig, selvværdet voksede, og hele fundamentet for min fremtid blev hele tiden stærkere. Hun så igennem angsten og fodrede overlevelsesdriften.
"Ritt viste vejen. Hun brugte sig selv, sin magt og sine vagtsomme øjne til at genkende en mønsterbryder, som kæmpede for at finde sin plads."
Ritt brugte var ikke bange for at bruge magten. Men ikke kun til det, alle kender hende for. Hun brugte den også til at hjælpe en praktikant som mig, der intet kunne give hende til gengæld.
Til den første julefrokost i Økonomiforvaltningen satte jeg mig et håbløst sted. Langt væk fra kollegaer og andre unge. Jeg endte i en gruppe med ældre mænd, der undrede sig over, hvem jeg dog var, og ellers bare talte ind over hovedet på mig. Jeg tænkte hele tiden på, hvornår jeg mon kunne smutte, uden at det vakte opsigt.
Så skete der det, at Ritt rejste sig fra sin plads og kom hen og satte sig ved mig. Alles øjne fulgte hende, da hun gjorde det, og ved at snik-snakke med mig i 15 minutter gav hun mig et stempel i panden: ’Hende her er god nok.’ Mere skulle der ikke til. Samtalen ved bordet ændrede sig drastisk, da hun gik igen – pludselig havde mine bordherrer masser af spørgsmål til mig, og resten af aftenen blev også meget hyggelig.
Efter at Ritt annoncerede, at hun ikke ville genopstille som overborgmester, inviterede hun mig til at blive en del af hendes bogklub. Den bestod af fem kvinder, som alle havde arbejdet for hende på et tidspunkt. Igen skubbede hun til mig – jeg lærte kvinder at kende, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Jeg fik bogoplevelser, kulturoplevelser og venskaber, som én med min baggrund ikke havde turdet drømme om. Men devisen var den samme: Hun skabte rammerne, gav mig muligheden, men det var op til mig at udnytte den.
Engang foreslog jeg klubben at læse Zlatan Ibrahimovic’ biografi, og Ritt elskede bogen. Da vi skulle tale om den, mestrede hun kunsten at veksle mellem at tale om integration generelt og spørge ind til min oplevelse med den. Hun lyttede, var interesseret, og jeg følte mig set. Hun var ikke bange for at læne sig ind i en anden kultur, genre og så endda fodboldverdenen for bedre at forstå verden. Sikke en gave.
Fabijana Popovic arbejdede for Ritt Bjerregaard fra 2007 til 2010, bl.a. med kommunikation og taleskrivning.
Da jeg fik beskeden om hendes død, kom alle disse minder frem i mig, og jeg fortalte om dem til min kæreste. Det var først der, da jeg så det hele på afstand, at jeg forstod, at Ritt hun udøvede mønsterbryderledelse. Det er jeg overbevist om er en overset ledelsesretning, som fortjener meget mere opmærksomhed. Det er nemlig ikke nemt at lede mønsterbrydere – især ikke dem med en anden etnisk baggrund. Jeg tror, det er derfor, at det er blevet problematiseret så kraftigt i medierne. Når man ikke ved, hvad man skal gøre ved problemet, så er det nemmere at pege på, at problemet er uløseligt. Det må være deres kultur, der er problemet.
Men Ritt viste vejen. Hun brugte sig selv, sin magt og sine vagtsomme øjne til at genkende en mønsterbryder, som kæmpede for at finde sin plads. Trods den hårdhed og nulfejlskultur, som der tit bliver påhæftet hendes ledelsesstil, følte jeg altid, at jeg fik en chance til. Den eneste fejl, man kunne lave i hendes øjne, var at give op.
Jeg ved, at hun ikke kun gjorde det for mig. Jeg var en lillebitte brik i hendes enorme netværk. Tænk, hvis alle ledere og magtfulde personer brugte deres magt på den måde? Kan vi løse hele integrationsproblemet på den måde? Nej, nok ikke. Men vi vil komme længere, end vi er i dag.
Fabijana Popovic er uddannet i kommunikation fra CBS og er tekstforfatter og konceptudvikler. Hun har også skrevet freelance-journalistik for bl.a. Djøfbladet.
I december interviewede Djøfbladet Ritt Bjerregaard om livet i politik – og om hvordan det var at træde ind i den verden som mønsterbryder på flere planer:
"Min første ministerpost gjorde mig meget opmærksom på kønnet, fordi jeg i den grad blev hængt ud. Dengang i 1973, da jeg blev minister for første gang, skrev chefredaktøren for Berlingske Tidende en leder, hvor han skrev, at ’udnævnelsen af mig ledte tankerne hen på dengang kejseren gjorde sin hest til konsul.’ Der kunne dårligt være lavere forventninger til mig – og det var, på trods af at jeg var blevet valgt og havde siddet i Finansudvalget og arbejdet med det her område, så jeg havde svært ved at se, at jeg ikke skulle have nogen kvalifikationer. Men jeg var både meget ung og kvinde.
Jeg tror ikke, at jeg lærte noget af episoden, men jeg fik bekræftet, at der var modstand. Det synes jeg også, at jeg havde oplevet i min barndom. Med en opvækst i et udpræget arbejderklassemiljø har jeg aldrig forventet at få noget forærende. Jeg regnede med, at jeg skulle arbejde hårdt for at kunne gøre fremskridt. Som kvinde fra et arbejderklassemiljø vidste jeg godt, at der var meget, der skulle overvindes."
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
