Kunstig intelligens
1.2.2023
af
Laura Brix
Foto: Bibiphoto/Shutterstock
Flere universiteter har nedlagt forbud mod at bruge chatbotten ChatGPT ved eksamen, men det er en kortsigtet løsning, mener professor i digitale forandringer. Se universiteternes regler i bunden af artiklen.
I november lancerede forskningsvirksomheden OpenAI en ny chatbot ved navn ChatGPT. Det er en form for kunstig intelligens, der er specialiseret i dialog og kan hjælpe med at besvare spørgsmål og generere indhold.
Siden lanceringen er chatbotten blevet enormt populær, og det har fået bl.a. Aarhus Universitet til at melde ud, at studerende skal holde sig fra at bruge ChatGPT og andre lignende softwares til eksamen. Det bliver nemlig betragtet som eksamenssnyd, fordi opgaven ikke bliver løst selvstændigt og individuelt.
I bunden af artiklen kan du læse, hvordan reglerne er på andre universiteter.
Ifølge Mikkel Flyverbom, som er professor i kommunikation og digitale forandringer ved Copenhagen Business School, er det en interessant udvikling, at der begynder at komme så brugervenlige og tilgængelige former for kunstig intelligens. Alligevel understreger han, at det er vigtigt at huske på, hvad ChatGPT egentlig er og kan.
”Den laver på sin vis et remix af alt, hvad der ligger tilgængeligt, som den kan arbejde med. Derfor giver resultatet langt hen ad vejen også mening og er relativt brugbart. Det er på en måde ret tæt på, hvad vi mennesker ville gøre, fordi vi også trækker på en masse ressourcer online.”
”Men det er vigtigt at forstå, at denne type af intelligens er meget afgrænset. Kunstig intelligens har på ingen måde den samme forståelse for virkeligheden, som et menneske har. Derfor kan det også være svært altid at have tiltro til den tekst, der kommer ud af ChatGPT,” siger Mikkel Flyverbom.
Ledige stillinger
Mikkel Flyverbom ser det som naturligt, at flere universiteter vælger et forbud ved eksamener. Løsningen er bare hverken langsigtet eller holdbar, pointerer han.
”Jeg kan godt forstå reaktionen, og selvfølgelig skal man gøre det tydeligt, at ligesom du ikke bare kan lave copy-paste af andres eksamensopgaver, kan du heller ikke bare bruge ChatGPT. Men kun at tale om et forbud tager ikke rigtig højde for, at den her type af teknologi kommer til at fylde mere i vores liv.”
Derfor mener Mikkel Flyverbom, at vi skal forsøge at integrere teknologien, og han ser det som en mulighed for at tænke både eksamener og læring generelt på en anderledes måde, end hvad vi er vant til i universitetsverdenen.
Han tror, der fremover vil komme mere fokus på eksamensformer, der tager udgangspunkt i dialog. Samtidig beskriver han, at det kan være en idé at træne helt andre typer af kompetencer og give de studerende karakterer for noget andet end nu og fx sætte meget mere fokus på de studerendes evne til at diskutere og udvikle idéer.
”Derudover kan det være, at hovedparten af de skriftlige eksamener, der handler om at skrive 10-15 sider, kan skæres væk, da det kan være svært at vurdere, om det er lavet af den studerende. Måske er det heller ikke den måde, vi lærer allermest på i forhold til de kompetencer, vi skal bruge i fremtiden.”
Han vurderer, at der er brug for flere eksamener helt uden hjælpemidler.
”På den måde kan den studerende øve sig i at huske idéer og forbinde dem til andre idéer og derigennem udvikle selvstændige tanker, som er resultatet af at have læst en masse og været til forelæsningerne.”
Overordnet ser Mikkel Flyverbom både fordele og ulemper ved kunstig intelligens. På den positive side kan kunstig intelligens som ChatGPT være en form for shortcut til at få forståelse for et emne og for nogle muligvis forhindre en skriveblokering.
”Ligesom der ikke er grund til, at vi står og løfter meget tunge ting på fabrikkerne, vil der være ting, vi ikke behøver bruge tid på rent akademisk, fordi robotter og kunstig intelligens kan ordne det for os.”
Samtidig mener han, at der er en mulighed for, at de studerendes kompetencer og niveau kan blive løftet, uden at chatbotten nødvendigvis tages fuldstændig ud af ligningen.
”Hvis det første rugbrødsarbejde kan laves af en chatbot, kan der være mere fokus på at sætte barren højere og bruge mere tid på at gå i dybden og arbejde mere specialiseret.”
Det vil, understreger Mikkel Flyverbom, stille større krav til, at den studerende kan det akademiske håndværk: Arbejde med referencer, vise sine kilder tydeligt frem og sætte kilderne i relation til hinanden. Alt sammen ting, ChatGPT ikke er i stand til.
Mikkel Flyverbom understreger vigtigheden i, at ChatGPT ikke kommer til at fylde for meget. For selv om man muligvis kan bestå eksamener ved kun at bruge chatbotten, mister man evnen til bl.a. at kunne huske og bruge teorier og forholde sig reflekteret og kritisk.
”Hvis man skærer hele tankeprocessen og vidensproduktionen væk, fordi du får alle svarene fra kunstig intelligens, er du virkelig dårlig rustet. Så er du kun én, der kan lave kommandoer til ChatGPT, og så har uddannelsen ikke længere en værdi, hvis du ikke kan tænke selvstændigt.”
Firmaet bag ChatGPT, OpenAI, har i øvrigt netop givet adgang til et værktøj, der kan vurdere, om en tekst er skrevet af et menneske eller en chatbot. Værktøjet er dog stadig ikke færdigudviklet.
Efter at Aarhus Universitet meddelte, at der er forbud mod at bruge ChatGPT ved eksamener, har Djøfbladet spurgt en række af de andre universiteter i Danmark, hvordan de forholder til chatbots i undervisningen og ved eksamener.
Hvad er Roskilde Universitets regler for de studerendes brug af kunstig intelligens (fx chatrobotten ChatGPT) i undervisningen generelt?
“Vi har ingen regler for brug i undervisningen. Det vurderer hver enkelt underviser på nuværende tidspunkt, men chatbot har næppe på den korte tid vundet noget særligt indpas.”
Hvordan er reglerne ved eksamen?
“Ingen brug af chatbot – medmindre andet eksplicit fremgår, men det har vi selvsagt ikke prøvet endnu. Chatbots er jo helt nyt, så vi kommer til at kigge på rammerne frem mod næste eksamenstermin sammen med de øvrige universiteter og uddannelsessektoren mere generelt.”
Hvad er argumenterne for de valg?
“At chatbots er helt nyt, og vi skal i uddannelsessektoren – og mange andre steder – forholde os til konsekvenserne, positive og negative, og se, hvordan det evt. skal integreres i undervisning og eksamensformer. Indtil vi har haft mulighed for det, har det været naturligt at forbyde brug af chatbot til eksamener. I forvejen har vi mange eksamener, hvor brug af Google eller nettet i øvrigt ikke er tilladt. Når vi får bedre kendskab til fordele og ulemper ved teknologien, kan vi træffe nogle mere kvalificerede valg hen ad vejen, både hvad angår det didaktiske og faglige.”
Hvad er CBS’ regler for de studerendes brug af kunstig intelligens (fx chatrobotten ChatGPT) i undervisningen generelt?
“Der er langt flere muligheder end trusler ved den nye AI-teknologi. På CBS er vi i gang med at udvikle rammer for brug af ChatGPT og lignende software i undervisning og til eksamener.”
Hvordan er reglerne ved eksamen?
“Det er for nuværende og siden efteråret 2022 CBS' holdning, at brugen af ChatGPT og lignende AI-programmer er en måde at snyde på, da studerende ikke selvstændigt udfører en given opgave. Vi forventer, at vores regler og eksamensformer opdateres i løbet af de næste semestre og åbner for brug af AI-programmer i undervisning og til eksamener.”
Hvad er argumenterne for de valg?
“Den teknologiske udvikling skal anvendes til at hjælpe med at løse de store udfordringer virksomheder og samfund står overfor fx med grøn omstilling. Vi skal derfor ikke afskære studerende fra at bruge AI-værktøjer, men integrere det på en måde, så et eksamensbevis fortsat er en god vurdering af en studerendes evner.”
Hvad er Syddansk Universitets regler for de studerendes brug af kunstig intelligens (fx chatrobotten ChatGPT) i undervisningen generelt?
“Hvor hjælpemidler ikke er tilladte, må man naturligvis heller ikke bruge det her.”
Hvordan er reglerne ved eksamen?
“Det afhænger af den konkrete prøve.”
Hvad er argumenterne for de valg?
“Vi afprøver opfyldelsen af læringsmålene – som de er formuleret pr. fagelement."
Hvad er Aalborg Universitets regler for de studerendes brug af kunstig intelligens (fx chatrobotten ChatGPT) i undervisningen generelt?
“Der er ikke fastsat centrale regler for brugen af kunstig intelligens (herunder ChatGPT) i undervisningen. Studienævnene har i samråd med studielederen ansvaret for at tilrettelægge undervisningen. Det beror således på en faglig vurdering, om brugen af kunstig intelligens er tilladt i undervisningen.”
Hvordan er reglerne ved eksamen?
“AAU har ikke konkrete retningslinjer for anvendelsen af ChatGPT. Vi vurderer dog, at såfremt studerende anvender en kunstig intelligens til at skrive deres eksamensbesvarelser, vil det betragtes som eksamenssnyd jf. de gældende regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende ved Aalborg Universitet (disciplinærreglerne)
Ved alle vores eksaminer tages der konkret stilling til, hvilke hjælpemidler der er tilladte. Tilladte hjælpemidler er angivet i modulbeskrivelserne, som de studerende kan finde i uddannelsens studieordning.
Brug af CHATGPT til eksaminer kan derfor også efter en konkret vurdering omfattes af Aalborg Universitets disciplinærreglers § 7, nr. 1: Tilfælde, hvor en eksaminand før eller under en eksamen uretmæssigt skaffer sig hjælp til besvarelse af en opgave, eller § 7, nr. 5: Brug af ikke tilladte hjælpemidler.
Studieservice udsender en gang årligt en orienteringsmail til alle studerende vedrørende eksamenssnyd. Der skal sendes en mail til de studerende i forårssemesteret, der starter 1. februar, og i den mail kommer Studieservice til at indskærpe, at det ikke er tilladt at skaffe sig uretmæssig hjælp (fx via kunstig intelligens) til besvarelse af en opgave. Studieservice kommer endvidere til at understrege, at de studerende ikke må benytte andre hjælpemidler til eksamen end dem, der fremgår af modulbeskrivelsen.”
Hvad er argumenterne for de valg?
“Undervisningen: De faglige miljøer kan foretage den faglige vurdering af, om det kan bidrage til den studerendes læring at inddrage kunstig intelligens i undervisningen på den enkelte uddannelse eller i det konkrete modul.
Eksamen: Det betragtes som eksamenssnyd og vil medføre en sanktion efter AAU’s disciplinærregler, hvis det kan bevises, at en studerende benytter sig af ikke-tilladte hjælpemidler eller skaffer sig uretmæssig hjælp, uanset om hjælpen er fra en medstuderende eller kunstig intelligens.”
Hvad er Københavns Universitets regler for de studerendes brug af kunstig intelligens (fx chatrobotten ChatGPT) i undervisningen generelt?
“Det vil være op til den enkelte underviser i samråd med studienævn og fagmiljøer at vurdere, om det kan give fagligt og læringsmæssigt mening at bruge AI i undervisningen.”
Hvordan er reglerne ved eksamen?
“Reglerne på Københavns Universitet er de samme som på AU.”
Hvad er argumenterne for de valg?
”I forhold til eksamen er argumentet, at det er den kortsigtede løsning, indtil vi får mere greb om teknologien og en grundlæggende drøftelse af, hvordan kunstig intelligens kan styrke uddannelserne på Københavns Universitet. Vi står over for en væsentlig teknologisk landvinding, der vil forandre undervisningsmetoder, indhold og ikke mindst eksaminer.”
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER