Marietta Jeppe
sidste år
Infrastrukturen i vores samfund har ændret sig markant siden min far blev født i 1946, året efter anden verdenskrig sluttede. Jeg har fået fortalt, at der kom post ud to gange om dagen, og at man tog sit pæne tøj på, når man betalte de store regninger én gang om året.
Da jeg var barn i 80'erne lå hjem, skole, skoletandlæge, læge, fritidsinteresserne og butikker ved siden af hinanden, og mine første børnejob lå også i tæt på. I de første voksenjob jeg havde, havde medarbejderne fri til at gå til lægen, på posthuset og i banken, og de fik også fri nogle timer til julegaveindkøb. Det kan lyde underligt, men lukkeloven gjorder, at virksomhederne kun havde åben i arbejdstiden, og digitalisering blev først opfundet i 00'erne.
I dag ligger alting langt fra hinanden. Skoletandlægen og skolelægen ligger ikke længere på skolen, så forældrene skal tage fri for at transportere deres børn. Du får ikke længere fri til at gå til lægen eller tandlægen, så du er nødt til at flytte rundt på din arbejdstid, da lægen stadig kun har åben i arbejdstiden. Butikker og fritidsinteresser er centraliseret omkring de større byer eller indkøbsområder, så du skal bruge meget tid på at transportere dig rundt for at komme til frisør, håndbold, og for at købe julegaver. Og jobbende er centraliseret omkring de større byer, langt væk fra boligen, så transporten er kommet til at fylde rigtig meget. Du kan altså ikke længere gå og cykle imellem arbejde, fritid og indkøb - som dengang man øjensynligt var "tilfreds" med at gå på arbejde 8-16 og ikke græd over arbejdet, når man kom hjem.
Jeg oplever ikke, at det er min holdning til arbejdet, der har ændret sig. Jeg oplever, at infrastrukturen i samfundet har ændret sig så meget, at jeg føler, at jeg er ved at gå i tusind stykker for at få enderne til at hænge sammen.
Digitaliseringen har givet os alle sammen en fantastisk mulighed for igen at føle, at vi kan få enderne til at hænge sammen. Digitaliseringen har givet os mulighed for igen, at være nærværende med vores relationer, vores familie, vores venner og vores lokalsamfund.
Desværre - siger en 50-årig hvid kvinde - er vi øjensynligt omgivet af ledere - hvide gamle mænd - som ikke er i stand til at tage digitaliseringen til sig, fordi de tror, at hvis de ikke som en anden 1800-tals værkfører kan kikke på os, mens vi sidder vores mit skrivebord og taster på tastaturet, så arbejder vi ikke. Jeg oplever, at de hvide gamle mænd lider af angst for, at de er overflødige. Og det har de paradoksalt nok også formået at gøre sig selv. For de har ikke formået at skaffe sig de kompetencer, det kræver, for at tage det 21. århundredes teknologi til sig. De hvide gamle mænd har ikke formået at tage det 21. århundred teknologi til sig og udvikle en ny arbejdskultur, hvor digitaliseringen er i centrum.
Lad vær med at græd over arbejdet og kom ind i kampen og udvikle en ny kultur, hvor digitalt hybridarbejde er det nye fællesskab.