Løn

Mænd tjener allerede mest i studiejobbet

12.6.2023

af

Illustration, hvor en ung mand og en ung kvinde står i hver sin vægtskål. Under deres fødder er der penge, men mandens skål rummer flere, og derfor tynges hans vægtskål længere ned.

Illustration: Vectorknight/Shutterstock

Mandlige studentermedhjælpere får mere ind på lønkontoen end de kvindelige studentermedhjælpere – men man kan ikke sige hvorfor.

Mænd tjener mere end kvinder. Sådan har det været længe. Men faktisk begynder mønsteret allerede i studiejobbet. En undersøgelse fra Djøf viser, at kvindelige studentermedhjælpere i snit tjener 3,7% mindre end mandlige.

Hvad lønforskellen betyder i kroner og øre, vender vi tilbage til. Inden da skal vi se på, hvorfor den opstår. Ifølge Djøfs undersøgelse forklarer mængden af arbejdstimer, studieanciennitet, uddannelsesretning og studierelevans 16% af tilfældene, hvor der er en lønforskel. Omvendt betyder det også, at det i 84% af tilfældene ikke er til at forklare, hvorfor lønforskellen er opstået.

Ifølge Mette Knudsen, der er rådgivningschef i Djøf, har der tidligere været et stort fokus på, at mænd skulle være bedre til at forhandle løn end kvinder. Men ifølge hende er det ikke et spørgsmål om kvindernes forhandlingsevner.

”Det er ikke et problem, der skal skubbes over på kvinderne. Arbejdsgivere skal være deres ansvar bevidst i forhold til ikke at aflønne på baggrund af køn – og det er det, de reelt gør, når så stor en del af lønforskellen er uforklarlig.”

Når det er sagt, er hun også overbevist om, at det formentlig ikke er noget, folk gør med vilje, men derimod er en bias, der bor i os alle, som vi skal være opmærksomme på.

Et livslangt efterslæb

Gennemsnitslønnen for en mandlig studentermedhjælper i den private sektor ligger på 165 kr. i timen, mens den lyder på 159 kr. i timen for en kvindelig studentermedhjælper. En lønforskel på 6 kr. lyder umiddelbart ikke af meget, men på årlig basis betyder det, at kvinderne får ca. 3.800 kr. mindre.

Det kan man være tilbøjelig til at se ud over, hvis man fx har et job, som man synes er spændende, eller fordi det giver en masse muligheder eller kompetencer. Men det skal man ifølge Mette Knudsen være varsom med, for lønforskellen kan få konsekvenser for éns levevilkår.

”Man forhandler altid løn ud fra det niveau, man er på i forvejen – og det samme gælder for en potentiel lønforhøjelse. Og når man så gør en særlig indsats eller er rigtig god til noget og får en lønforhøjelse, kommer man måske bare til at indhente noget af efterslæbet. På den måde kan det let blive et efterslæb, som vil følge én resten af livet.”

Det kan altså få konsekvenser for, hvilket liv man kan føre: Hvilken bolig man har råd til, hvilke rejser man kan tage på, éns muligheder for at sikre sine fremtidige børn, forklarer hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Grønlands Selvstyre
Frist 3. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement

Hvad kan du gøre?

På mange arbejdspladser er der ikke offentlighed om løn, hvilket kan gøre det svært at opdage, om der potentielt er en uforklarlig lønforskel. Derfor anbefaler Mette Knudsen, at man taler åbent om løn med sine kollegaer.

”Det er ikke noget, vi er særlig gode til, fordi det føles privat – men det kan hjælpe én til at føle sig bedre klædt på til fx en lønsamtale. Det er også derfor, vi laver lønstatistikker, så man har noget at sammenligne sig med.”

Hvis du finder ud af, at du ligger lavt, råder Mette Knudsen til, at du går i gang med at forhandle løn – hvilket du kan finde en guide til her.

”For de fleste studerende vil det være godt at forhandle løn efter 9-12 måneder. På det tidspunkt har man lært meget, og man er formentlig blevet én, man nødig ville skifte ud til fordel for en ny studerende,” siger hun.

Med det sagt pointerer Mette Knudsen dog også, at den enkelte ikke kan løfte opgaven med at bekæmpe den skjulte modstander, som bias reelt er. Men det kan hjælpe at vide, at det er der.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet