Optag

Her er de mest populære djøf-studier i 2023 – og dem der stadig har pladser

2.8.2023

af

Studerende sidder på Karen Blixens plads, en plads foran Københavns Universitet på Amager.

Torben Huss/Ritzau Scanpix

Flere søger ind på jurastudiet, og CBS beholder sin førsteplads i karakterkrav. Her får du overblikket over årets optag på djøf-uddannelserne. Og hvilke uddannelser, der endnu har ledige pladser.

I sidste uge var årets nye hold studerende på en følelsesmæssig rutsjetur. Nogle jubelråbte mens andre måtte fælde en tåre. Nu har vi overblikket over årets optag og kan se, hvor mange, der kom ind hvor. Se hvor mange, der søgte dit studie eller find en ledig plads.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har præsenteret årets liste over optag på de danske studier rundt om i landet. Og vi har på Djøfbladet gennemgået det milelange excel-skema med en tættekam og udplukket alle djøf-studierne.

Her er tre tendenser fra optaget på djøf-studierne. Og en liste, der viser, hvor der stadig er ledige pladser. 

1. Flere vælger en klassiker 

I år har 1.499 uddannelsessøgende valgt at skrive jura på Københavns Universitet i toppen af deres prioriteringsliste. Det gør fortsat jura til det mest søgte djøf-studie på Københavns Universitet og et af de mest søgte studier generelt. Sammenlignet med sidste år, var antallet af ansøgere med jura som førsteprioritet 1.326.

Samtidig med at antallet af ansøgere er steget på jurastudiet, så er der faktisk også flere, som er blevet optaget på studiet i år. Her er 871 blevet optaget i sammenligning med 835 i 2022.

2. En stigning i optag

Over hele linjen er 61.382 i år blevet optaget på en videregående uddannelse, hvilket er en stigning på 2 % i sammenligning med sidste år.

Hos Djøf hæfter man sig ved, at der også er sket stigning i optaget på de djøf-relevante studier, som Sara Vergo, formand for Djøf, udtaler i en pressemeddelelse.

”Alle uddannelser er vigtige, og den enkelte skal naturligvis forfølge sine drømme og ønsker til sit fremtidige arbejdsliv. I Djøf har vi noteret os, at der har været en meget stor søgning og et stort optag på de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser, hvor 11.195 er blevet optaget – en stigning på 4 procent i forhold til 2022. De kommer til at uddanne sig til at arbejdsmarked, hvor der er rift om dem. Vi hilser dem velkommen til et aktivt og fagligt fællesskab.”

Selvom der er tale om en stigning på 4 % ift. sidste år, så hører det også med til historien, at optaget på de samfundsvidenskabelige uddannelser var faldet fra 11.381 til 10.757 i årene 2021 til 2022. Faldet var dengang forventet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, da mængden af ansøgninger var højere i corona-årene 2020 og 2021.

3. CBS holder snit-førstepladsen

CBS holder stædigt fast i førstepladsen i djøf-uddannelse med højeste karakterkrav. Der er fortsat tale om CBS’ populære bacheloruddannelse ’International Business’, som på trods af et fald på 0,1 i karakterkravet siden sidste år topper listen med sit snit på 11,4. De seneste to år er International Business dog blevet overgået på den generelle ansøgningsliste, hvor to designuddannelser nu kræver et højere karaktersnit.

Uddannelsen er - sammen med Erhvervsøkonomi - CBS’ suverænt mest ansøgte studie som førsteprioritet.

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

4. Her er der stadig plads

Kom man i denne omgang ikke ind på det studie, man havde spejdet håbefuldt efter, søgte man slet ikke noget studie til at starte med eller er man blot alment fortvivlet om, hvilken sti man skal betræde i sit studieliv, så er der stadig en god håndfuld djøf-studier med ledige pladser til inspiration.

Denne håndfuld er domineret af universiteter udenfor Aarhus og København. Det er især på Aalborg Universitet og på Syddansk Universitet, hvor der fortsat er mulighed for at finde en plads på i auditoriet. Bemærk at du skal søge snart, hvis du vil have en af de ledige pladser allerede til september.


ANNONCE

Her kan du få et overblik over adgangskrav og optagne på de forskellige universiteter og studiesteder. 



Kommentarer

Lise
sidste år
Defineres DJØF-studie som de studier medlemmer af DJØF vælger, eller de uddannelser medlemmer af DJØF faktisk har? Mit indtryk er at DJØF rummer rigtig mange medlemmer, som ikke har 'klassiske' DJØF-uddannelse - men det er alligevel altid de uddannelser vi hører om. @DJØF: hvilke uddannelser har jeres medlemmer faktisk?
Monica Stoye
sidste år
Når der er 96 første prioritetsansøgere, og der bliver optaget 32, så tænker jeg, at 64 har fået en skuffende besked, men hvorfor står der så, at alle er optaget og at der er ledige pladser?? Der er et eller andet optagelsesteknisk her som jeg ikke har styr på. Er der nogen derude, der kan hjælpe med en forklaring?