Undersøgelse

Hver anden studerende bruger AI

17.8.2023

af

Foto, hvor en studerende sidder og arbejder ved en laptop

PR-foto: Jakob Boserup/CBS

ChatGPT er blevet et helt normalt hjælpemiddel i hverdagen på de danske universiteter. Hver syvende studerende har fået chatbotten til at skrive tekst til fx opgaver. Men det er at skyde sig selv i foden, mener en underviser, der ellers ser store fordele for studerende ved ChatGPT.

ChatGPT er stormet ind på de danske universiteter. Det er mindre end ni måneder siden, at chatbotten blev lanceret, og allerede nu bruger mere end halvdelen af de studerende værktøjet.

54% har anvendt ChatGPT eller andre typer kunstig intelligens (KI) i hverdagen på studiet, og 19% har brugt det i en eksamenssituation. Det viser en ny undersøgelse, som Djøf har foretaget blandt mere end 1.000 medlemmer, der er studerende.

Når man ser på, hvad de studerende bruger KI til, er der ikke den store forskel på hverdagen og eksamener. I begge sammenhænge anvender langt størstedelen KI som søgemaskine og til at finde inspiration. Det er også udbredt at få KI-programmer til at lave referater af tekster, fx fra pensum.

En af de studerende, der har erfaringer med at bruge ChatGPT, er Gustav Albrechtsen, som snart begynder på 3. semester på statskundskab. Han har brugt chatbotten i forbindelse med opgaveskrivning.

”Den er rigtig god til at få samlet tankerne. Som starten på en brainstorm, hvis man kan sige det sådan, fordi den kan smide så meget fornuftigt ud til én på forhånd.”

Han understreger, at han kun anvender ChatGPT som et hjælpemiddel og ikke som noget, der skal lave arbejdet for ham.

”Jeg studerer jo ikke bare for at få en kandidat eller noget andet, så jeg kan få et job. Det er lige så meget en personlig udvikling og interesse. Det får man ikke noget ud af, hvis man bare kan få AI til at skrive en opgave for én,” siger han og tilføjer, at hans indtryk er, at den tankegang er udbredt blandt hans studiekammerater.

I Djøf-undersøgelsen svarer 16%, at de har fået ChatGPT eller anden KI til decideret at skrive tekstpassager for dem. Og 5% har fået KI til at producere tekster ved en eksamen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Region Midtjylland
Job
Region Nordjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Folketingets Administration
Job
Forsvarsministeriet, Departementet

Hvad nu hvis AI ikke var en trussel?

I den offentlige debat om ChatGPT er der ofte fokus på de negative aspekter af teknologien, fordi den kan bidrage til eksamenssnyd og giver de studerende en mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest.

Men Mark Friis Hau, der er postdoc ved FAOS på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, har som underviser en anden tilgang til ChatGPT.

Han bruger selv chatbotten i sin forberedelse – og anbefaler faktisk også sine studerende at bruge den.

”Jeg ved ikke, om det er et ønskescenarie for mig, men kunstig intelligens er her, og det kommer til at blive her. Derfor bliver jeg nødt til at bruge det og arbejde med det på en ordentlig måde,” siger han.

I sin undervisning har Mark Friis Hau bl.a. bedt de studerende om at diskutere en tekst med ChatGPT, hvor de enten kunne bede chatbotten om at give et resumé af en svær tekst, få hovedpointer, få kritikpunkter eller noget helt fjerde.

”De brugte det meget kreativt og forskelligt. Når de studerende får en 40 sider lang teoretisk, poststrukturalistisk tekst, er det en virkelig stor hjælp for dem, at fx ChatGPT kan give dem et resumé af teksten. Det kan være nøglen til, at de rent faktisk forstår teksten – når de har læst den,” fortæller han.

"Jeg tror, vi skal have mere tillid til vores studerende. De bruger den som et værktøj, men de ved godt, hvorfor de er på universitetet. De fleste er der jo, fordi de gerne vil være der, og de fleste har en interesse i at klare opgaverne selv."

Mark Friis Hau, postdoc og underviser, Københavns Universitet

Nogle af de studerende, der har deltaget i Djøfs undersøgelse, fortæller også, at de selv oplever, at de har opnået en bedre forståelse, efter de er begyndt at bruge chatbotten.

”Det er blevet nemmere at danne sig et overblik over sit pensum og langt lettere at se, hvordan de teorier, jeg læser, kan bruges,” forklarer en studerende i et fritekstsvar, mens en anden skriver:

”Frem for at skulle bruge tid på at lære et nyt kodesprog eller redskab hvert andet år kan vi fokusere på det faglige indhold i fagene. Jeg havde f.eks. STATA som kodesprog på min bachelor, men R på min kandidat. Med ChatGPT er min effektivitet ganget med mange tusinde procent. Jeg mener ikke, det er skadeligt for mit studie, at jeg, som grundlæggende ikke læser noget it-fagligt, kan fokusere min energi på det faglige indhold frem for redskaberne til at opnå dem.”

ANNONCE

Et spørgsmål om tillid og snyd

På et tidspunkt oplevede Mark Friis Hau, at de studerende havde en uge på studiet, hvor de var ret pressede. Her bemærkede han, at de stoppede med at bruge ChatGPT.

”De sagde, de havde for travlt, og derfor havde de kun tid til at læse teksterne. Chatbotten var altså ikke noget, der erstattede deres forberedelse, men supplerede den,” siger han.

Sjovt. Jeg havde forventet, at de studerende vil bruge den mere i pressede situationer, da de netop kan få en håndsrækning og spare tid ved at bruge den.

”Jeg tror, vi skal have mere tillid til vores studerende. De bruger den som et værktøj, men de ved godt, hvorfor de er på universitetet. De fleste er der jo, fordi de gerne vil være der, og de fleste har en interesse i at klare opgaverne selv.”

Den pointe virker undersøgelsen fra Djøf til at bekræfte. Langt hovedparten finder det i orden at bruge chatbots til informationssøgning og inspiration. Til gengæld svarer 81%, at det er snyd at lade KI skrive tekstpassager, mens 11% mener det modsatte.

Mark Friis Hau synes også, at de studerende bør holde sig fra at få chatbots til at skrive tekst – af den simple grund, at indholdet oftest er ringe.

”De studerende kan gøre det bedre selv. Det, de skal bruge chatbots til, er at transformere deres egen tekst ved fx at få renskrevet, rettet kommaer eller diskutere argumenter. Jo bedre input, des bedre output. Vi skal prøve at lære vores studerende, at det er en konstruktiv måde at arbejde på, hvor de både lærer og får et bedre resultat,” siger han og tilføjer:

”Vi skal have skiftet debatten fra at handle om forbud til noget mere konstruktivt og få trænet de studerende i best practice.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet