Fra studie til job

Arbejdsgivere giver gode råd: Sådan får du første job

19.9.2023

af

Tegning af en person, der med en attachémappe i hånden løber hen over en startlinje

Illustration: Red Vector/Shutterstock

En ny undersøgelse løfter sløret for, hvordan du som studerende eller nyuddannet akademiker kan forberede dine chancer for at lande et job efter studiet.

Det er efterhånden nogle måneder siden, at specialet blev indleveret og forsvaret og blev erstattet af jobsøgning, møder med a-kassen, cv-sparring og jobsamtaler. Nogle af studiekammeraterne har allerede haft succes med jobsøgningen og fået arbejde, mens du måske begynder at føle dig fanget i arbejdsløshedens trummerum.

For mange dimittender er perioden det første møde med ledighed – og den kan være utrolig opslidende. Og selv om man kan føle sig alene, er det vigtigt at pointere, at du langtfra er den eneste, der fortsat søger efter det første fuldtidsjob. I gennemsnit går der nemlig 2,9 måneder, før dimittender fra djøf-uddannelserne starter i det første job – og 14% er stadig ledige efter syv måneder. Det viser en Djøf-undersøgelse fra 2022.

Ikke desto mindre gør det ikke tilværelsen som arbejdsløs lettere. Derfor har Konsulenthuset Ballisager spurgt arbejdsgiverne, hvad de mener vil være den bedste selvhjælp til at stå bedre i forhold til første job.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement

Hvad kan jeg?

Ballisagers rekrutteringsanalyse viser bl.a., at arbejdsgiverne ikke ser ud til at gå meget op i karakterer. Kun 2% råder studerende til at få bedst mulige karakterer. Det er noget af det, der kan gøre overgangen fra studieliv til erhvervslivet svær. Forventningerne er nemlig ikke, som de plejer.

Hvor valutaen på universitetet måske i høj grad har heddet 'høje karakterer', handler det på arbejdsmarkedet pludselig om faglige og relevante erhvervserfaringer. Dette skifte er noget af det, der udfordrer de studerende ifølge Danmarks Studieundersøgelse fra 2022.

Undersøgelsen viser, at 42% af de nyuddannede kandidater finder overgangen fra studielivet til arbejdsmarkedet svær. De studerende føler, at de mangler kompetencer eller ikke bruger det, de har lært på deres uddannelse. Mere end hver tredje begrunder det med, at de har svært ved at forklare arbejdsgivere, hvad de kan – og hvis man ser på arbejdsgivernes råd, er der noget, der tyder på, at det kan svare sig at blive god til netop dette.

Ballisagers undersøgelse viser nemlig, at 42% af arbejdsgiverne råder dimittenderne til, at de let skal kunne forklare, hvad deres akademiske kompetencer kan bruges til. Det gælder dog også den anden vej. Ifølge Ballisager har virksomhederne brug for hjælp til at forstå, hvad akademiske kompetencer kan bruges til. Det gælder særligt de offentlige arbejdsgivere.

ANNONCE

Det kan du gøre, mens du studerer

Selv om Ballisagers råd især retter sig mod nyuddannede akademikere, er der et par af arbejdsgivernes råd, du allerede kan bruge som studerende.

For det første er det værd at se sig om en virksomhed, som du kan skrive speciale i samarbejde med. Det mener 41% af virksomhederne kan forbedre din mulighed for at lande det første fuldtidsjob.

For det andet anbefaler mere end hver tredje arbejdsgiver, at du begynder jobsøgningen, mens du studerer. Hver femte mener derimod, at jobsøgningen godt kan vente lidt, men at du bør være en aktiv jobsøger fra første dag efter endt uddannelse.

Hvis du sidder som nyudklækket kandidat, er det selvfølgelig svært at begynde på. Men der er ingen grund til at miste modet. Der er nemlig én ting, der er langt vigtigere.

Det vigtigste er…

Det, der er det mest afgørende for arbejdsgiverne, er noget, der trækker tråde tilbage til den nye valuta, der er i høj kurs i erhvervslivet: Erfaring.

Arbejde ved siden af studiet er uden tvivl det vigtigste for arbejdsgiver – og det er uanset, om det er en offentlig eller privat arbejdsplads. Hele 75% vurderer studiejobbet som den bedste genvej til at få det første job efter specialet.

Hvorvidt der er tale om studierelevant arbejde eller ikke, fremgår ikke af Ballisagers måling, men umiddelbart er det gode nyheder for de studerende djøfere. En Djøf-undersøgelse fra 2022 viser nemlig, at 81% af de studerede har et studiejob.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet