Det kan du lære af Taylor Swift

Polina Marinova Pompliano har en særlig filosofi, som hun kalder for 'people-focused learning'. Journalisten mener kort sagt, at man lærer bedst og mest, hvis man ser på, hvordan andre succesfulde personer er lykkedes. Som en slags mesterlære (med læremestre, som ikke aner, hvem du er).

Pompliano selv slog igennem med sit nyhedsbrev The Profile. Flere end 100.000 mennesker læser med, når hun ugentligt graver sig ned i biografierne hos nogle af verdens største forretningsfolk, forskere, kunstnere og sportsstjerner for at suge brugbare lærestreger ud.

Hendes nye bog, ‘Hidden Genius’, er mere af det samme. Det er kondenserede råd fra et bredt udvalg af folk, som er i verdenseliten inden for deres respektive felter: Bernard Arnault, Taylor Swift, Charlie Munger, Kobe Bryant, den slags folk.

Kapitlerne er tematisk inddelt i selvhjælpsagtige kategorier: Sådan kan du blive mere kreativ, bygge sunde forhold, tænke mere klart osv. Det er underholdende skrevet, hurtigt læst og man føler, at man bruger tiden på noget produktivt. Perfekt til en tog- eller flyvetur.

Da denne anmelder i sin tid læste idéhistorie på universitetet, talte underviserne af og til om 'den gamle måde' at skrive historie på. Den hvor man hoppede fra tinde til tinde, fra den ene store historiske person til den næste. En måde at skrive historie på, som ikke havde meget at gøre med virkeligheden, som er meget mere kompleks, skulle vi forstå.

Mindre højpandet: Hvor meget kan vi egentlig lære ved at cherry picke anekdoter om hypersuccesfulde mennesker, som er lykkedes under helt andre omstændigheder end os selv?

Det er ironisk, at Morgan Housell – en af de forfattere, der roser ‘Hidden Genius’ på dens omslag – i sin egen bestseller ‘The Psychology of Money’ faktisk kritiserer den personfikserede tilgang. Fordi tilfældigheder og historiske omstændigheder spiller en alt for stor rolle.

Som eksempel nævner han Bill Gates, der tilfældigvis gik i high school på en af de få skoler i verden, som havde en computer i 1968. Gates er ekstremt intelligent og hårdtarbejdende, men han fik også et forspring, som statistisk set var et 1:1.000.000-lykketræf.

Bogens grundproblem er altså overlevelsesbias. Vi ved grundlæggende set ikke, om de beundringsværdige forbilleders egenskaber er årsager eller tilfældigheder.

Men den her type af bog er en guilty pleasure for undertegnede.

Pleasure, fordi det populært sagt føles 'inspirerende' at høre om, hvordan bemærkelsesværdige mennesker har båret sig ad.

Guilty, fordi det nok føles mere lærerigt, end det faktisk er.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.