Det gode arbejdsliv
21.11.2023
af
Tine Santesson
Illustration: Klyaksun/Shutterstock
Lederen, kollegerne og opgaverne er det mest afgørende for os i vores job. Men de væsentligste årsager til, at vi ønsker at skifte job, er nogle helt andre.
Spændende arbejdsopgaver, en god chef og gode kolleger er helt centrale for de fleste af os. Det viser en ny analyse fra Djøf.
Og det er helt klassisk, konstaterer Karen Albertsen, der er psykolog, arbejdsmiljøekspert og medejer af rådgivningsfirmaet TeamArbejdsliv.
”Det er kerneopgaven og relationerne, der er fokus på.”
Derfor giver det også rigtig god mening, at det lige netop er dét, vi vægter højest, når vi bliver spurgt, hvad der er vigtigst i jobbet, siger hun.
En god chef og gode kolleger er også af afgørende betydning og placerer sig på henholdsvis en anden- og en tredjeplads.
Det viser resultaterne i en undersøgelse om trivsel og stress, som Djøf har gennemført med svar fra 7.351 medlemmer. Her har de bl.a. svaret på spørgsmålet: ’Hvad er vigtigst for dig, når du skal vælge job?’
Ledige stillinger
De spændende opgaver er måske nogenlunde nemme at spotte i et jobopslag. Men det kan være sværere at spotte, hvordan samarbejdet med chefen og kollegerne bliver.
På det seneste har Jakob Sloth Petersen, karrierekonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv, haft en del samtaler med medlemmer, der er på jobjagt – eller nærmest på flugt fra dårlige relationer på arbejdspladsen.
”Det sidder så dybt i dem, at de gerne vil vide, hvordan de kan minimere risikoen for at lande i en situation med dårlig ledelse og dårligt psykisk arbejdsmiljø igen.”
Han råder dem bl.a. til at trække referencer på den kommende chef – fuldstændig som når der bliver trukket referencer på dem selv som potentielle jobkandidater. Og i det hele taget forhøre sig i netværket, om nogen har kendskab til lederen og det psykiske arbejdsmiljø på lige netop den arbejdsplads.
"Ganske mange ønsker at vende det hele rundt og definerer det som life-work-balance i stedet for work-life-balance. Men der er stadig også dem, der arbejder 60 timer om ugen og ikke ønsker andet."
Jakob Sloth Petersen, karrierekonsulent, Djøf
Spændende arbejdsopgaver og et godt arbejdsmiljø har altid været afgørende. Men Jakob Sloth Petersen har noteret sig særligt to ting, der har fået større og større betydning.
Det ene er work-life-balance. Han understreger, at der jo ikke findes et sammenligningsgrundlag, men han skønner, at det nok ikke havde ligget helt så højt oppe på listen for 10 år siden.
”Jeg har været karrierekonsulent i otte år, og der er en helt tydelig tendens til, at flere ønsker sparring på, hvordan de kan tilrettelægge et mere fleksibelt arbejdsliv. De lægger stadig vægt på karrieren, men også i stigende grad på at kunne skrue op og ned. ”
Han fortæller, at mange karrieresamtaler handler om et ønske om deltidsansættelse, orlov, en firedages-arbejdsuge eller mere fleksible arbejdstider.
”De italesætter, at privatlivet skal komme først. Ganske mange ønsker at vende det hele rundt og definerer det som life-work-balance i stedet for work-life-balance. Men der er stadig også dem, der arbejder 60 timer om ugen og ikke ønsker andet.”
Jakob Sloth Petersen hæfter sig også ved, at ønsket om, at ’virksomheden udretter noget meningsfuldt for samfundet’, er et primært ønske hos over hver fjerde. Det er nemlig også noget, han i stigende grad oplever bliver italesat. Mange søger en højere mening med deres arbejde.
”Det kan godt hænge sammen med de mange kriser, der er i samfundet. Jeg oplever bl.a., at krigen i Ukraine, klimakrisen og biodiversitetskrisen ligger som et bagtæppe hos en del af vores medlemmer,” siger Jakob Sloth Petersen.
Løn indtager en sjetteplads på listen over prioriteringer, når vi skal vælge et job. Til gengæld er det den altovervejende årsag til at overveje at forlade det job, man er i, og finde et nyt.
I Djøfs undersøgelse er deltagerne nemlig også blevet spurgt, om de overvejer et jobskifte. Og de, der gør det, er også blevet spurgt hvorfor.
Det kan måske umiddelbart virke underligt, at løn ligger i top som en årsag til at overveje et jobskifte, når det samtidig ligger et godt stykke nede på listen over, hvad der er vigtigst i valget af et job.
Men det kan der godt være logik i, siger Karen Albertsen.
”Højere løn kan jo også være et andet mål for anerkendelse. Og hvis man fx oplever et stort arbejdspres, kan det være, man tænker, at så skal det da også afspejles i lønnen. Løn kan godt være proxy for noget andet. Det kan også være prestige.”
Hvis du har en høj løn, er der en sandsynlighed for, at du arbejder mere end gennemsnittet, siger hun.
”Valget kan godt være løn versus fleksibilitet. Hvis du har et job med stort pres, mange deadlines og lange aftener, vil du også honoreres for det.”
Der kan også være en anden forklaring, siger Jakob Sloth Petersen.
”Størrelsen på lønnen har altid været vigtig. Men på grund af inflationen har mange oplevet, at reallønnen ikke er fulgt med. Og hvis ikke man kan få forhandlet sig frem til en lønstigning, der i det mindste matcher inflationen, kan det være et argument for at se sig om efter et andet job.”
At work-life-balance og fleksibel arbejdstid ligger forholdsvist langt nede på listen over årsager til at søge væk, kan også give god mening ifølge Karen Albertsen.
”Der er meget fokus på det. Men når man ikke ser det som anledning til at skifte arbejdsplads, er det måske, fordi man allerede har det. Mange arbejdspladser har jo også fået mere fokus på det.”
Det oplever Jakob Sloth Petersen også.
”Det bliver de simpelthen nødt til, hvis de vil holde fastholde og tiltrække medarbejdere – det er blevet et afgørende parameter for rigtig mange.”
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER