Forestil dig, at én, der står dig nær, er løbet ind i store psykiske problemer. Vedkommende er gået helt ned med flaget og har tydeligt brug for professionel hjælp. Hvem synes du, personen skal have hjælp af? En sognepræst, en filosof eller en psykolog?
Svaret varierer ganske givet fra person til person og afhænger naturligvis også af økonomisk formåen. Men for langt de fleste tror og håber jeg, at svaret naturligt vil være en psykolog. Psykologer er nemlig højt kvalificerede fagpersoner, som pga. deres uddannelse kan behandle psykiske problemer som ingen andre. De andre professioner, jeg nævner, er også gode til at snakke om følelser og hjælpe folk, der har ondt i livet, men det er nu engang på en helt anden måde og på et andet niveau end psykologer.
Men har en person eller organisation et stort politisk problem, der skal løses, kræver det sjældent en specifik uddannelsesbaggrund at være ’behandleren’. Her kan fx retorikere, økonomer, journalister, jurister eller historikere tilsyneladende være lige så gode som uddannede politologer – men som oftest er de det altså bare ikke. Det er i hvert fald min påstand.
Krævende krydsfelt
Jeg tror, at den her faglige pluralisme inden for politik hænger sammen med, at de fleste af os selvfølgelig tænker, at politik jo grundlæggende er for alle. Der er ikke nogen, der må blive udelukket fra den demokratiske samtale, og derfor bliver politik også set som en branche, hvor alle kan være lige gode. Det er jo sådan set meget sympatisk.
