Tilbage til uni

Nyuddannet jurist for anden gang

20.1.2024

af

Portrætfoto af Michaela Strand

Foto: Mads Teglers

Én uddannelse var ikke nok for Michaela Strand. Hun satte sit sociale liv på pause i tre år, så hun kunne læse jura ved siden af fuldtidsjobbet. I perioder har det været tungt og trist. Til gengæld har hendes søn lært at lave mad.

De seneste tre år er Michaela Strand kommet hjem fra sit fuldtidsarbejde til et spisebord druknet i jurabøger. Dem studerede hun i frem til klokken 22 og gik i seng. Morgenen efter stod hun op klokken seks og begyndte forfra.

Og ikke nok med det. Det første halvandet år på bacheloren havde hun online-undervisning om lørdagen fra otte morgen til klokken 16. Og så læste hun videre om søndagen

Michaela Strand var ellers allerede cand.merc.jur. Men efter 12 år på arbejdsmarkedet besluttede hun sig for også at blive cand.jur. Uddannelsen giver hende adgang til at føre retssager ved de civile domstole ligesom hendes advokatkolleger i Dansk Erhverv. Som cand.merc.jur. har hun kun kunnet føre voldgiftssager.

”Det er lidt sejt, at man kan gå i retten. Det er noget særligt at stå foran en dommer og skulle argumentere og afhøre vidner. Det glæder jeg mig bare til at gøre noget mere af.”

Samtidig har det også været træls for hende at skulle give sager videre til kolleger, fordi hun ikke selv kunne følge dem til dørs ved domstolene.

"Min søn løb i armene på mig og bare græd af glæde."

Michaela Strand

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement

Trist at droppe dansen

Det hårdeste ved at læse ved siden af jobbet var, at hun er et meget socialt menneske.

”Jeg elsker at komme ud og opleve alt det, København har: At danse, kultur, mad og alt det andet. Det har jeg ikke haft meget tid til. Jeg har haft perioder, hvor jeg var decideret trist, fordi jeg savnede det så meget.”

Hendes snart 16-årige søn er også blevet bedre til at lave mad, mens mor læste jura, forklarer hun og griner. Det var hans skyld, at hun ikke gik i gang tidligere, da hun var alene med ham, og han var for ung, til at hun kunne passe ham ordentligt ved siden af studierne.

I november fik hun 12 i sit speciale.

”Der kulminerede det, da min søn løb i armene på mig og bare græd af glæde. Det var det hele værd.”

Det sidste stykke tid på studiet havde hun ”noget småhjertebanken” og sov ikke godt om natten. Specialet skrev hun på seks uger, og det var ”bare noget, der skulle overstås.”

”Det var godt, at jeg blev færdig på universitetet, da jeg gjorde. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne klare mere.”

Foto: Mads Teglers
ANNONCE

Tre år til…

Hun kunne tage jurastudiet på kun tre år, da hun kunne meritoverføre noget af sin tidligere uddannelse. Det kostede ca. 90.000 kroner at studere videre.

Michaela Strand er dog ikke helt færdig med at uddanne sig. Forude venter tre år som fuldmægtig og en advokateksamen, inden hun kan kalde sig advokat og føre retssager på egen hånd. Indtil da kan hun kun møde i retten på vegne af en af sine advokatkolleger.

For mange jurister er fuldmægtigtiden og advokateksamen hårdere end at læse på universitetet. Michaela Strand er dog ikke nervøs for de kommende tre år.

”Jeg føler, jeg er færdig med det værste. Jeg har jo arbejdet med jura i lang tid, så det frygter jeg ikke. Samtidig er advokatuddannelsen i Dansk Erhverv en del af arbejdstiden, så det er ikke noget, jeg skal lave efter fyraften.”

Hun er heller ikke bekymret over de prøvesager, hun skal føre som en del af uddannelsen.

”I voldgiftssagerne har jeg stået over for højesteretsdommere, så jeg er vant til nerverne. Det er mest bare noget, jeg glæder mig til.”

Michaela Strands råd til andre, der overvejer at tage en ekstra uddannelse, er, at de virkelig skal ville det.

”Og så skal du være god til at sige til dig selv, at du ikke kan være perfekt til alting tre år i træk. Det er bestemt ikke alle af mine eksaminer, der er gået lige godt. Det har jeg bare måttet æde.”

Kommentarer

Tina
sidste år
Godt gået! Jeg har selv haft samme overvejelser længe ifht. at tage ba-jur og cand.jur efter cand.merc.jur. Jeg er løbet ind i reglen om "flere kandidatuddannelser" og haft svært ved at finde ud af, hvad man kan få merit for. Hvordan har du helt lavpraktisk gjort det og hvilket universitet kunne det lade sig gøre på?
Karin
sidste år
Lyder hårdt. Gad vide, om dine børn og ægtefælle er lige så glade for det, som du er?