En begejstret tur ned i et 2.500 år gammelt kaninhul

For en håndfuld år siden skete der noget mærkeligt. Som om noget var blevet hældt i vandet. Pludselig blev alle interesserede i stoicisme på samme tid.

Stoicisme er en filosofisk skole, som var populær blandt romerske kejsere og politikere, og som groft forsimplet handler om at møde en kaotisk og smertefuld verden med ro, klarhed og oprejst pande.

Og nu har Silicon Valley-iværksættere, topchefer, selvhjælpsforfattere og alle mulige – men for det meste mænd – fået øjnene op for, at stoicismen kan tilbyde svar på det moderne livs udfordringer.

Den mest populære eksponent for genren herhjemme er Niels Overgaard, som introducerede et bredere dansk publikum for den stoiske filosofi med bestselleren ‘Det hele handler ikke om dig’ i 2020. Når Overgaard ikke skriver bøger, er han forresten kommunikationschef hos Gyldendal.

Hvad skal vi med endnu en bog om antik filosofi? Jo, hvor hans forrige bog drejede sig om at overføre stoiske principper til praksis, er Overgaard i mellemtiden blevet sulten på lidt mere nuance og dybde. Så i ‘Mere er aldrig nok’ rejser vi endnu længere tilbage – til selve den vestlige filosofis fundament hos tænkere som Platon, Aristoteles og Epikur.

Fælles for de ellers ret forskellige gamle grækere er det, man kan kalde for en dydsetik. Her er idéen, at det gode liv grundlæggende set handler om at opbygge en dydig karakter.

Ikke dydig i bornert kristen forstand. Men forstået sådan, at du bør leve dit liv med visdom, mådehold, mod og retfærdighed. Ikke fordi du higer efter ydre belønning, men simpelthen fordi det er det rigtige at gøre.

Bogens titel peger os i samme retning; det lykkelige liv ligger ikke for enden af en række karrieremilepæle og Instagram-venlige ferier – det ligger i vores måde at forholde os til livet på.

De filosofiske dyder holder altså stadig her knap 2.500 år senere, er bogens budskab. Et budskab, som Overgaard i øvrigt pakker ind i en række passende forbehold. For i modsætning til visse andre filosofiske populærforfattere – som har tendens til en mere konfirmationstale-agtig omgang med filosofien – har Overgaard en sund ydmyghed over for sit stof. Han ved godt, at dette bare er et bud, og han håber blot på at inspirere.

Den bedste måde at fange bogens karakter er med et billede: Det føles som at være sammen med en god og klog ven, der er faldet ned i et kaninhul af antik filosofi og nu slet ikke kan stoppe med at fortælle om det.

For det første er bogen personlig. Vi hører om Overgaards skilsmisse, de tunge ungdomsår med hashmisbrug, om psykologbesøg, om at elske sine børn og være stolt af sine bedrifter. Det fænger.

For det andet er grundtonen i bogen begejstring. Der er ikke meget lektielæsning over det, for Overgaard er overbevist om, at filosofien kan og vil os noget. Han kan slet ikke stoppe med at dele. Den slags smitter.

For det tredje er Overgaard mere lægmand end fagperson. Han er journalist, ikke filosof. Det betyder, at hans bog ikke er skrevet ind i en fagfilosofisk debat eller som et forsøg på at udtømme emnet – den er skrevet til at blive læst af mange.

Hvis man er noget ved filosofien, kan man måske blive provokeret over den slags. For andre kan bogen være et første skridt ind i en helt ny tankeverden.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.