Forskningsfrihed
Hver 4. forsker frygter politikerne
28.8.2024
af
Casper Ravnsted-Larsen
Illustration: Stranger Man/Shutterstock
Samfundsvidenskabelige forskere er bekymrede for reaktionerne på deres forskningsresultater. Både fra politikere og ledelse. Forskningsfriheden nyder trange kår i Danmark, mener erfaren ekspert.
Artiklen er egentlig klar til udgivelse. Tilbage er faktisk bare at trykke på knappen.
Men tanken får pulsen til at stige, for hvordan vil folk tage imod resultaterne? Vil politikerne hænge dig ud?
I Djøf og Forskerens undersøgelse af forskeres arbejdsforhold svarer 26% af de adspurgte samfundsvidenskabelige forskere, at de, inden de publicerer deres artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse pga. deres forskningsresultater.
”Når der forskes i politisk potente emner, er man nødt til at tænke over, hvordan forskningsresultater vil blive læst og politiseret og være klar på, hvad der evt. vil blive kritiseret, og hvad der skal kunne gives svar på, hvis man skulle ryge i en mediemølle,” er der derudover en, der uddyber i undersøgelsens fritekstfelt.
13% af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de overvejer, om de kan komme i modvind internt fra kolleger eller ledelse.
”Fyringer og afskedigelser er oftere målrettet kritiske forskere,” mener en af undersøgelsens deltagere.
Nyhedsbrevet Forskeren har benyttet undersøgelsen som anledning til at gøre status på forskningsfriheden i Danmark sammen med Heine Andersen, der er professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Han er forfatter til ’Forskningsfrihed’ fra 2018 og medredaktør af ’Forskningsfrihed - hvad med juraen’ fra 2022.
Både 26% og 13% er mange, og for ham er undersøgelsen og forskeres frygt for politikerne et eksempel blandt mange på, at forskningsfriheden er under pres i Danmark.
Ledige stillinger
At være gode venner med alle
Heine Andersen har gennem årene samlet en lang række caseeksempler på krænkelse af forskningsfriheden og de bagvedliggende strukturer. Casematerialet går tilbage til 2003 og indeholder alt fra fyringer af kritiske forskere over kendte sager som Gyllegate og oksekødssagen fra Aarhus Universitet til de senere års eksempler på forskningstyveri. (Se listen i bunden af artiklen.)
”Der findes overbevisende evidens for alvorlige problemer med forskningsfriheden. I årevis er der dukket en masse krænkelser af forskningsfriheden frem,” slår Heine Andersen fast.
Heine Andersen mener faktisk, at der er behov for at nedsætte en ekspertkommission til først og fremmest at definere, hvad forskningsfrihed egentlig betyder. For det er ikke klart for alle, siger han.
”Vi skal have afklaret, hvad akademisk frihed og forskningsfrihed overhovedet er. Det står ikke klart i dag for hverken lovgivere, regering, administration, universitetsbestyrelser, ledere eller for offentligheden for den sags skyld.”
”Står det overhovedet klart for forskerne selv? Der findes ingen steder i danske retskilder, inklusive bemærkninger, forarbejder, betænkninger eller noget andet, hvor det er defineret.”
For Heine Andersen er akademisk frihed det overordnede begreb, der også inkluderer undervisnings- og studiefrihed. Herunder hører også frihed for videnskab og forskningsfrihed.
Udgangspunktet for at fremme den akademiske frihed er det, Heine Andersen kalder den individuelle forskningsfrihed, som han groft skitseret definerer som den enkelte forskers ret til selv at vælge problemstilling, teori og metode, vurdering af resultater og konklusion og dernæst til at publicere sine resultater.
En ret, der fx bliver krænket, når projekt- eller institutledere presser forskere til at ændre i forskningsdesignet eller forlanger at blive skrevet på som medforfattere. Måske fordi det er dem, der har skaffet finansieringen til projektet, og den unge forskers ansættelsesforhold derfor afhænger heraf, forklarer han.
Eller som en forsker skriver i et fritekstsvar i undersøgelsen:
”Det er ikke umagen værd at publicere resultater eller ytre sig om emner, som er kontroversielle på universitetet eller i samfundet. Man vil ikke være den besværlige. For os midlertidigt ansatte handler det om at lave vores arbejde godt, publicere i gode tidsskrifter og være gode venner med alle, så vi øger chancerne for fast job senere.”
Autokratisk ledelse
Det næste niveau, Heine Andersen opererer med, er den institutionelle frihed.
Da universiteterne blev selvejende med Universitetsloven fra 2003, skabte det en endnu større afhængighed af eksterne fondsmidler til at finansiere forskningen. Op mod 50% af finansieringen af forskningen i Danmark kommer fra kortsigtede bevillinger fra eksterne aktører, lyder vurderingen fra Heine Andersen, der har fulgt udviklingen siden.
På nogle områder, særligt inden for sundhedsvidenskab, har de store fonde ”næsten monopolagtig status”, mener han og henviser bl.a. til Københavns Universitets egen opgørelse over fordelingen af bevillinger fra Novo Nordisk Fonden.
”Forstå mig ret, det er fint med et pluralistisk bevillingssystem med flere uafhængige kilder, men så stor en andel giver afhængighed og usikkerhed, især når nogle få, magtfulde fonde og erhvervsinteresser dominerer så meget,” siger Heine Andersen, der dog understreger, at det i mindre grad er tilfældet inden for samfundsvidenskaberne.
”Det skaber alt for usikre ansættelsesvilkår for forskerne,” forklarer han videre.
Her er det vigtigt, at staten og private bevillingsgivere holder armslængdeprincippet og ikke via deres bevillinger skaber bias og afhængighed. Og det skal institutionerne og universiteterne have frihed til at beskytte den individuelle frihed imod.
Forskerne har også selv oplevet at blive mødt af bias.
”Ledelsen er selv kraftigt præget af politiske strømninger,” er der en, der nævner i Forskeren og Djøfs undersøgelse.
”Min ph.d.-afhandling blev ved første aflevering afvist pga. de politiske implikationer,” skriver en anden.
Det såkaldte kollegiale selvstyre skal også beskyttes, mener Heine Andersen.
”Forskerne skal sikres indflydelse på ressourceallokering, organisationsstruktur, ansættelser og afskedigelser og lign.,” siger han.
Det kollegiale selvstyre skal have en slags checks-and-balances-funktion over for ledelsen.
”Kollegialt selvstyre findes ikke ved danske universiteter. Universiteterne i Danmark har en autokratisk ledelsesstruktur, fordi ledelsen på universiteterne hverken er kontrolleret udefra eller indefra,” lyder det.
I 2007 fik Universitetsloven tilmed indføjet en bestemmelse om, at ministeren kan pålægge et universitet at lave decideret myndighedsbetjening. Universiteters bestyrelser og ledelser kan derfor lave aftaler med myndighederne og herefter principielt beordre deres forskere til at udføre opgaverne, forklarer professoren.
”Det er et brud med den institutionelle autonomi og åbner for politisering af forskningen,” mener Heine Andersen.
Lad være med at stjæle mit arbejde
De tre nævnte frihedsprincipper er faktisk ganske veldefinerede internationalt set, betoner professoren. Fx står de beskrevet i en række UNESCO-publikationer bl.a. i form af uddannelsesforskeren Terence Karrans opgørelser over akademisk frihed i EU-landene. Her lå Danmark i bunden i både 2007 og 2017.
I 2023 udgav Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd en rapport i anledning af 20-året for Universitetsloven, der påpeger store udfordringer for forskningsfriheden i Danmark, hvor pression og manglende inddragelse også blev påtalt.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
For Heine Andersen er de senere års sager om uberettigede medforfatterskaber og reelt forskningstyveri desuden et af de nyere eksempler på den ringe grad af forskningsfrihed i Danmark.
Kort fortalt lancerede PAND - Foreningen af Ph.d.-studerende i 2022 kampagnen ”pleasedontstealmywork”. På et par uger modtog kampagnen vidnesbyrd fra 107 forskere fra hele landet om forskellige grader af pres fra ældre forskere om forfatterrettigheder.
I en undersøgelse fra 2020 blandt 1.300 ph.d.-studerende fra fem europæiske lande svarede en tredjedel, at de har skrevet en person på som medforfatter, som ikke har leveret et væsentligt bidrag til forskningen. De ph.d.-studerende mente enten, at det er forventet af dem, eller også oplevede de, at en forsker højere oppe i hierarkiet havde beordret dem til det.
Eller det, Heine Andersen kalder ”ældre forskerkollegers faglige overgreb”. Men de er ifølge professoren igen betinget af nogle incitamentstrukturer i universitetsverdenen, der giver de skarpeste albuer en fordel.
I Djøf og Forskerens undersøgelse, hvor besvarelserne udelukkende kommer fra samfundsvidenskabelige forskere, er deltagerne faktisk også blevet spurgt til deres erfaringer med forfatterskaber. 21% svarer, at de på et tidspunkt har følt sig presset til at skrive en medforfatter på en artikel, selv om vedkommendes bidrag til artiklen ikke berettigede det.
”Jeg har oplevet, at jeg har skrevet det meste, samlet data og analyseret, men når det kom til stykket, blev rækkefølgen aftalt af seniorforskere bag min ryg,” forklarer en forsker i den del af undersøgelsen.
Der er en klar overvægt af unge forskere, der har følt sig tvunget til at skrive medforfattere på. 26% under 40 år har svaret ja, 19% mellem 41 og 60 har svaret ja, og 15% af forskerne over 60 år har svaret ja.
”Jeg skulle skrive seniorforfattere på, som ikke havde bidraget til analyserne. Og jeg kunne som ung forsker ikke sige nej, for det ville betyde, at min karriere med disse forskere ville være slut,” fortæller en forsker.
Skal udspecificeres i loven
Når eller hvis regeringen på et tidspunkt nedsætter den kommission, der skal definere begreber og principper, der omhandler akademisk frihed, har Heine Andersen en række forslag, der kan være med til at sikre førnævnte frihedsprincipper.
Han mener, der skal laves ændringer af universitetsloven, der styrker det kollegiale selvstyre og institutionel uafhængighed. Fx bør man stille krav om, at eksterne medlemmer af universiteternes bestyrelser har forskningsmæssig baggrund eller som minimum har taget et kursus i akademisk frihed og god forskningspraksis.
”Akademisk frihed skal skrives ind i universitetsloven, ikke kun forskningsfrihed. Begge skal udspecificeres i selve lovteksten,” understreger han i øvrigt.
Herudover mener han, at der skal stilles større krav til private fonde, og at de skal tvinges til at tage større ansvar. Fx mener Heine Andersen, at eksterne bevillingsgivere skal betale fuldt overhead, så universitetet frit kan råde over egne midler.
”Der skal sikres fuld armslængde til eksterne bevillingsgivere og større åbenhed om deres uddelingskriterier. Fx kunne man underlægge dem samme regler som offentlige fonde og lade Danmarks Frie Forskningsfond udpege medlemmer til deres bestyrelser.”
Endelig skal universiteternes myndighedsbetjening sikres større politisk og økonomisk uafhængighed. Fx afskærmet ved fagkyndige råd med internationale eksperter.
20 krænkelser på 21 år
Heine Andersen har registreret kendte sager om krænkelser af forskningsfriheden i Danmark siden 2003. Listen omfatter kun sager, der er dokumenterede og har været afdækket i offentligheden. Der er uden tvivl et stort mørketal, men hvor stort vides ikke, understreger han.
I listen er så vidt muligt medtaget kildeangivelser. Når der blot er anført et sidetal, henvises der til Heine Andersens bog ’Forskningsfrihed’.
December 2003: En professor i økonomi ved Syddansk Universitet (SDU) fik beslaglagt en rapport af institutlederen, hvori han kritiserede kollegers resultater. Efter dele af rapporten blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift og klager gennem alle instanser op til Ombudsmanden, blev rapporten frigivet igen (s. 317ff).
2009-10: En arbejdsgruppe under Indenrigsministeriet bestilte en ”Kortlægning af brugen af religiøse/kulturelle betingede hovedbeklædninger, der muliggør en umiddelbar identifikation, fx burka eller niqab”. Rapporten blev afleveret, men holdt hemmelig. Et senere læk til pressen førte til debat og angreb på forskerne. Dekanen henviste til en ”hemmelighedsklausul”, Københavns Universitet (KU) havde skrevet under på. (KU’s presseklip om hele sagen.)
2010: Tre forskere i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet (AU) blev fyret med den begrundelse, at deres forskning iflg. institutlederen ikke var ”relevant”. I en klagesag afgjorde tilsynsmyndigheden, at det var institutlederens prærogativ suverænt at afgøre relevans. Inden klagen nåede videre i systemet, blev de tre genansat (s. 305ff).
2014: En professor i akustik ved Aalborg Universitet (AAU) påviste gener med lavfrekvent støj fra store vindmøller. En direktør fra vindmølleindustrien ringede til rektor på AAU og forlangte professoren fyret. Professoren blev fyret (s. 301ff).
2016: En professor i geofysik ved KU blev fyret med de begrundelser, at han 1) havde rådgivet en postdoc om, at man godt må udtrykke kritik af ledelsen i APV-undersøgelser, og at han 2) havde brugt privat mail til arbejdsrelateret kommunikation. Fyringen blev underkendt i det arbejdsretlige system. Han fik erstatning, men blev ikke genansat, og den ulovlige fyring fik ingen konsekvenser for den ansvarlige dekan. Sagen blev omtalt i Nature, og en underskriftsindsamling fik 1.500 underskrifter fra flere end 50 lande (s. 311ff).
2016: ”Gyllegate”. Sagen om de dobbelte mundkurvskontrakter i forbindelse med landbrugspakken, der kostede Eva Kjer Hansen ministerposten. Ministeren havde fiflet med tal om udledninger fra landbruget, som forskere fra AU var blevet bedt om at levere. De medvirkende forskere havde uden lovhjemmel været underlagt tavshedsklausuler. Det viste sig, at flere hundrede forskere ved mindst fem universiteter gennem mindst 10 år var blevet underlagt samme begrænsning af ytringsfriheden i kontrakter med styrelser og ministerier (jf. ovennævnte sag om burka-rapporten). Sagen blev afdækket af Orientering på P1 april-december 2016 (s. 189-204).
2017: Et forskningsprojekt på IFRO, KU, om regulering af landbrug havde en bevilling fra SEGES, der dengang var et organ under Landbrug & Fødevarer (L&F). Institutlederen havde skrevet under på en kontrakt med følgende tekst: ”Leverandørens medarbejdere skal optræde loyalt og udelukkende varetage SEGES' interesser i relation til aftalens omfang og indhold”. Universitetet fik påtale fra tilsynsmyndigheden for ikke at have levet op til universitetslovens krav om at værne om forskningsfrihed og videnskabsetik. Institutlederen afviste kritikken: ”Det her er en købskontrakt. De har købt en reol, vi skal levere en reol,” udtalte han til Information (s. 346f; Forskerforum januar/februar 2018 s. 12).
2019: L&F skrev hele afsnit i omstridt oksekødsrapport fra AU, der skulle nedtone oksekøds klimabelastning. Dokumenter afslørede, at landbrugslobbyen hele tiden havde spillet en fremtrædende rolle i projektet. Rapporten måtte trækkes tilbage, og senere fratrådte en institutleder. En efterfølgende intern undersøgelse af samarbejdsprojekter mellem AU og L&F viste, at armslængden var krænket i 34 ud af 55 rapporter (Information 2019-2021).
2019: Bæredygtigt Landbrug anlægger injuriesag mod professor Stiig Markager, AU, fordi han i et debatindlæg i Berlingske havde skrevet: ”den mængde kvælstof, som tilføres havet, er steget 700 ton pr. år siden 2010 (data fremgår af rapporten Vandløb 2017), efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant”. Bæredygtigt Landbrug taber sagen.
2019-2021: Berlingske februar 2021: ”Københavns Universitet kritiseres for svigt i sag om parasitter i kød. Overlod styringsbeføjelser til ansatte i L&F. Et forskningsprojekt om parasitter i dansk svinekød endte i beskyldninger om tvivlsom forskning, aftalebrud og manipulation med data. Kritikere beskylder dansk landbrug for at mørklægge problemet.” Forskere ansat i L&F deklarerede i strid med regler om god videnskabelig praksis ikke at have interessekonflikt. Alle datarettigheder blev overtaget af L&F, der nægter at give adgang til data, hvilket er et krav i regler om god videnskabelig praksis. Hovedvejlederen fra KU kunne heller ikke få adgang og valgte at fratræde. Praksisudvalget på KU afviste i 2022 at behandle klage over manglende dataadgang.
2020: I en undersøgelse blandt 1.300 ph.d.-studerende fra fem europæiske lande svarer en tredjedel, at de har skrevet en person på som medforfatter, som ikke har leveret et væsentligt bidrag til forskningen. De ph.d.-studerende mener enten, at det er forventet af dem, eller føler, at en forsker højere oppe i hierarkiet har beordret dem til det (bl.a. Videnskab.dk, 23. januar 2023).
August 2021: Til Avisen Danmark udtalte Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet: ”Jeg synes Pakistan er blevet rost lige lovligt meget taget i betragtning, at det er Pakistans skyld, at Kabul er faldet. Det er Pakistans skyld, at Danmark har mistet 44 mand i Afghanistan. Havde det ikke været for Pakistan, så havde der ikke været noget Taliban.” Udtalelsen faldt efter, at bl.a. forsvarsminister Trine Bramsen havde rost Pakistan for hjælpen med at redde danskere ud fra Kabul efter tilbagetrækningen fra Afghanistan. Ifølge anonyme kilder i ministeriet, refereret af bl.a. Weekendavisen, fik Peter Viggo Jakobsen at vide, at Bramsen havde udtrykt et ønske om, at han fandt sig et andet job eller nedtonede sin offentlige profil. Alternativt kunne Forsvarsakademiet risikere en omstrukturering med uheldige konsekvenser for det institut, hvor lektoren er ansat.
2021-22: Professorer blev bedt om at fjerne en konklusion om potentielt livsfarlige altaner fra en ingeniørrapport fra AAU om altannedstyrt bestilt af Bolig- og Planstyrelsen. Konklusionen blev fjernet. Universitetet havde i kontrakten desuden givet styrelsen ret til at bestemme, hvornår rapporten måtte offentliggøres (Ing.dk).
Forår 2022: PAND - Foreningen af ph.d.-studerende lancerede kampagnen #pleasedontstealmywork. På et par uger modtog kampagnen vidnesbyrd fra 107 forskere fra hele landet på tværs af fag og universiteter om forskellige grader af pression fra ældre forskere om forfatterrettigheder. Det er overvejende beretninger fra yngre forskere om ældre forskerkollegers faglige overgreb (Bl.a. dr.dk).
August 2022: I en kronik i Berlingske beskriver Heine Andersen et møde mellem folketingsmedlem Henrik Dahl og en prorektor på KU, der fandt sted den 6. oktober 2021. På mødet talte de om en rådgivende rapport fra Roskilde Universitet (RUC) til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Henrik Dahl er citeret for følgende i referatet: ”Vi er nødt til at slå hårdt ned på den slags, udemokratisk, heldigvis tog Tesfaye sagen alvorligt.” Heine Andersen opfatter det som enten en truende bemærkning fra et folketingsmedlem eller en opfordring til en højt placeret universitetsleder om at "slå hårdt ned" på bestemte typer af forskning (eller begge dele). Heine Andersen har senere i Facebook-gruppen Humboldtforum bedt Henrik Dahl bekræfte sit ordvalg. Det lykkedes den 5. december 2021: ”En løsrevet sætning fra en samtale på 30-45 minutter (hvor KU havde inviteret sig selv ind på Christiansborg) spændende over en lang række emner.” Sætningen bekræfter, at mødet har fundet sted, og formuleringen lader forstå, at Henrik Dahl i hvert fald ikke benægter at have sagt noget sådant, vurderer Heine Andersen (Berlingske 12. aug. 2022).
Januar 2023: Den brasilianske forsker Anna Xavier hævder ifølge Weekendavisen, at fundet af en ny hjernehinde også var hendes fortjeneste. Det var ellers den 80-årige professor i neuroanatomi og tidligere rektor for KU, Kjeld Møllgård, der i starten af året turnerede i medierne med overskrifter om, at ”lærebøgerne nu skal skrives om”. Sagen er under behandling i klagesystemet, senest henvist til Praksisudvalget på KU (bl.a. Weekendavisen, Universitetsavisen, Forskerforum, senest 5. august 2024).
Oktober 2023: ”På Jyllands-Posten har vi fredag besluttet at deklarere alle udsagn af Sune Haugbølle som værende Israelkritiske” (JP 22. okt. 2023). Hos DR gav lytternes og seernes udtryk for en lignende holdning, mens DR's udlandsredaktør har givet udtryk for, at deklaration beror på en afgørelse fra gang til gang. Det er et angreb på en forskers ytringsfrihed, hvis man stempler forskerens faglige ytringer som udtryk for en bestemt politisk holdning, uden at det i øvrigt har basis i hans forskningsresultater. Det svækker forskerens troværdighed og mistænkeliggør ham, mener Heine Andersen.
November 2023: Rapport om svinekød fra AU. Citat fra mail fra Danish Crown (DC) til samarbejdspartner på AU, som Heine Andersen har set: ”DC’S FORVENTNINGER OM UDKOMMET: Helt overordnet har vi ønsket at få gennemført denne sammenlignende livscyklusvurdering for at kunne anvende det i markedsføringen. Inspirationen hertil var hentet fra oksekødsprojektet fra 2015”. DC leverede en række data, og en miljøchef fra DC fik lov af få indført adskillige rettelser i rapporten før publicering (DanWatch og Politiken). Rapporten blev brugt i en reklamekampagne, og der blev ført retssag om vildledende markedsføring. Højesteret afgjorde i juli 2024, at der var tale om vildledende markedsføring (bl.a. Politiken 25. juli 2024). Heine Andersen har set rapporten. Rapporten er ikke trukket tilbage.
9. april 2024: Novo-sager afdækket af Frihedsbrevet: ”Tre toplæger fra Hvidovre Hospital var – sammen med Novo Nordisk – afsendere på et studie, der kom frem til, at overvægtige kostede samfundet et tocifret milliardbeløb. Derfor burde der gøres mere for at sætte ind mod overvægt, lød konklusionen. Interne dokumenter afslører, at Novo Nordisk påvirkede studiets konklusion, og at en af toplægerne fra hospitalet advarede mod at bruge metoden bag studiet.”
10. april 2024: Endnu en historie i Frihedsbrevet: ”En toplæge fra Amager og Hvidovre Hospital stod bag et fedmestudie, der var favorabelt for Novo Nordisk og ifølge eksperter byggede på en tvivlsom metode. Dokumenter viser, at overlægen ikke fortalte om sine forbindelser til Novo Nordisk, der i samme periode aflønnede ham og samtidig delte fortrolige informationer om medicinalgigantens forsøg på at opnå statsligt tilskud til slankemidlet Wegovy. Han har brudt de videnskabsetiske regler, vurderer en ekspert.”