Guide
3.9.2024
af
Freja Lillevang Sørensen
Illustration: GoodStudio/Shutterstock
Lige efter studiet er det helt normalt at skulle igennem 10-20 afslag, før det første job lander. Vi guider til, hvordan du kommer bedst muligt videre.
De fleste kender den. Den knugende mavefornemmelse efter at have sendt, hvad der har føltes som den perfekte ansøgning. Måske at have siddet til den perfekte jobsamtale. Måske endda at have siddet til den perfekte anden eller tredje runde. Og så få svaret: ”Vi har desværre valgt at gå med en anden kandidat.”
Ifølge Thomas Kantsø, der er chefkonsulent i Djøf og har rådgivet jobsøgende i en lang årrække, er det ikke en følelse, der bliver mindre, jo længere man har været på arbejdsmarkedet. Den erfarne leder bliver lige så ked af et afslag som den nyuddannede.
”Det er vigtigt at understrege, at et afslag ikke er personligt. Det er ikke ligesom på Tinder. Men derfor er der stadig følelser på spil, og man skal vide, at det er okay at gå hjem og slikke sår. Det er bare vigtigt at rejse sig hurtigt fra dem igen.”
Ledige stillinger
Ifølge Thomas Kantsø er det næsten altid de tre samme afslag, der bliver givet til jobsamtalerne:
Den type generiske formuleringer kan man som jobsøgende sjældent bruge til meget. Og selvom det måske kan føles oplagt at søge sparring hos vennerne, familien eller kæresten, når du har fået et afslag, anbefaler Thomas Kantsø, at du holder dig fra at spørge mennesker, der holder meget af dig, hvad du burde have gjort anderledes til jobsamtalerne. De er ofte for følelsesmæssigt investerede til at kunne rådgive dig.
Det optimale er ifølge Thomas Kantsø at søge hjælp hos sin fagforening i stedet. Rådgiverne her kan vejlede ud fra cv, ansøgning og andet materiale, gennemgå samtalen og derudfra give konkret og professionel sparring – og dermed også hjælpe nyuddannede i gang med at tegne deres egen ”karrierenarrativ”: At blive skarp på, hvilke kompetencer man har at tilbyde, og hvad der er vigtigt for én i sit arbejdsliv.
Bliver man ringet op af den, man har været til samtale hos, anbefaler Thomas Kantsø – i stedet for at bede om feedback – at spørge ind til, hvorvidt der er andre steder i branchen, der kunne mangle den arbejdskraft, man har at tilbyde.
”Hvis man har overskud til at spørge, er det en supergod idé. Der er altid en ukendt karrierevej der,” siger han.
Og generelt ligger der flere mulige veje foran dig som nyuddannet, end du måske får indtryk af på din uddannelse, påpeger Thomas Kantsø:
”Man skal være opmærksom på, at man som nyuddannet er meget påvirket af de virksomheder, der har betalt for adgang til én på studiet: De virksomheder, der har betalt sig adgang til cases i bøger eller hvad det måtte være. Men arbejdsmarkedet er jo meget større.”
1) Gå hjem og slik dine sår. Og kom så hurtigt op på hesten igen. Der må ikke gå for lang tid, før du skriver din næste ansøgning.
2) Lad være med at sparre med mennesker, der holder for meget af dig. Søg i stedet faglig sparring fra din organisation hurtigt. Du skal ikke være alene i den proces.
3) Sørg for at have tre-fire ansøgninger ude hele tiden, så du hele tiden er i processen.
4) Hvis du i en lang periode har fået mange afslag til attraktive jobs, kan det være en overvejelse værd, om du skal brede din jobsøgning ud til også at omfatte krøllede eller mindre populære veje. Lav et skift i din jobsøgningsstrategi og se, om det giver effekt.
Kilde: Thomas Kantsø, Djøf
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER