Boganmeldelse
4.10.2024
af
Søren Ipland
Foto: Nati Harnik/AP/Ritzau Scanpix
Vore hjerner elsker lave gærder, og det kan afspore gode beslutninger. En ny dansk bog kortlægger 40 former for bias, som præger os. Det er lærerigt og brugbart, hvis man kombinerer det med historien om investororaklet Warren Buffetts kompagnon, der slet, slet ikke stolede på sin egen dømmekraft.
Forestil dig to personer: Den første er intelligent, arbejdsom, stædig og misundelig. Den anden er misundelig, stædig, arbejdsom og intelligent.
Hvilken af de to kan du bedst lide?
Måske er du den rationelle undtagelse, men hvis din hjerne fungerer som denne anmelders, vil du være tilbøjelig til at foretrække den første. For selv om de to personer besidder nøjagtigt samme karaktertræk, bliver vi farvet af rækkefølgen på de beskrivende ord. Når vi læser ordet ‘intelligent’ som det første, fødes indtrykket af et klogt og velovervejet menneske, og så forsøger hjernen at få resten af de opremsede ord til at passe ind.
Eksemplet stammer fra ‘Biased – et indblik i vores irrationelle sind’, en spændende ny bog fra dataindsigtskonsulent og adfærdsnørd Joakim Nørtoft-Danhøj, som præsenterer os for en række udbredte former for bias og fejlslutninger.
Udgangspunktet er efterhånden velkendt: Mennesker er ikke rationelle skabninger.
For knap 15 år siden populariserede psykolog Daniel Kahneman idéen om, at tænkning sker i to forskellige systemer, hvor det første er hurtigt og ubevidst, mens det andet er langsomt, logisk og krævende. Herhjemme er adfærdspsykologien endda nærmest blevet folkesport, efter at Morten Münster gjorde dens begreber håndgribelige i bestselleren ‘Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’.
Verden er kompleks, uforudsigelig og fuld af indtryk, så vores hjerner er nødt til at økonomisere med de kognitive ressourcer. Når vi skal forstå verden, forlader vi os derfor på smutveje. Vi finder løsninger, som er ‘gode nok’, fordi det til gengæld betyder, at vi ikke behøver vende og dreje hver eneste lille beslutning i det uendelige.
Byttehandlens pris er den grundige rationalitet, hvilket desværre også betyder, at fejlslutninger kan forplante sig som problemer i vores organisationer, samfundet og privatlivet.
Ledige stillinger
‘Biased’ er opbygget som et tematisk katalog, hvor 40 forskellige former for bias præsenteres stykvist med hyppige henvisninger til relevant forskning og adfærdseksperimenter.
Halo-effekten får os til at stole for meget på ledere med tvivlsom faglig komptence, hvis vi finder dem attraktive. Bagslagseffekten betyder, at vaccine-skeptikere udvikler endnu stærkere mistillid, når de præsenteres for anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. Indgruppebias får os til at dømme adfærd hårdere hos folk, der tilhører andre grupper end den, vi selv identificerer os med. Og så videre.
Stilistisk ligger ‘Biased’ et sted mellem populær faglitteratur og lærebog. Der er ingen fortællende fremdrift i bogen, der som sagt er katalogpræget. Men den er skrevet på en klar og overskuelig måde og uden videnskabelig jargon. Det er et ganske behageligt smørhul at læse i.
Her er et serveringsforslag:
Tag ved lære af nyligt afdøde Charlie Munger, som var en af verdenshistoriens bedste investorer. Han stolede så lidt på sin egen dømmekraft, at han havde for vane at tvinge sine investeringsbeslutninger gennem tjeklister, som skulle rense dem for bias.
Med ‘Biased’ kan du bygge din egen tjekliste. Find nogle af de biasformer, som fylder mest i dit eget liv. Skriv dem ned på en lap papir, og find den frem næste gang, du skal træffe en stor beslutning.
Søren Ipland er adm. direktør i medievirksomheden Føljeton.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER