Omvæltning
29.11.2024
af
Matilde Sigersted
Foto: Mads Teglers
Camilla Starup stod pludselig i en kæmpemæssig krise, da planen om at flytte sammen med kæresten i Schweiz kollapsede.
’Glæder du dig til at flytte?’
Sådan spurgte Camilla Starups administrerende direktør under et morgenmøde fredag d. 30. august. Spørgsmålet gjorde den 27-årige bæredygtighedsrådgiver berørt.
Camilla og hendes kæreste havde efter et fireårigt langdistanceforhold besluttet at flytte sammen i Schweiz.
Af samme grund havde hun opsagt sin fuldtidsstilling hos Viegand Maagøe i juli og havde derfor sidste arbejdsdag på kontoret i København.
Hun var af arbejdspladsen blevet tilbudt en deltidsstilling, som hun kunne have i Schweiz, indtil hun fandt et andet job dernede. Et tilbud, hun havde valgt at takke ja til.
Camilla Starup havde glædet sig til at begynde et nyt kapitel i udlandet. Men ved udgangen af august, mens hun ellers var i fuld gang med at slå de sidste sløjfer om sit liv i København, ændrede situationen sig markant.
Ledige stillinger
Torsdag d. 29. august gik forholdet i stykker, og fra den ene dag til den anden blev udlandsplanerne lagt på hylden.
Det var derfor med hovedet fuldt af tanker og en minimal mængde søvn, at Camilla Starup denne morgen var mødt ind på kontoret på Nørre Søgade i København.
Hvad med A-kassen, fagforeningen og afskedsfesten? Lejligheden, hun havde sat til salg? Og hvad med døren til fuldtidsjobbet, som hun netop havde lukket?
Der skulle dog vise sig at være et netværk af stærke relationer, som greb hende. Den første var hendes administrerende direktør.
Viegand Maagøe beskæftiger sig med bæredygtighed, men ikke kun hvad angår miljø og klima. Der er også skarpt fokus på et bæredygtigt arbejdsmiljø.
”Det er sådan et kontor, hvor døren til direktøren altid står åben,” siger Camilla, som hele tiden har haft et særligt stærkt fagligt, men også personligt forhold til sine ledere.
Hun havde også en fornemmelse af, at begejstringen for samarbejdet var gengældt. Men at hun efter en opsigelse skulle blive modtaget så venligt, som hun blev, havde hun ikke forventet.
Camilla forsøgte at holde samling på sig selv denne fredag morgen, hvor hun tilfældigvis havde et møde med sin adm. direktør om noget helt tredje. Men da direktøren spurgte til flytningen, måtte hun lade sin professionelle maske falde.
Hun fortalte om den kolbøtte, hele hendes liv havde taget aftenen forinden, og det har hun ikke fortrudt.
’Hvis du ønsker at fortsætte her, så har du selvfølgelig stadig din stilling,’ lød chefens svar.
”Der er efterspørgsel på ESG-rådgivere. Derudover er det selvfølgelig langt det mest praktiske, at jeg nu kan færdiggøre mine projekter selv, frem for at de skal lære en ny op,” fortæller Camilla Starup.
Og selv om hun var meget beæret og overrasket over tilbuddet, havde hun ved nærmere eftertanke nok selv foreslået at blive genansat, hvis virksomheden ikke havde tilbudt det i første omgang.
Hun ser nemlig mange fordele for begge parter i en genansættelse.
Generelt mener hun ikke, at man skal være bange for at gå tilbage til sin chef. Faktisk har hendes forhold til både hendes leder og adm. direktør fået en helt ny dimension efter genansættelsen.
Det viste sig tydeligt, da hendes nærmeste leder et par dage senere hev hende til side og tilbød hende en forfremmelse til projektleder.
Stillingen hos Viegand Maagøe var det første af de flytte-skibe, Camilla Starup havde sat i søen, som hun måtte forsøge at hive i land den dag.
Faktisk lykkedes det at aflyse alle flytteplanerne – undtagen de 35 kuverter, som var bestilt til afskedsfesten lørdag d. 31. august.
’Change of plans. Vi er desværre gået fra hinanden, så det bliver ikke en afskedsfest. Med det sagt, så kommer der stadig en masse mad, og selvom ulykker jo sjældent kommer alene, er der da ingen grund til at starte en madspildsulykke oveni.’
Sådan skrev Camilla i det, der i stedet blev en invitation til at fejre årets sidste sommerdag og kærligheden til familie og venner.
Hun ombookede senere sin flytte-flybillet til Caminoen, som hun gik alene. For selv om hun landede blødt i sin kolbøtte, tog det tid at fordøje en tilværelse, som så pludseligt var blevet vendt på hovedet.
”Der er ligesom tre store, man gerne skal have styr på: Bolig, arbejde og relationer. Jeg var lige ved at miste dem alle tre – men nu er de alle endt med at stå langt stærkere,” fortæller Camilla Starup, som føler sig mere tryg på sin arbejdsplads end nogensinde før.
”Det er okay at være et menneske på arbejdspladsen. Gode relationer opstår ofte, når livet gør ondt – og jeg tror ikke, at vi mister noget ved at tale om vores bump på vejen. Livet går jo sjældent som planlagt,” siger hun.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER