Første job

Sådan undgår du at blive ”den evige studentermedhjælper”

27.11.2024

af

En ung medarbejder bliver instrueret af en ældre kollega eller chef

Foto: Marvent/Shutterstock

At fortsætte på sin studiearbejdsplads kan virke som et trygt valg som nyuddannet. Men risikoen for at sidde fast i rollen som studentermedhjælper lurer. Vi har samlet råd til, hvordan du skifter arbejdskasket.

Umiddelbart ligger alle fordelene lige for næsen af dig: Du kender organisationens kultur, du kender dine kolleger, du ved, hvor kaffemaskinen står.

Trygheden i det gamle og velkendte er måske nok til at få dig til at takke ja, hvis du som nyuddannet bliver tilbudt at fortsætte på den arbejdsplads, hvor du har været studentermedhjælper.

Men hvordan sørger du for, at det kun er kollegerne og kaffemaskinen, der følger med, og ikke også dine arbejdsopgaver?

”Hverdagen ændrer sig 100% for dig, men den ændrer sig ikke for alle de kolleger, som du har arbejdet sammen med i lang tid,” fortæller Thomas Kantsø, der er chefkonsulent i Djøf.

Af den grund er der ifølge ham en indbygget risiko for at ende som ”den evige student”, hvis du ikke aktivt etablerer din nye rolle som fuldtidsansat – og det gælder på flere niveauer, end man måske tror.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Region Midtjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Region Nordjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Den første af mange

Inden du sætter dine færdiguddannede ben på arbejdspladsen, er det i første omgang vigtigt, at du og din chef har sat jer sammen og udformet en ny jobbeskrivelse, der passer til de ansvarsområder, du skal forvente at have som fastansat.

”Det er supervigtigt at få skrevet arbejdsopgaver og forventninger ned fra starten. Hvis chefen ikke vil eller har tid til det, så gør det selv. Så kan du gå til vedkommende bagefter og sige: ’Jeg har de her tanker og forventninger om jobbet. Hvad siger du til det?’”

Ifølge Thomas Kantsø er det nemlig vigtigt, at man selv tager kontrollen. Det har mange nyuddannede svært ved, fortæller han – måske fordi de aldrig har prøvet det før. Men ikke desto mindre er det med chefkonsulentens ord ”første gang af mange”, at du er ny i et job, hvor du skal tage ansvar og selvstændigt være med til at identificere, hvor du kan bidrage i organisationen.

Derfor er dit næste skridt at gøre din nye jobbeskrivelse tydelig for dine kolleger.

Ny arbejdskasket

Det er ikke til at se det, hvis du ikke siger det højt. For de kolleger, du ikke har haft tæt kontakt med, er det ikke nødvendigvis sivet ind, at du er trådt ud af studentermedhjælperrollen. Derfor anbefaler Thomas Kantsø, at du fra den første dag hjælper dem med at forstå din nye arbejdsfunktion, og hvilke kompetencer du går ind i dit nye arbejde med.

”Du skal simpelthen stille dig op og sige: ’Hej, nu er jeg her med en anden kasket på, og jeg håber, at I vil se mig som en ligestillet arbejdskraft.’ Og så eventuelt række hånden op til det første afdelings- eller morgenmøde og sige det igen. Hvis nogen glemmer det, så husk dem på det. De gør det helt sikkert ikke af ond vilje.”

I den proces er det ifølge Thomas Kantsø også vigtigt at spørge sig selv, om man også tager det ansvar på sig, som det kræver, hvis man gerne vil ses som andet og mere end en studentermedhjælper. Budskabet er i hans øjne, at man i høj grad selv er med til at designe sit job.

”Byd dig til, kom med forslag, og tag ansvar. Og hjælp måske dine kolleger ved at fortælle dem, hvem du er, hvad de kan bruge dig til, og hvilken rolle du typisk udfylder i et team.”

Et helt andet spørgsmål er så: Er det en god idé at fortsætte på den samme arbejdsplads?

Chefkonsulentens svar er ikke et rungende ja.

ANNONCE

Duft til markedet

Selv om det for mange kan være en god og tryg løsning at fortsætte i den organisation, de allerede har været tilknyttet, ligger lykken ikke nødvendigvis i det velkendte, påpeger Thomas Kantsø.

Som arbejdsmarkedet ser ud lige nu, kan der i hans øjne være al mulig grund til at se sig omkring, før man lægger sig fast på at blive på sin gamle arbejdsplads.

Han fortæller, at der i dag er rigtig mange virksomheder, som gør alt, hvad de kan, for at holde på deres studenter for øjeblikket – fordi det er en god og billig løsning for virksomheden. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er den rigtige løsning for dig:

”Selvom du har et godt studiejob, så er det altså første gang, du får mulighed for at fornemme din egen markedsværdi. Det er også supervigtigt. Så prøv lige at lave noget research og duft lidt til markedet, før du bare takker ja til at fortsætte,” siger han.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet