Det digitale stresser os helt vildt

Vidste du, at op mod 20% af vores arbejdstid foran skærmen går med frustrationer over it-bøvl? Eller at man kan måle brugerens puls stige, hvis en hjemmeside er blot få sekunder om at virke korrekt på mobilen?

Når ting ikke fungerer, stresser det os. Og det gælder i høj grad også, når vi møder digitale benspænd – det kan stresse os helt vildt. Sådan lyder det fra Raluca A. Stana, der forsker i bæredygtig digitalisering på Roskilde Universitet. Sammen med forskerkollegaen Hanne Westh Nicolajsen fra IT-Universitet, har hun skrevet bogen ’Digital stress på arbejdspladsen’, der netop er udkommet på Djøf Forlag. 

Det betyder ikke, at alle former for it er af det onde. Men ifølge Raluca A. Stana dokumenterer forskningen en efterhånden lang række negative konsekvenser.

”Vi elsker teknologien så meget, at vi bliver blinde – at vi glemmer at være kritiske. Men det skal vi være,” siger Raluca A. Stana.

Så det har hun valgt at fokusere på i sin forskning.

”Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg kun taler om det negative ved teknologien. Så må jeg bare sige, at vi stort set altid taler om det positive. Derfor er der brug for nogen, der ligesom i 'Kejserens nye klæder' kan sige: 'Han har jo ikke noget tøj på.'”

Teknologi fylder mere på jobbet

Vores arbejdstid har været uændret siden 2009, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det har stressniveauet til gengæld ikke, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. I 2013 oplevede 21% af den danske befolkning et højt stressniveau. I 2021 var andelen steget til 29%.

Raluca A. Stana er ikke i tvivl om, at en pæn del af det skyldes tekno-stress. For mere og mere af vores arbejdsdag og vores privatliv er blevet ’inficeret’ af teknologi. Flere undersøgelser viser, at Danmark er et af de mest digitale EU-lande.

Men rigtig mange it-systemer bliver implementeret, før de er færdigudviklede – ergo vil vi møde fejl og nedbrud. Og det bliver tit overladt til os selv at løse dem, fx ved at genstarte et program flere gange om dagen. For det er sjældent udviklerne selv, der også implementerer systemerne.

Det er uholdbart og stressende, siger Raluca A. Stana.

”Vi ville jo aldrig sætte vores egne børn på en cykel, som ikke fungerer perfekt.”

Arbejdspladsens ansvar

Ufuldstændige systemer er én stressfaktor. Årsagerne til den digitale stress kan komme flere andre steder fra. Usikkerhed fx: ’Kan jeg mon finde ud af det her nye system?’ Eller når du skal lede et vigtigt onlinemøde, og der pludselig popper en melding op om, at systemet skal opdateres. Nu.

Desuden opstår der nemt en grænseløs forventning om tilgængelighed – for med teknologien kan vi jo netop være ’på’ 24-7.

Eksemplerne er mange.

Og langt de fleste af os går langt for selv at komme over de digitale bump, vi møder på vejen.

”Vi tager flere og flere af alle de her usynlige opgaver på os for at få det til at fungere – og siger du noget, bliver du bare opfattet som én, der har noget imod teknologi,” siger Raluca A. Stana.

Det er, når vi som individer tager de digitale udfordringer på os, at de for alvor stresser. Men ligesom med stress i det hele taget er og skal det ikke være vores ansvar at få fjernet det, der stresser på arbejdspladsen. Den digitale stress er organisationens ansvar – det er ikke dit, understreger Raluca A. Stana.

For vi kan ikke løse it-udfordringerne hver især.

Raluca A. Stana peger på fire digitale udfordringer, der især kan stresse os. Og hun har også nogle bud på, hvordan de kan minimeres.

Vores indbakke kan virkelig stresse os – af flere årsager. Ganske enkelt fordi det nærmest er umuligt at få den tømt. Hver gang vi gør en ihærdig indsats, strømmer det ind med nye mails. Vi frygter at åbne den efter ferien eller mandag morgen.

Nogle af os forsøger med forskellige strategier. Fx løbende at holde antallet af mails nede, mens vi er på ferie, eller ved at bruge søndag aften på at få luget lidt ud i nogle af dem.

Den elektroniske postkasse gør desuden, at vi i princippet kan være tilgængelige 24-7, hvilket er noget andet, der bærer ved til den digitale stress.

Indsats:

Det er fint, hvis du selv sørger for at fjerne den pop-up, der viser sig, hver gang du får en ny mail. Men ellers skal I sørge for at have en fælles kultur for mails på din arbejdsplads – initieret af ledelsen.

For hvis du selv vælger ikke at tjekke mails i ferien og efter arbejdstid, men alle de andre gør det, bliver du måske opfattet som den uengagerede – som den, der sætter sig på tværs. Eller hvis du vælger ikke at svare på dine mails om formiddagen, kan det måske gå ud over andre.

Så I kan tale om: ’Hvornår sætter vi folk på cc? Hvornår holder vi et møde frem for en lang udveksling af e-mails? Og skal vi have en regel om, at vi ikke må sende mails til hinanden efter fyraften? Skal vi gøre som i Frankrig, hvor det er en ret at være ’disconnected’?

Raluca A. Stana har en aftale med sin studieleder om ikke at sende mails til hende. For studielederen er selv ved at drukne. I stedet kigger Raluca ind en gang imellem med det, hun gerne vil orientere hende om eller vende med hende. Så får de løst tingene på stedet. Sidegevinsten er et bedre samarbejde og social kontakt.

Teams vil ikke starte. Du er i skriveflow, og pludselig lukker din computer ned af sig selv. Eller du står i mødelokalet med 10 mennesker siddende rundt om bordet og kan ikke få den nye projektor i mødelokalet til at fungere. Hvem fikser det? Det gør du selv – ofte. Og det er noget, der kan få pulsen til at stige hos mange af os.

Umærkeligt og i stigende grad er vi blevet vores egen it-støtte. Der er en forventning om – ja, nærmest en forpligtigelse til – at vi selv løser mindre it- og teknik-problemer. Uden at vi har fået træning, og uden at det står i vores jobbeskrivelse.

Indsats:

Det nytter ikke noget at spare på it-støtten. Vi bliver ikke mere effektive af at flytte opgaverne over på den enkelte medarbejder. Tværtimod.

Et sted i huset har de en udfordring med en proces, der ikke fungerer optimalt. Den første tanke er: ’Lad os automatisere det.’

På den måde opstår en række systemer rundt om i organisationen, som ikke altid taler sammen. Ergo skal vi lære endnu et nyt system at kende og måske taste ting ind to gange, fordi systemerne ikke er forbundne. Det skaber besvær: For hvorfor er det fx, at vi har SharePoint, når vi også har Outlook? Eller hvorfor skal vi bruge Teams-fildeling, når vi også bruger SharePoint?

Indsats:

Vi bliver nødt til at have hele billedet med, når vi laver et effektiviseringsregnestykke – ikke bare i den enkelte søjle og ikke kun på kort sigt. Det tager tid og rigtig mange ressourcer, hver gang vi skal lære et nyt eller opdateret system at kende. Måske kunne løsningen bare være, at to teams skal sidde tættere på hinanden

Det kan godt være, at man kan finde et nyt system, som vil gøre det en lille smule smartere, men overvej lige, om det er det hele værd, når en hel organisation skal lære at bruge det.

Der er ikke noget mere frustrerende end komplicerede og ikke-intuitive systemer – især når vi meget sjældent bruger dem og skal sætte os ind i dem på ny hver gang.

Indsats:

Lad fx regnskabsafdelingen eller én medarbejder i afdelingen tage sig af alle rejseafregninger. Det er et kortsigtet effektiviserings-mindset, at vi hver især skal ordne det. Vi bruger oceaner af tid på noget, andre kunne klare i en håndevending.

Et langsigtet regnskab

Som nævnt har Raluca A. Stana et fokus på de negative konsekvenser ved digitalisering. Og hun ved godt, at hendes pointer kan lyde noget sortsynede. Men det bliver vi også nødt til at være, siger hun.

”Hvis ikke vi handler på det, bliver vores tekno-stress bare endnu værre. Vi skal have et realistisk perspektiv på digitalisering. Ikke for optimistisk. Heller ikke for pessimistisk.”

Det altafgørende er, at vi laver netop sådan et plus/minus-regnskab. Et langsigtet regnskab, understreger hun. For der bliver truffet alt for mange hurtige beslutninger om at digitalisere.