Principiel sag om arbejdstid sætter stopper for arbejdsgiverfinte

En tilsyneladende lille lokal tvist om et enkelt Djøf-medlems mange arbejdstimer har ført til en kendelse i en faglig voldgift, som alle omkring 28.000 special- og chefkonsulenter og andre konsulenter i stat, kommuner og regioner nu kan læne sig op ad.

Kendelsen slår fast, at konsulenter ikke er såkaldte 'selvtilrettelæggere', der selv kan bestemme over deres egen arbejdstid.

Og dermed kan arbejdsgivere ifølge Djøf og hovedorganisationen Akademikerne ikke længere forsøge sig med at undtage konsulenter fra at registrere deres arbejdstid. Det skal alle arbejdstagere som følge af det EU-direktiv om obligatorisk tidsregistrering, som blev ført ind i dansk lov sidste år – dog med den undtagelse, at selvtilrettelæggere ikke behøver gøre det.

Klagede sin nød over mange arbejdstimer

Det hele begyndte, da en specialkonsulent i en statslig styrelse gik til sin leder, fordi hun hen over 2021-22 havde haft et stort arbejdspres. I over otte måneder havde hun arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit.

Hun gjorde gentagne gange sin leder opmærksom på 48-timers-reglen – det er dén regel i EU’s arbejdstidsdirektiv, som siger, at man maksimalt hen over fire måneder må arbejde i gennemsnit 48 timer om ugen.

Hun fik den besked tilbage, at hun som specialkonsulent var såkaldt selvtilrettelægger. Hvilket vil sige, at man selv har ret til at tilrettelægge sin arbejdstid i fuldt omfang. Og har man det, er man ikke omfattet af 48-timers-reglen.

Kan ikke bare råde frit over egen arbejdstid

Specialkonsulenten gik til Djøf. Sammen med Djøf anlagde Akademikerne en fagretlig voldgift mod de statslige arbejdsgivere.

Voldgiftens afgørelse kom tidligere i januar. Her konkluderer opmanden, højesteretsdommer Jørgen Steen Sørensen, at specialkonsulenten ikke var selvtilrettelægger.

Selvom hun var ansat på en kontrakt uden højeste arbejdstid og havde stor fleksibilitet i sit arbejde, var hendes fleksibilitet begrænset af opgaverne, der skulle løses, og af tidsfrister, fastslår han.

Jørgen Steen Sørensen påpeger med afsæt i EU-Domstolens praksis, at selvtilrettelæggere alene er undtagelser, fx i form af visse højtstående ledere, visse eksperter, erfarne advokater og en snæver gruppe af særlige forskere.

Djøf og Akademikerne: Principiel sag

Kia Philip Dollerschell, der er juridisk chef i Djøf, var partsudpeget medlem af voldgiften. Hun forklarer, at det er den første danske fagretlige kendelse om selvtilrettelægger-begrebet, efter at Danmark har implementeret EU-reglerne om tidsregistrering.

”Det står nu klart, at arbejdsgivere ikke bare pr. automatik kan gøre ansatte konsulenter og andre uden højeste arbejdstid til selvtilrettelæggere og dermed undtage dem fra at skulle tidsregistrere, når de lægger ekstra timer på jobbet,” fastslår hun.

Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne, kalder det en vigtig principiel afgørelse.

”Vi har nu fået slået fast med syvtommersøm, at arbejdsgiver har pligt til at sikre alle i medarbejdergruppen konsulenter mulighed for at registrere, når de lægger ekstra timer om aftenen og i weekender. På den måde er det en stor principiel sejr i at sikre danske medarbejdere mod urimelige mængder overarbejde og arbejdspres.”

Natalie Videbæk Munkholm er juraprofessor på SDU og ekspert i arbejds- og EU-ret. Hun ligger på linje med Djøf og Akademikerne.

Til Politiken siger hun, at det er en klar kendelse, som bekræfter, at man ikke bare kan definere en hel gruppe med en bestemt titel eller lønramme som selvtilrettelæggere, der kan undtages fra EU’s arbejdstidsdirektiv. Der skal ske en selvstændig vurdering, og betingelserne for at være selvtilrettelægger er skrappe, understreger hun. 

Det med småt i overenskomsten

Modparten – Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som voldgiftssagen blev anlagt imod – ser afgørelsen på denne måde:

Styrelsen anerkender, at voldgiften fastslår, at den konkrete specialkonsulent ikke er selvtilrettelægger og dermed er omfattet 48-timers-reglen. Og at man ikke kan udtage hele grupper som selvtilrettelæggere.

Men styrelsen understreger samtidig, at staten bliver frikendt i den konkrete sag om specialkonsulenten.

For voldgiftsretten kommer også frem til, at der gælder en årsnorm for special- og chefkonsulenter i akademikeroverenskomsten, så 48-timers-reglen skal beregnes over 12 måneder – og altså ikke over de fire måneder i EU’s arbejdstidsdirektiv.

Og da den konkrete specialkonsulent ikke havde arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit i et helt år, men ’kun’ i mere end otte måneder, blev Medarbejder- og Kompetencestyrelsen frikendt.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har ingen kommentarer til Djøfbladet om kendelsens rækkevidde i forhold til den nye lov fra 1. juli sidste år om obligatorisk registrering af arbejdstid. I stedet henviser styrelsen til sit opslag om kendelsen på sin hjemmeside.