Jobsøgning
8.1.2025
af
Tine Santesson
Illustration: Yunus Praditya/Shutterstock
Vi er ikke alle helt fine i kanten, når vi skriver vores cv. Og vi pynter ikke kun på vores bedrifter på arbejdsmarkedet, men også på vores hobbyer.
Glemte du at skrive, at du faktisk ikke længere arbejder i den virksomhed, der står øverst på dit cv? Eller kom du egentlig aldrig mere end halvvejs i Berlin Marathon?
Det sker, at nogle af os pynter på både erhvervserfaring, kompetencer og fritidsinteresser, når vi søger nyt job. Det viser en undersøgelse, som Validata har gennemført blandt 1.500 hollændere. Virksomheden lever af at screene ansøgere og har fundet frem til de 10 hyppigste cv-løgne.
Lars Andreasen, adm. direktør i P-Secure, hører også løbende om cv'er, der ved nærmere eftersyn ikke helt holder vand. P-Secure leverer personbaggrundstjek af ansøgere, ansatte og leverandører – primært via en softwareløsning og enkelte gange manuelt.
”Vi hører jævnligt om episoder, hvor forsøg på snyd er blevet identificeret i cv'er. Det kan være pyntede funktionsniveauer, forlængede ansættelsesperioder eller udeladte tidligere ansættelser,” fortæller Lars Andreasen.
De fleste tjek går dog direkte igennem uden anmærkninger, siger han.
1. Erhvervserfaring (36%)
Mange overdriver eller opdigter erfaringer fra tidligere job.
2. Fritidsinteresser (33%)
Pral med hobbyer, man aldrig har haft.
3. Kompetencer (33%)
Færdigheder som fx teknisk kunnen eller sprogkundskab bliver ofte overdrevet.
4. Længde på tidligere job (21%)
En klassisk taktik for at sløre kortvarige ansættelser.
5. Bijob (18%)
Nogle undgår at nævne bijob eller egne projekter, der kan skabe interessekonflikter.
6. Uddannelse (16%)
At påstå at have afsluttet en uddannelse, man ikke er nået helt i mål med.
7. Længden på uddannelsen (13%)
En del justerer, hvor lang tid de har brugt på studiet for at dække over huller i deres karriere.
8. Tidligere arbejdsgivere (12%)
At lyve om job, man aldrig har haft. Der bliver især løjet om arbejdsgivere, som ikke længere findes.
9. Persondata (5%)
Forkert alder eller civilstand fx.
10. Forkert navn (4%)
Nogle få bruger et andet navn for at dække over tidligere karriereproblemer.
"Allerede tidligt på uddannelserne bliver der skabt et narrativ om, at vi skal have en snorlige karriere. At vi går fra a til b til c. Derfor bliver vi også dårlige til at tale om hullerne i vores karriere."
Thomas Kantsø, chefkonsulent i Djøf Karriere og Erhverv, Djøf
Thomas Kantsø er chefkonsulent i Djøf og har en fortid som rekrutteringskonsulent. Han har derfor læst i tusindvis af cv’er og er også faldet over en del, der ikke ville kunne klare et baggrundstjek.
”Jeg ser især en tendens til at fifle med datoer. Altså hvor længe man har været i et job i et forsøg på at dække huller i cv’et, hvor man måske har været ledig, syg eller bare har taget en pause.”
Thomas Kantsø understreger, at du ikke må lyve om din uddannelse og meritter.
Det er ikke ulovligt at skrive usandheder om sig selv, men det er godt nok dumt, siger Thomas Kantsø.
”Du mister ikke alene chancen for at få det job, du søger – du ødelægger potentielt også din fremtidige karriere. Sådan noget spredes lynhurtigt. I min generation husker vi alle Anna Castberg.”
Castberg var direktør for kunstmuseet Arken og måtte forlade sin post, da det kom frem, at hun havde løjet om sine akademiske grader i forbindelse med ansættelsen.
Men hvorfor er det, at vi lyver om både det ene og det andet, når vi søger job?
Det er der nok især én forklaring på, mener Thomas Kantsø.
”Allerede tidligt på uddannelserne bliver der skabt et narrativ om, at vi skal have en snorlige karriere. At vi går fra a til b til c. Derfor bliver vi også dårlige til at tale om hullerne i vores karriere. Vi forsøger i det hele taget at tegne et mere attraktivt billede af os selv end det, vi ser i spejlet.”
Det er også derfor, at løgne om fx fritidsinteresser kommer ind på en andenplads som en af de mest udbredte cv-løgne, mener han.
”Vi hører rygter om, at virksomhederne gerne vil have hele mennesker – du skal kunne arbejde i teams, lave mad over bål og også meget gerne arbejde frivilligt. Hos andre virksomheder tror vi, det er et stort plus, hvis vi har lavet en ironman. ”
Ledige stillinger
Thomas Kantsø har jævnligt fået spørgsmålet, om det er okay ikke at skrive i ansøgningen, at man er blevet afskediget og måske er fritstillet fra det job, der står øverst på cv’et.
”Det kan du godt, for så længe du er på lønningslisten, er du jo stadig ansat,” som han siger.
Og så har han også et par gange fået et vanskeligt spørgsmål: 'Skal jeg ændre mit navn?'
Spørgsmålet er kommet fra ansøgere med et ikke danskklingende navn.
”Det har jeg simpelthen haft så svært ved at svare på. For jeg synes jo ikke, man på nogen måde skal lyve i sit cv. Men når jeg så hører, at de har søgt et hav af job uden at blive kaldt til samtale, så... Ja, jeg er endt med at sige, at det måtte være op til dem selv.”
Ét er, at det er noget af et skråplan at lyve i sit cv.
Men samtidig er risikoen for, at løgnene blive opdaget, steget. Det er lidt nørdet, men siden 2016 har alle statslige myndigheder været forpligtet til "at implementere ledelsesstyring af informationssikkerhed efter ISO 27001-standarden." Det betyder, at der skal laves baggrundstjek på alle de kandidater, der bliver ansat.
Hvor omfattende baggrundstjekket skal være, afhænger af, hvor kritisk den enhed, hvor de skal ansættes, er, fortæller Lars Andreasen.
Baggrundstjek gælder dog ikke kun for statslige arbejdspladser. Det gælder også områder i kommuner og i mange virksomheder.
Han nævner energisektoren, telesektoren og luftfart som eksempler, hvor baggrundstjekkene skal være mere omfattende. Og der kommer flere til med den verden, vi lever i, spår han. Fx også sundheds- og transportsektoren.
Baggrundstjekkene sker typisk ved hjælp af software. Opgaven er så omfattende, at den næsten er umulig, hvis ikke den automatiseres mest muligt, siger Lars Andreasen.
”Mindst 50% af de automatiserede baggrundstjek kører gennem uden anmærkninger. Det betyder til gengæld, at virksomheden kan fokusere på dem, som fx opfinder fiktive job eller på anden måde ’pynter’ på deres cv.”
Så lad nu være med at lyve i dit cv, lyder det fra Thomas Kantsø.
”Du kan miste alt på det. Tag hellere en snak med nogen om, hvordan du forklarer eventuelle huller i din karriere eller et speciale, der aldrig er afleveret – fx en karrierekonsulent i Djøf. Det kan sagtens forklares. Og det er okay at have huller i cv’et.”
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER