Derfor bør politikerne give Nationalbanken et klimamandat

Når det diskuteres, hvordan klimaforandringer påvirker det finansielle system, skelnes der typisk mellem fysiske risici og omstillingsrisici. Førstnævnte handler især om effekterne af hyppigere naturkatastrofer, som kan få fatale konsekvenser, både for kreditinstitutter og forsikringsselskaber. Omstillingsrisici handler især om, at investeringer i udledningsintensive virksomheder kan miste rentabilitet – i nogle tilfælde i en sådan grad, at de helt mister deres værdi (stranded assets).

Frank Elderson – hollandsk medlem af Den Europæiske Centralbanks bestyrelse og viceformand for bankens tilsynsråd – understregede i en tale i 2023, at tilsyn med finansielle institutioner må fokusere på, om de lever op til nye regler om at tage højde for klima- og miljø-relaterede risici i deres drift:

”Hvis vi ødelægger naturen, ødelægger vi økonomisk aktivitet, og det vil uvægerligt have betydelig indflydelse på den finansielle sektor… Selv hvis jeg var helt ligeglad med biodiversitet og helt ligeglad med klimaforandringerne, ville jeg professionelt være nødt til at være dybt optaget af disse fænomener, fordi de angår selve essensen af vores mandat. Det går ind i kernen af den finansielle stabilitet… Hvis ikke vi tog klimaet, miljøet og biodiversiteten i betragtning, ville vi forsømme at levere på vores mandat.”

Tre typer mandater

Når nationalbankerne taler om, at de er aktive i forhold til klimaforandringerne, er det som hovedregel ved netop at føre tilsyn eller ved at bidrage analytisk. I sidstnævnte kategori udarbejder man scenarier og analyserer, hvilken betydning klimaforandringer kan få for den finansielle stabilitet. Begge dele er selvsagt vigtigt arbejde. Og helt centralt for den del af nationalbankernes mandat, der handler om at sikre det finansielle systems stabilitet.

Men at bruge de pengepolitiske instrumenter til aktivt at fremme grøn omstilling, og på den måde modvirke klimaforandringerne, vil de fleste nationalbanker desværre ikke. Og det vel at mærke på trods af at nationalbankernes egen internationale tænketank, Network for Greening the Financial System, har identificeret en række pengepolitiske instrumenter, som kan fremme grøn omstilling uden på væsentlig måde at kompromittere andre pengepolitiske mål.

Den danske nationalbank er ingen undtagelse. Det er allerede et par år siden, at Nationalbanken i et større arbejde om nationalbanker og klimaforandringer netop afviste en sådan proaktiv rolle.

En begrundelse, der ofte gives for ikke at vælge en proaktiv grøn pengepolitik, er, at det ligger uden for mandatet og derfor vil være demokratisk problematisk. Den delegerede magt, som nationalbankerne har på vegne af folkestyret går meget specifikt på at bruge de pengepolitiske instrumenter til at forfølge mandatet og kun mandatet.

Det rationale er centralt og vigtigt. Men det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad nationalbankernes mandat egentlig er. Det hurtige svar er, at det er meget forskelligt fra den ene til anden nationalbank.

Jeg kan anbefale gode kollegaers omfattende kortlægning af nationalbankernes mandater verden over. Kort fortalt er der tre typer af mandater:

• Et snævert mandat med fokus på prisstabilitet og finansiel stabilitet
• Et bredere mandat, hvor der desuden lægges vægt på en bredere makroøkonomisk stabilisering (fx i forhold til arbejdsløshed)
• Sidst, men ikke mindst en tredje type mandat, hvor bæredygtigheden er taget med.

Tyskland og Holland er eksempler på det snævre mandat, mens både den amerikanske og den europæiske nationalbank er eksempler på et bredere mandat, hvor det forventes, at pengepolitikken så vidt muligt bidrager til at bekæmpe arbejdsløsheden (den amerikanske nationalbank) eller til at understøtte den generelle økonomiske politik bedst muligt (den europæiske centralbank). Blandt de nationalbanker, der har taget bæredygtigheden med i mandatet, er den tjekkiske, ungarske og engelske nationalbank.

EU er anerkendt for at være ambitiøst, når det gælder økonomisk politik, der fremmer den grønne omstilling. Og den europæiske centralbank lancerede da også i sin seneste strategi et roadmap hen imod en grøn pengepolitik, netop som understøttelse af EU’s generelle økonomiske politik, hvor den grønne omstilling står centralt.

Den bedste vej til at sikre stabilitet

Når alt dette er sagt, skal det også nævnes, at nogle mener, at den defensive brug af ordlyden af de formelle mandater mest af alt er uhensigtsmæssig hairsplitting, som der ikke længere er tid til, når man tager klimakrisens stadig mere akutte natur i betragtning. Der findes jo ikke nogen mere effektiv strategi for at beskytte det finansielle system imod effekterne af klimaforandringer end at bidrage til at mindske klimaforandringerne, lyder det.

I virkeligheden kunne nationalbankerne nemt forsvare at bruge de pengepolitiske instrumenter til at fremme grøn omstilling, for en bedre måde at fremme det finansielle systems langsigtede stabilitet findes ikke. Den daværende vicedirektør for den franske nationalbank, Sylvie Goulard, sagde det klart for et par år siden:

”Det, vi må forstå i nationalbankerne, er, at den bedste måde at forebygge og afbøde finansielle risici som følge af klimaforandringer er at gøre alt, hvad der står i vores magt, tidligt nok, for at sikre, at vi ikke overskrider de planetære grænser.”

Det er ikke uden ironi, at nationalbankerne af og til afviser proaktiv grøn pengepolitik specifikt med reference til, at deres primære bidrag til den grønne omstilling er at sikre en stabil økonomi. For så kører argumenterne i ring. Enhver idé om stabil økonomi er jo en illusion, hvis ikke vi får bremset klimaforandringerne i tide.

Nationalbanken som bidragyder

Det korte af det lange er: Selv om nationalbankerne i princippet kunne føre grøn pengepolitik, også under de mere snævre mandater, tyder meget på, at kun de færreste nationalbanker faktisk vil gøre det, medmindre de får et eksplicit klimamandat.

I det kommende år skal klimaloven genforhandles. Det vil være oplagt, at man i den forbindelse også tager spørgsmålet om Nationalbankens mulige bidrag til den grønne omstilling op.

Og hvordan kunne et klimamandat så se ud i Danmark? Som loven står nu, lyder formålsparagraffen sådan her: ”Nationalbanken har til opgave… at opretholde et sikkert pengevæsen her i landet, samt at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning” (§1). Her kunne tilføjes: ”Det er desuden Nationalbankens opgave at bidrage til den grønne omstilling, i videst muligt omfang, så længe det ikke væsentligt kompromitterer andre pengepolitiske mål.”

Jakob Vestergaard er lektor og studieleder for en uddannelse i bæredygtig samfundsøkonomi på Roskilde Universitet.