Nyt job

"Jeg kan rigtig godt lide, at der er fart på"

21.1.2025

af

Portrætfoto af Frederik Slebo Freund

Foto: Mads Teglers

32-årige Frederik Slebo Freund er lige blevet ministersekretær. Det er learning by doing i højt tempo.

Selv om ministre i dag har en eller måske to politisk udpegede rådgivere – ofte kaldet spindoktorer – er der stadig en særlig aura over at blive ministersekretær.

Det tikkede da også ind med ’Sådan!’, ’Godt gået’ og ’Jeg var aldrig i tvivl’ i kommentarfeltet, da Frederik Slebo Freund skrev på LinkedIn, at han skulle være ministersekretær for Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og nordisk samarbejde.

32-årige Frederik er jyde, cand.scient.pol. fra Aarhus 2019 og lagde fra land med at arbejde med regional udvikling i fire gode år i Region Midtjyllands hovedsæde i Viborg. Men så trak Slotsholmen i København alligevel.

Efter et år og fire måneder som fuldmægtig i By-, Land- og Kirkeministeriet er han så nu ministersekretær. Det var ikke noget, han havde planlagt, men han greb chancen, da den kom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Region Midtjylland - Regionshuset
Job
Aarhus Universitet
Job
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris departement
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Udadvendt job

Frederik tager imod i de historiske lokaler i Frederiksholms Kanal 21 iført lyseblå skjorte og mobiltelefon, som han skeler til hvert andet minut. Så vender hans ministersekretær-makker retur fra et møde, og der falder ro på ham.

Men er der nogensinde rigtig ro på, når man er ministersekretær? Det er der jo ikke, og det er også det sjove ved jobbet, mener Frederik, der endnu ikke har familieforpligtelser.

”Jeg kan rigtig godt lide, at der er fart på. Der sker hele tiden noget spændende, når man er tæt på det politiske niveau.”

Det er et job, hvor man skal være en ørn til koordinering, kalenderstyring og tidskriser, men også til smalltalk, gode vibrationer og praktiske feberredninger, når man er med sin minister ude til alle mulige arrangementer.

”Det er udadvendt. Vi bruger rigtig meget af vores tid på at tale med mange forskellige mennesker.”

Han kan også lide de lavpraktiske gøremål.

”Så skal man lige skaffe sandwich til ministeren mellem to møder. Alt sådan noget. Jeg kan lide afvekslingen.”

Myten er ikke helt forkert

Man kommer ikke på noget kursus i at være ministersekretær. Det er sidemandsoplæring i flyvende fart eller learning by doing, som Frederik siger.

Der er altid mindst to ministersekretærer i et ministerium, ofte flere. Man er nødt til at være flere til at skiftes om brandvagterne morgener, aftener og i weekenden. I By-, Land- og Kirkeministeriet er de to, og Frederik er glad for, at hans makker er supererfaren.

Da vi mødes med ham, har han haft jobbet i godt fem uger. Så har han nået at lave nogle bommerter?

Nja, noget, der krænkede hans egen forfængelighed, var, da han på sin allerførste tur med ministeren glemte sin mappe, og ministerbilen måtte vende om på vej hjem og køre tre kilometer tilbage.

Ministeren tog sig nu ikke spor af det, for i en ministerbil arbejder alle, bortset fra chaufføren, koncentreret med hovederne nede i mobil og tablet.

Myten om ministersekretærer er, at de ’altid er på’.

”Vi er rigtig meget på, ja. Så myten er ikke helt forkert. Vi arbejder meget. Men så er der også noget fleksibilitet i de perioder, hvor der er mindre travlt.”

ANNONCE

Taler om leveregler

Som ministersekretær skal man koordinere mail-strenge så lange som Mælkevejen, når sager skal lægges op til ministeren. Det skal gå stærkt, og der er som regel mange parter involveret, tit også fra andre ministerier.

Netop samarbejdet på tværs af ministerierne adresserer Slotsholmens departementschefer i de såkaldte ’fem leveregler’, som de skrev i fællesskab sidste år.

Leveregel nr. to lyder fx sådan her: "Vi tager ansvar for en kultur, hvor alle taler og skriver ordentligt og respektfuldt til og om hinanden."

Er det noget, I taler om?

”Vi kender skam de fem leveregler. Og vi har også talt om dem. Men jeg vil så sige, at dét, jeg har oplevet indtil nu, er, at der er et fint samarbejde ministerierne imellem om sagerne.”

Vi er nødt til at spørge, selv om Frederik nok sukker indvendigt. For det her er også stof, som myter gøres af: Hvordan er det som ministersekretær at samarbejde med de særlige rådgivere?

”Vi har et supergodt samarbejde med ministerens særlige rådgiver. Ham kan vi slet ikke undvære til de opgaver, som han skal tage sig af.”

I dag regner Frederik med at gå tidligt hjem. Det vil sige ved 17-18-tiden. Men så bliver der også håndteret en hel del mails hjemmefra senere i aften.

Og i morgen tidlig starter det hele forfra.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet