Prisvindere giver deres bedste råd til et godt speciale

For mange studerende er specialeskrivningen en stor og måske endda uoverskuelig sag. Vi har bedt forfatterne bag de tre specialer, der sidste år vandt Djøfs specialepris, om deres bedste bud på, hvordan specialeprocessen bliver god.

Selv om de er enige om flere ting, har de også gjort sig vidt forskellige erfaringer om, hvad der skal til.

Holdet af specialeprisvindere er Anne Balsby Roersen, Line Højris Revsbech og Maria Laursen fra Aalborg Universitet, Sofie Listov-Saabye fra Aarhus Universitet og Bolette Glad Bak fra Copenhagen Business School.

Alle fem understreger, at det er vigtigt at komme godt fra start – først og fremmest.

Og selv om det måske kan føles lidt grænseoverskridende, sker dét ifølge Anne Balsby Roersen, Line Højris Revsbech og Maria Laursen ved at kontakte den underviser, man ønsker som specialevejleder, så tidligt som muligt.

”Man skal være tidligt ude med projektet. Her er det både vigtigt, at man finder en eller flere interessante problemstillinger tidligt i processen – og at man tager kontakt til den, som man kunne forestille sig som vejleder. Det behøver ikke nødvendigvis at være en vejleder, som har forsket i præcis det, du gerne vil skrive speciale om. Men fokusér på at finde én, som du har respekt for fagligt, og som du tror kan give dig god feedback,” siger Anne Balsby Roersen.

Få tjek på data

I Sofie Listov-Saabyes øjne begynder et godt speciale med et godt spørgsmål: Læg ud med at finde et fænomen eller en tendens, der undrer dig ude i virkeligheden. Det kunne, som i hendes speciales tilfælde, fx være at finde et område, hvor virkeligheden ikke matcher teorien.

Mens metoden nok skal komme undervejs, er det ifølge Sofie Listov-Saabye en stor fordel at få styr på sit datasæt nogenlunde tidligt i processen. Det gælder især, hvis man samarbejder med en organisation, hvis data man skal bruge i opgaven:

”Det er rigtig surt at sidde tre måneder inden afleveringsfristen og finde ud af, at man mangler noget centralt data – så det er godt at få afklaret på forhånd.”

Stå fast – og søg hjælp

Undervejs i specialeprocessen vil der uundgåeligt være et helt hold af mennesker – familie, venner, medstuderende og undervisere – der har en holdning til dit speciale: Hvad der er spændende at undersøge, hvordan du skal gøre det, og hvem du skal tale med. Ifølge Bolette Glad Bak er det vigtigste, at du stoler på din egen intuition.

”For mig er selvindsigt et nøgleord: At du er ærlig over for dig selv om, hvad du ønsker at få ud af dit speciale, og hvordan du ønsker, at arbejdsprocessen ser ud. Det er i sidste ende dig selv, der får dig igennem specialet og ikke alle mulige andres holdninger – og det er, ligegyldigt om din ambition er at skrive en ph.d. eller bare få opgaven overstået.”

At andres holdninger ikke skal lede din opgave, betyder dog ifølge Bolette Glad Bak ikke, at man skal afholde sig fra at spørge om hjælp. Tværtimod.

”Ligegyldigt hvad man vælger at skrive om, er der helt sikkert mennesker, som beskæftiger sig med samme område – både udenfor og inden for universitetets mure.”

Kend hinandens styrker

For Bolette Glad Bak er overskriften altså at stole på sin mavefornemmelse, når man skal skrive sit speciale. Men hvordan går man bedst til den opgave, hvis man har tænkt sig at skrive sit speciale som en gruppeaflevering?

Ifølge Anne Balsby Roersen, Line Højris Revsbech og Maria Laursen er løsningen både at være ærlig over for sig selv og åben over for de andre gruppemedlemmers faglige forskelligheder. De tre mener nemlig, at man kan få enormt meget ud af at skrive specialet som gruppeopgave.

Men det kræver, understreger de, at man har forventningsafstemt og har blik for, hvilke styrker hver enkelt har med sig.