Boganmeldelse

Et afsporet arbejdsliv

19.2.2025

af

Illustration til anmeldelse af bogen 'Over Work'

Illustration: Roze Ultra/Shutterstock & Djøfbladet

Brigid Schultes bog om livsfarlig arbejdskultur er vigtig og velfortalt. Desværre har vi hørt historien før, skriver vores anmelder.

På japansk findes et frygteligt ord, der passer til en frygtelig virkelighed. Karoshi – som kan oversættes til ‘overarbejdsdød’ – beskriver det triste fænomen, at op mod 10.000 japanere årligt dør af overarbejde.

Det er ekstremt, men det er ikke unikt. Fx har det svenske arbejdstilsyn konkluderet, at over 700 svenskere døde i 2019, fordi de arbejdede for meget. Livsfarlig arbejdskultur er et globalt fænomen.

Men disse store ofre er overhovedet ikke nødvendige, mener journalist og tænketanksdirektør Brigid Schulte. I sin nye bog, ‘Over Work’, fortæller hun om et arbejdsliv, som er kørt af sporet – men som en række pionerer, praktikere og tænkere verden over kæmper for at redde.

Ifølge Schulte er det ikke arbejdet i sig selv, der er problemet. Arbejde er et grundvilkår for livet, og det er endda givende og meningsfuldt under de rigtige omstændigheder.

På den måde er hun enig med bl.a. Nikolaj Kure, der i sin bog ‘Rosenkålsreglementet’ argumenterede for, at arbejde er godt, når “årsagsfornøjelsen” er intakt. Når vi får lov at bruge arbejdet som arena for at udvirke forandringer i verden – med engagement, selvbestemmelse og mening.

Desværre er der sket en afsporing, som hos Schulte især handler om strukturelle problemer. Eksempelvis fylder ulønnet omsorgsarbejde meget i ‘Over Work’, hvilket især giver mening i hendes amerikanske kontekst, hvor velfærdsstaten er tæt på ikke-eksisterende. I en dansk sammenhæng er bogens problemer mindre fremtrædende, men ikke desto mindre genkendelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Fiskeri og Fangst
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Job
Grønlands Selvstyre, Serviceafdelingen
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset

Schulte er journalist, så hun har bygget sin bog op omkring karismatiske karakterer, interviews med arbejdslivspionerer og fortællende reportager.

Vi får sat ansigt på absurditeten i den japanske overarbejdskultur, da Schulte møder en kontorarbejder, der performer travlhed ved at lave blanke fotokopier kl. 11 om aftenen. Vi bliver utopisk inspireret af en islandsk familiefar, som har fået balancen tilbage, efter at Islands fagbevægelse lykkedes med at forkorte arbejdsugen for 90% af befolkningen i 2019. Og vi bliver taget med til rundkredsmøde hos Workaholics Anonymous, hvor Schulte får anledning til at reflektere over sin egen arbejdsafhængighed.

Brigid Schulte: 'Over Work: Transforming the Daily Grind in the Quest for a Better Life', St. Martin's Press, 2024

Resultatet er en fængende fortælling, som inviterer læserne ind i en verden og et stofområde, der ellers ofte er knastørt formidlet. Der peges på problemer og løsninger, og der beriges med ekspertkilder og relevant forskning undervejs.

Måske er det en arbejdsskade som anmelder. Men efter endt læsning sidder jeg desværre tilbage med en følelse af, at jeg allerede har læst den her bog før. Har man fulgt med i arbejdslivslitteraturen de seneste 10 år, er Schultes diagnose ganske enkelt ikke original.

Ligestillingen halter efter, så stærke velfærdsstater skal træde ind, og det ulønnede omsorgsarbejde skal anerkendes. Pseudoarbejde æder produktiviteten og trivslen, så vi skal eksperimentere med kortere arbejdsuger. Og så videre.

Der er intet i vejen med analysen eller konklusionerne. Bogen er både grundig og velfortalt. Pointerne er gode og velunderbyggede. Desværre har vi bare hørt dem før.

Så ‘Over Work’ er et godt sted at stige på, hvis du er ny i arbejdslitteraturen. Ellers vil jeg foreslå, at du passerer gaden.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.

Læs den, hvis du kan lide:

Emma Holten:  ’Underskud’
Nikolaj Kure: ’Rosenkålsreglementet’
Lynda Gratton: ’Redesigning Work’
Dennis Nørmark: ’Tilbage til arbejdet’

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet