Praktik
5.2.2025
af
Freja Lillevang Sørensen
Foto: BalanceFormCreative/Shutterstock
Skal du i praktik, er det vigtigt at komme fra start med de bedst mulige vilkår – også for din pengepung.
Når det nye semester sætter i gang, skifter nogle studerende skolebænken ud med en af virkelighedens arbejdspladser. Er du en af dem, der har sikret sig en praktikplads, venter der forhåbentlig et sjovt og lærerigt forløb forude.
Ikke desto mindre er det vigtigt at sikre sig, at dine rettigheder bliver overholdt.
Som universitetsstuderende i et såkaldt projektorienteret forløb, hvor du får merit, er du nemlig ikke omfattet af ansættelsesretlige regler såsom funktionærloven og ferieloven. Det skyldes, at der ikke er tale om et ansættelsesforhold, forklarer Lotte Jepsen, chef i Djøfs Studenterrådgivning.
Inden du starter, er det derfor centralt, at du får forventningsafstemt med praktikstedet og noteret væsentlige arbejdsforhold i den aftale, der skal udarbejdes til universitetet. Det gælder især, hvilke typer opgaver du som studerende skal påtage dig.
”Det er vigtigt at have sammenhængen til studiet for øje – også fordi praktikken skal overholde nogle læringsmæssige krav, som på mange universiteter skal ende med at blive til en akademisk opgave,” fortæller Lotte Jepsen.
Derfor er det afgørende at sikre dig, at arbejdsopgaverne er relevante for din uddannelse og understøtter din faglige profil. Selv om du måske bliver bedt om at hente en kop kaffe eller printe et dokument i ny og næ, må det aldrig blive en fastlagt del af dine arbejdsopgaver, understreger hun.
”Du er ikke gratis arbejdskraft. Det er vigtigt at få gjort klart fra starten, så du ikke ender med en masse ad hoc-opgaver, som er irrelevante for dit studie.”
I de mest grelle eksempler har Djøf nemlig modtaget henvendelser om praktikanter, der er blevet sat til at gøre rent. Og det er bestemt ikke meningen, slår Lotte Jepsen fast.
”Årsagen til, at det ikke er en ansættelse, hvor du får løn, er, at forløbet er en del af din uddannelse, og du kan få SU ved siden af. Opfylder dit forløb ikke disse krav, er det et helt almindeligt ansættelsesforhold, som du selvfølgelig skal have løn for,” siger hun.
Ledige stillinger
Ud over at få klarlagt, hvad dine arbejdsopgaver skal bestå i, skal du også have styr på, hvor mange timer du skal være på praktikstedet, og om der er indlagt tid til at skrive din praktikrapport. Måske kan du aftale, at der sættes en dag om ugen af til opgaven, eller at det passer bedre at sætte en time af om dagen til det. Det er også godt at tage en snak om, hvordan eventuelt merarbejde kan ‘afspadseres’.
Det er den ene del, fortæller Lotte Jepsen.
”Den anden del handler om, at du jo også har et liv ved siden af dit studie: Det kan være fritidsinteresser, frivilligt arbejde eller måske et lønnet studiejob, du gerne vil beholde. Her kan du undersøge, om der er mulighed for at gå ned i tid på studiejobbet eller holde orlov, så du ikke behøver at sige op.”
Og så er det en god idé at holde løbende opfølgningsmøder med din kontaktperson/praktikvejleder på arbejdspladsen – gerne et par gange om måneden. Det vil give dig mulighed for at give udtryk for, hvis du synes, at opgaver, arbejdstider eller andet begynder at afvige fra jeres aftale. Så kan I tage det mere konkret og i opløbet.
Når du er SU-berettiget og får merit for din praktik, må du som nævnt ikke modtage løn.
Men selv om praktikken er ulønnet, bør du afsøge mulighederne for at modtage en såkaldt erkendtlighed, påpeger Lotte Jepsen.
En erkendtlighed er en påskønnelse fra virksomheden, som fra 1. januar 2025 ligger på højst 3.608 kr. pr. måned. Erkendtligheden må ikke aftales på forhånd, men Lotte Jepsen anbefaler, at du forhører sig om mulighederne, inden du starter, og så følger op, når du er begyndt som praktikant.
”I virkeligheden kan man se den dialog som forberedelse til sine fremtidige lønforhandlinger. Det kan hjælpe én med at formulere sine resultater, og hvad man faktisk tilbyder virksomheden af evner og ressourcer.”
Ud over den frivillige erkendtlighed kan du som praktikant få dækket eventuelle merudgifter som transport, arbejdstelefon eller -computer under praktikken – uden at du kommer i problemer med din SU.
Har du brug for sparring om kontrakten eller om dine vilkår i et projektorienteret forløb, kan du kontakte Djøfs Studenterrådgivning.
Kilde: Djøf
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER