Journalistpraktik

6 grunde til at du skal søge praktik på Djøfbladet

22.3.2025

af

Collage af magasinforsider

Vi vil gerne lære dig at lave kvalitetsjournalistik, og 110.000 af landets mest krævende modtagere er klar til at læse det, du leverer. Vi klæder dig på til at gå i dybden, tænke visuelt og forstå målgruppen.

Vi vil eksperimentere og overraske læserne. Vi vil lave Danmarks bedste fagblad. Og vi vil rigtig gerne have dig med.

Er du en nysgerrig og kritisk journalist, der gerne vil lave solide, velskrevne historier om karriere, arbejdsmarked, studieliv og samfund? Så er der seks gode grunde til at komme i praktik på Djøfbladet.

 

1) Du får hele den journalistiske pakke

På Djøfbladet bliver du kastet ud i dybdegående featureartikler, vedkommende portrætter, aktualitetshistorier med korte deadlines – og alt derimellem. Du får lov at grave i statistik, dække komplekse dagsordener og skrive nære menneskehistorier. Og du kommer både til at arbejde med magasin, web, nyhedsbreve og sociale medier.

 

2) Du får grundig vejledning og feedback, der løfter dit niveau

På Djøfbladet er du ikke én ud af otte praktikanter, som skal kæmpe for at få hul igennem til redaktionschefen. Vi bruger tid og ressourcer på vores praktikant, fordi vi gerne vil gøre dig til en god journalist.

Uddannelsesforløbet bliver tilpasset til dig, og sværhedsgraden vokser gradvist, mens du er hos os. Du får plads til at udvikle og udfolde dine idéer og tid til at gøre dig umage. Vi bakker dig op med løbende coaching, og så får du selvfølgelig systematisk efterkritik på dine historier.

 

3) Du får ansvar og lov til at eksperimentere

Du får mulighed for at prøve kræfter med brugerinddragende journalistik, og du får – efter grundig oplæring – ansvaret for vores kommunikation på LinkedIn, der er vores primære sociale platform. Du får også mulighed for at arbejde med podcast.

 

PRAKTIKANTER:
HER ER, HVAD VI HAR LÆRT PÅ DJØFBLADET

"Som praktikant på Djøfbladet bliver du behandlet som et enebarn. Du bliver forkælet med spændende genrer på forskellige platforme, dybdegående og løbende feedback, gode arbejdsvilkår – og så får du en arbejdsplads med Københavns nok bedste adresse og frokostbuffet," siger Matilde Sigersted, praktikant 2024-25.
Foto: Mads Teglers
"Djøfbladet er det helt ideelle sted, hvis du ønsker at lave gennemarbejdet journalistik, men måske vigtigst af alt også få grundig feedback på. Du vil få mulighed for at prøve forskellige genrer og blive klogere på, hvilken type journalist du vil være – og ikke vil. Alt sammen blandet med en stor portion frihed," siger André Kallehave Grendslev, praktikant 2023-24.
Foto: Mads Teglers

4) Du lærer det, der giver dig job senere

På Djøfbladet bliver du ekspert i at vinkle til en bestemt målgruppe: 110.000 veluddannede læsere med dybt kendskab til politik, økonomi, samfundsvidenskab, jura, og hvordan Danmark bliver styret. Den type målgruppe-skills er guld værd på arbejdsmarkedet.

 

5) Du får muligheder på et medie i fremgang

Djøfbladet er et af de eneste fagblade med voksende læsertal, og vi lancerer nyhedsbreve, og senest har vi udviklet en prisvindende podcast, ’Tine og cheferne’. Vi udvikler konstant vores medier, journalistik og fortælleformer og satser på kvalitet i journalistikken – og det er vores praktikant med til.

 

6) Du får gode forhold midt i København

Det er ikke det vigtigste – men vi bor godt og centralt ved Nørreport og har en ganske fantastisk frokostordning. Og så er vi 10 gode kolleger, som vil hjælpe dig til at blive vores bedste praktikant nogensinde.

Desuden er vi en del af Praktikantalliancen, hvor vi sammen med andre praktiksteder laver kurser, foredrag og andre arrangementer. På den måde kan du løbende få ny inspiration og samtidig skabe netværk til andre praktikanter.

"Hvis du gerne vil have stor indflydelse på dit praktikforløb, er Djøfbladet det helt rigtige sted. Du laver din egen læringsplan, så det er dig, der bestemmer, hvad du gerne vil lære, opnå og beskæftige dig med i løbet af din praktik. Den frihed har jeg selv sat stor pris på," siger Matilde Leander, praktikant 2022-23.

Foto: Mads Teglers

Hvad skal du lave på Djøfbladet?

Som journalistpraktikant kommer du til at producere vidt forskelligt indhold – casehistorier tæt på læsernes hverdag, portrætter, korte noter, tendenshistorier, guidestof og store dybdegående projekter.

De senere år har vores praktikanter fx:

Hvem er vi?

Djøfbladet er journalistisk redigeret og skriver kritisk og debatskabende om temaer, der er relevante for Djøf-medlemmerne.

På print udkommer Djøfbladet otte gange om året, og du får rig lejlighed til at lære, hvordan man producerer gennemarbejdede magasiner – hele vejen fra idéfasen over research, skrivning og redigering til visualisering og layout.

På Djøfbladet.dk bringer vi løbende aktualitetshistorier. Ergo kommer du også til at skrive artikler med skarpe deadlines.

Ring og snak med os

Redaktionschef Mads Bang
33 95 97 85

Praktikant Matilde Sigersted
29 39 77 19