Efter startup

Fra bæredygtige sko til et bæredygtigt arbejdsliv

12.3.2025

af

Portrætfoto af Lili Dreyer

Foto: Mads Teglers

Lili Dreyer stiftede sit firma for at gøre tekstilbranchen mere klimavenlig. Et halvt årti som iværksætter har lært hende, at det ikke kun er produkterne, der skal være bæredygtige.

Lili Dreyer tror, at hun var blevet en helt anden, hvis hun som nyuddannet havde taget et almindeligt djøf-job.

Hun har altid godt kunnet lide at performe og præstere, og hun er sikker på, at hun var blevet karrierekvinde med stort K, hvis det ikke var for iværksætteriet.

Arbejdet med virksomheden VAER har i stedet lært hende, hvad der helt grundlæggende skaber værdi for hende i arbejdslivet.

”Det handler ikke om andres tanker og om, hvad man kan skrive på LinkedIn. For mig handler det virkelig om at lave noget, som giver mening for mig selv og for verden omkring mig.”

Sådan fortæller Lili Dreyer, da vi møder hende i butikken Den Cirkulære på Nørrebro i København. Vi sætter os på et par skamler bag disken bagerst i lokalet, hvor genbrugsfund og håndlavede tasker retfærdiggør butikkens placering blandt de andre små specialbutikker på Jægersborggade.  

I butikken på Nørrebro sælger VAER sine sneakers af genbrugstekstiler sammen med otte andre bæredygtighedsorienterede startup-firmaer.

Lili Dreyers idé til virksomheden udsprang af et stort ønske om at gøre en forskel, hvad angår bæredygtighed i tekstilbranchen. Det fortalte hun om i Djøfbladet i 2021.

Men siden vi talte med Lili Dreyer sidst, har hun lært, at bæredygtighed også er vigtigt i hendes eget arbejdsliv.

At være iværksætter er for mange startups nemlig et maraton – ikke et sprint, lærte hun af sin mentor. Man er nødt til at kunne få vejret undervejs, og måske kan man endda lære at nyde løbeturen.

Serie: Efter startup

Med jævne mellemrum bringer vi i Djøfbladet historier om iværksættere, deres ambitioner og de risici, de har taget for at lykkes.

Men én ting er at starte virksomheden, mens man er fuld af gejst og gode idéer. Noget andet er hverdagen, der venter bagefter. Den historie bliver sjældent fortalt.

Derfor vender vi i denne artikelserie tilbage til en håndfuld af de iværksættere, vi tidligere har interviewet, for at høre, hvordan det egentlig gik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement

Et slag fra virkeligheden

Da vi talte med Lili Dreyer i 2021, arbejdede hun og partnerne Emma og Helene med at sælge firmaets bæredygtige sko, som dengang hed WAIR.

Siden er der sket en del.

Størstedelen af skosalget er rykket over på B2B-markedet, hvor de bl.a. har modtaget tekstiler fra STARK og Europcar og derefter solgt skoene tilbage til virksomhederne.

Mens firmaet i starten hovedsageligt havde fokus på sko, har Lili og kollegerne nu også stiftet organisationen Re:wair, som primært er finansieret af fonde og afholder tøjbyttemarkeder og andre upcycling-challenges for at redde endnu flere tekstiler.

Derudover arbejder de på få gang i salg af upcyclede metervarer, som skal gøre det muligt for større tøjvirksomheder at gøre deres produktion mere bæredygtig.

Og så har skovirksomheden også skiftet navn siden sidst. I slutningen af 2021 kom der nemlig en ”curveball”, som Lili Dreyer siger: En mail tikkede ind fra det britiske skofirma Dr. Martens, der truede med at sagsøge den danske startup, fordi navnet WAIR angiveligt lå for tæt på navnet af skogigantens såler kaldet Air Wair.

”Lige på det tidspunkt føltes det meget, som om virkeligheden lige slog én,” fortæller Lili Dreyer, der i starten var frustreret over anklagen.

I dag ser hun dog på sagen som et af de bump på vejen, man lærer noget af som selvstændig. Og faktisk er de blevet ret glade for det nye navn. 

Foto: Mads Teglers

’From founder to leader’

Da hun grundlagde firmaet, havde Lili Dreyer en bachelor i projektledelse fra Copenhagen Business School (CBS) og en kandidatgrad i sustainability, entrepreneurship og design fra Brunel University i London. Siden har hun sideløbende med virksomheden toppet op med en kandidat i økonomisk markedsføring, også fra CBS.

Hun kan godt lide at studere, men i dag står hun tilbage med den indsigt, at det er ude i det virkelige liv, hun har lært det meste af det, hun kan.

”Min uddannelsesbaggrund har helt klart givet mig en overordnet forståelse for salg og markedsføring, men meget lidt ift. hvordan man starter virksomhed,” siger Lili Dreyer.

En af de vigtigste ting, hun har lært af de seneste år, er, hvordan hun mentalt skal forholde sig til sin rolle i virksomheden.

Det var Lili Dreyer selv, der fik idéen til virksomheden tilbage i 2019. Kort tid efter kom Emma og Helene med. De er alle tre tætte i dag, men til en start kendte ingen af dem hinanden, og i en del år gik Lili Dreyer rundt med en stor ansvarsfølelse.

”Uden at det var noget, jeg tænkte aktivt over, tror jeg, at jeg gik rundt med en følelse af, at jeg havde et stort ansvar for, at vi skulle lykkes i en sådan grad, at deres investering af tid også gav mening for dem,” fortæller Lili Dreyer, der efter mange samtaler med teamets mentor formåede at lægge det fra sig.

”Det var virkelig vigtigt for mig at give slip på den følelse. Jeg blev nødt til at lære at hvile i, at vi er lige, og at det er deres eget valg at bruge tid i virksomheden,” fortæller Lili Dreyer.

ANNONCE

Et bæredygtigt arbejdsliv

At give slip på en mental byrde var et vigtigt step i retningen af at gøre sit arbejdsliv mere bæredygtigt. Og det var nødvendigt, fortæller hun.

Virksomheden er stadig hovedsagelig finansieret af fondsmidler. Det er en hård branche at begive sig ind på, og det tager tid at få gang i hjulene.

Men selvom de i VAER stadig ikke kan udbetale store lønninger til sig selv, synes Lili Dreyer, at det er et ret ”nice” stadie, projektet er på lige nu.

”Vi er også en succes nu, selv om vi ikke laver store bundlinjer,” siger hun.

Hun har nogle gange leget med tanken om fx at tage et ESG-konsulentjob eller et anden klassisk djøf-job og på den måde få adgang til bedre økonomi og mere stabilitet. Men lige nu overvejer hun det slet ikke.

”Jeg laver lige præcis det, jeg gerne vil. Jeg synes, det er sjovt, og det giver mening for mig. Så jeg kan ikke se, hvordan et fast job skulle gøre mit arbejdsliv bedre,” fortæller Lili Dreyer.

Hun og de to co-foundere har sat sig i en situation, hvor de ikke er økonomisk sårbare, og så har de det godt indbyrdes.

Dét bæredygtighedselement er med årene blevet lige så vigtigt for Lili Dreyer som den del, der handler om miljøet.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet