Brevkasse

Kan jeg få mere frihed via overenskomsten?

8.4.2025

af

Foto af en person, der sidder på en solbeskinnet badebro og spejder ud over en blikstille sø

Foto: Nicoelnino/Shutterstock

”Var der ikke noget med, at vi i den offentlige sektor skulle få mere fleksibilitet i arbejdslivet med OK24? Noget med nogle opsparingsordninger?”

Kære Djøf

Var der ikke noget med, at vi i den offentlige sektor skulle få mere fleksibilitet i arbejdslivet med OK24? Noget med nogle opsparingsordninger? Jeg har ikke hørt meget om mulighederne siden, så jeg ved ikke, om de overhovedet er møntet på mig – jeg er ansat som specialkonsulent i staten og har næsten 10 års anciennitet.

 

Kære medlem

Tak for dit spørgsmål, som er helt aktuelt, da de nye muligheder og rettigheder træder i kraft her i april og maj.

Djøf kommer selvsagt til at informere medlemmerne om de nye muligheder og ordninger, som blev forhandlet hjem ved OK24. Selv om de gælder i både staten, kommunerne og regionerne, er der også mindre forskelle mellem ansættelsesområderne.

Den nye fleksibilitet kommer i to varianter – dels en opsparingskonto til pensionsmidler, dels opsparing af frihed.

For det første er fritvalgs-andelen af pension blevet betydeligt højere. Det betyder, at du selv kan bestemme, om den andel af pensionen, der er over 15%, helt eller delvist skal udbetales som løn eller indbetales til pension. Du skal også vide, at din pension stiger pr. 1. april (i staten til 18,07%, i kommunerne til 21% og i regionerne til 20,57%).

Men den helt store nyskabelse er, at du nu får adgang til at indbetale pensionsandelen på en særlig opsparingskonto i dit pensionsselskab. Pengene vil blive lige så godt forrentet som din pensionsopsparing, men du kan på ethvert tidspunkt få fingrene i disse penge. Det kan fx være, hvis du har brug for en pause i arbejdslivet.

Bemærk, at ordningen dog ikke giver dig ret til fraværet. Det skal du stadig aftale med din arbejdsgiver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Grønlands Selvstyre
Frist 3. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement
Job
TEC - Technical Education Copenhagen
Job
Forhandlings fællesskabet
Frist 20. apr. 2025

For det andet har vi fået ret til fleksibilitet i den variant, at vi kan opspare frihed, som vi afvikler senere.

På alle tre ansættelsesområder er det aftalt, at medarbejdere uden ledelse kan opspare sjette ferieuge hen over årene. Du kan maksimalt opspare 15 dage, og den konkrete afvikling skal du fortsat aftale med din arbejdsgiver.

På statens område – men ikke i kommunerne og regionerne – er vi gået et skridt videre og har aftalt, at også merarbejde svarende til otte dage kan opspares til frihed. Der er stadig et max på 15 dage. For dig som konsulent er dette selvfølgelig ikke den store gevinst, da du ikke er omfattet af merarbejdsreglerne, men det er et vigtigt skridt for de fuldmægtige.

På statens område træder ordningen i kraft den 1. maj 2025, mens det allerede sker den 1. april i kommunerne og regionerne.

Så det korte svar er, at de nye muligheder helt sikkert også er møntet på dig, men at du selv afgør, om og i hvilket omfang du vil benytte dem.

Hvis du har brug for helt konkret vejledning i, hvordan I gør på jeres arbejdsplads, så tag fat i din TR eller HR. Har du behov for individuel rådgivning, er du også velkommen til at tage fat i Djøf.

Med venlig hilsen
Dorte Gotthjælp Nielsen, chefkonsulent, Djøf

Kommentarer

Jette Nielsen
3 dage siden
Det haster med at orientere om de nye muligheder, hvis de træder i kraft 1. april i kommunerne. På min arbejdsplads er der total radiotavshed om mulighederne for at vælge. Det kan være interessant at få mulighed for at lave en opsparing, der kan hæves til enhver tid. Vær også opmærksom på, at det er muligt at indsætte penge på en alderspension, hvor der p.t. er en forretning med 7,5% (spørg P+). Og ja, vi har brug for fleksibilitet i vores pensionsordning; i den bedste af alle verdener fuldstændigt frit valg. Det er fjollet (og dyrt for mig), at min til enhver tid værende arbejdsgiver kan bestemme, hvor min pensionsmidler skal placeres og sjakre med dem, som var det arbejdsgivers egne penge (se fx om Velliv, hvor de store kunder inviteres på jagt for medlemmernes penge: https://www.berlingske.dk/virksomheder/whistleblower-fik-korthuset-til-at-vaelte-nu-peger-centrale-kilder). "De store kunder" er arbejdsgiverne, men det er MINE penge, som jeg har tjent. Det koster, hver gang man skifter job, og hver gang arbejdsgiveren lader sig overtale af en forsikringsmægler til at skifte pensionsselskab. Som minimum skal man kunne vælge investeringsprofil, forsikringsordninger etc. og også kunne vælge, om midlerne skal indbetales på en ratepension eller en livrente.
Anonym
4 dage siden
Den del af pensionen, som kan opspares er et godt tilbud om flexibilitet, men anvendes den skal det huskes, at der skal betales skat. Der er stor forskel på, hvor meget en kommunalt og en statsansat kan få lov at spare op. Kommunalt ansatte kan spare 5 procent, mens det kun er omkring 3 procent for de statsansatte. Det følger, af de bedre løn- og pensionsvilkår i kommunerne. Jeg ser gerne, at fleksibiliteten i pensionsordningen forøges. Utroligt, at det ikke er muligt at vælge, at en del af indskuddet kan placeres i en ratepension. Vil Djøf arbejde for, at give medlemmerne mere fleksibilitet eller skal vi forsat tvinges til en one-size-fits-all? Det er et mysterium, at Djøf ikke for længst har givet medlemmerne bedre vilkår, og det koster ingenting at gøre det. Statsansatte venter også på, at overenskomsten bliver lige så god som i kommunerne, hvad enten det gælder pensionsbidraget eller lønnen. Det må være forventningen at gabet indsnævres i OK26.