Per fortalte en 50 år gammel hemmelighed og blev en bedre chef

Per Storm sad ved spisebordet. Helt fortabt. Han kiggede undrende på manden, der sad på den anden side af bordet. Han anede ikke, hvem det var.

Han vidste heller ikke, hvor han var. Det eneste, han kunne huske, var sin ekskonens telefonnummer.

Det er 11 år siden. Per havde fået et blackout på grund af stress. Og det var alvorligt.

”Overlægen på Bispebjerg beroligede mig med, at jeg ikke ville opleve det igen… underforstået, at skete det igen, ville jeg nok befinde mig på de evige jagtmarker.”

Dagen efter var han tilbage i sit job som Vice President i løn- og HR-firmaet Bluegarden. Han fejlede jo heller ikke noget, tænkte han, og han var i hvert fald ikke pivet. Og han havde travlt.

Per Storm havde knoklet hele sit liv – det havde han lært hjemmefra med to selvstændige forældre. Hårdt arbejde var målestokken, som han siger.

Både da han var Vice President i Bluegarden, og da han siden blev underdirektør i ATP.

Men han knoklede også for at fortrænge den hemmelighed, han havde båret på i mere end 50 år.

I dag er han et helt andet sted. Et lykkeligt sted, hvor han ikke har travlt. Han fylder snart 64 år, og hans arbejde giver ham energi i stedet for at dræne ham.

Det har krævet nogle skelsættende beslutninger og turnarounds at nå dertil.

Fyldt af noget, der ikke var godt

Per Storm er for nylig blevet kåret som ’Bedst over 60’ i Djøfs kampagne med samme navn.

Lis Petterson og Betina Liliendal indstillede ham til prisen. De arbejder begge som rådgivere om senkarrieren, og i deres motivation skrev de bl.a.:

”Han optræder altid meget autentisk – deler ud af sig selv uden tilsløring. Ingen skjulte agendaer. Bare en vibrerende og smittende energi. Ikke underligt, at han lever af at lære andre om ’energiledelse’.”

Sådan har det dog ikke altid været med Per Storm. For der var jo den hemmelighed, han bar på det meste af sit liv. Han fortalte den ikke til venner og familie og slet ikke til kollegerne.

Ikke før en dag for 13 år siden.

”Jeg mærkede, at jeg var fyldt af noget, der ikke var godt. Jeg havde det så dårligt, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg tænkte, at det ikke kunne fortsætte. Og at det var noget, jeg ikke bare kunne arbejde mig ud af.”

Det var ellers den strategi, han altid havde brugt.

”Som 14-årig fortalte min mor mig, at min far havde en onkel, der var homoseksuel, og at han valgte at hænge sig selv. Jeg var 50 år, da jeg første gang fortalte nogen, at jeg nok var homoseksuel.”

Men så gjorde han det. Og reaktionen hos ni ud af ti var positiv.

Per Storm blev skilt fra sin kone gennem mange år. De havde haft et fint ægteskab, men der var ikke længere så meget at bygge på, som han siger. Deres to døtre var voksne. Og da han fortalte, at han var homoseksuel, var hendes reaktion: ”Det må du gøre noget ved.”

Manden ved bordet

Manden, Per Storm ikke kunne genkende på den anden side af bordet, da han fik sit stress-blackout, var Christian Rathsach, hans nuværende ægtefælle.

Det har på flere måder været en turnaround for Per, at han langt om længe stod åbent frem som homoseksuel. Det kom nemlig også til at betyde noget i hans arbejdsliv. For hans rolle som chef, vurderer han selv. Og for hans videre karrierevalg.

”Jeg begyndte at kunne lukke op for den side af mig selv, som jeg nok havde undertrykt.”

Han fortæller, at han på et tidspunkt havde en god HR-partner, der simpelthen ikke forstod, at hans personlighedstest viste absolut nul emotionel intelligens.

”Det var slet ikke sådan, hun kendte mig, sagde hun. Men det var på en eller anden måde en beskyttelse af mig selv. Der var en følelsesmæssig side af mig selv, som jeg ikke turde vise. Eller som jeg i hvert fald havde brug for at kontrollere. Det var helt ubevidst dengang.”

Når han beskriver den leder, han var for 20 år siden, harmonerer det ikke med den, han egentlig er, siger han.

Per Storm koblede på en måde det emotionelle sammen med det, at han jo var homoseksuel, hvilket ingen andre vidste på det tidspunkt.

”Jeg er helt grundlæggende et meget positivt menneske, og dybest set var det at udvikle mennesker, det jeg allerbedst kunne lide.”

Per Storm hang i et halvt års tid i Bluegarden efter sit blackout og med en nylig skilsmisse kørende i baggrunden. Det buldrede derudad, som han siger. Også på jobbet.

”Så skete der nogle ting på mit arbejde – en intern opgave, jeg syntes var umulig. Det fik mig endelig til at træffe beslutningen om, at jeg bare ikke orkede mere. Et kvarter senere sagde jeg op, og vi indgik en fratrædelsesaftale.”

En millimeter fra at blive fyret

Per Storm gjorde noget, han aldrig havde prøvet før. Han lavede ingenting i syv måneder. Han søgte heller ikke job. Han var bare.

Andre havde travlt på hans vegne. Skulle han da ikke til at finde et job? Næh.

Da han begyndte at lede efter noget nyt, gik der ikke længe, før han fik et job som vicedirektør i ATP.

Det trivedes han bare heller ikke rigtig med.

”Jeg lærte en masse, som jeg bruger i dag. Men der var også en masse, som ikke rigtig gav mening for de borgere og kunder, vi arbejdede med. Jeg var dog ikke i stand til at trække stikket selv. Men efter tre år blev jeg fyret, da de lukkede min afdeling ned.”

Han var 57 år på det tidspunkt.

Tanken om at blive selvstændig rumsterede. Det havde hans forældre været, og hans nye ægtefælle, Christian Rathsach, var det også. Og trivedes med det.

Per Storm var bare ikke parat endnu. Mest af alt var det nok den økonomiske side.

”Jeg tænkte på den store løn og på mit sommerhus, som jeg gerne ville beholde.”

Så han søgte et par job. Lidt halvhjertet. For han havde efterhånden svært ved at se sig selv i en toplederstilling i en corporate verden.

En verden, hvor han har lært meget – på godt og ondt.

”For mange år siden havde jeg en chef, der i slutningen af hvert møde sagde: 'Nu interviewer vi lige kunden' – billedligt talt. 'Hvor vigtig er den her beslutning set med kundens øjne?' På ni ud af ti møder måtte vi sande, at vores produkt ikke blev bedre for kunden.”

Han har ikke oplevet noget lignende i et direktionslokale siden.

”Du er så langt fra, der hvor kunden befinder sig. Alle sidder og bekræfter hinanden og klapper hinanden på ryggen. Også når der er begået fejl i 100 millioner kroners-klassen.”

Per Storm fortæller om dengang, han sad i en ledergruppe, som skulle lære en ny CEO at kende på et lederseminar.

”Så siger han: 'I skal endelig sige til, hvis der er noget, I synes skal gøres på en anden måde.' Det gjorde jeg så – på en pæn måde. Næste dag blev jeg kaldt ind på kontoret og fik mit livs største skideballe. Jeg var en halv millimeter fra at miste mit job.”

”Jeg har også siddet og fyret kræftsyge medarbejdere, fordi vi skulle skære ned. Jeg skulle fyre 37 – nogle af dem, mens de sad i en bus. Det eneste vigtige for HR var, at vi var færdige med at fyre klokken tre.”

Farvel sommerhus

Per Storm nåede til den erkendelse, at han bare ikke skulle tilbage til den verden. Koste, hvad det koste ville.

Han tog skridtet og blev selvstændig. Nu har han et firma sammen med sin ægtefælle – CROPS – hvor Per Storm arbejder som businesscoach og mentaltræner.

Der gik dog ikke ret lang tid, før han stødte på et gevaldigt bump: Covid. Farvel til sommerhuset. Det gjorde ikke engang ondt.

Per Storm brugte tiden på at uddanne sig. Og i dag kører det. Ikke helt så godt som dengang, han var ansat – men faktisk rigtig godt, siger han.

Hans målgruppe er founders og topchefer. Og der mener han, at både hans egen baggrund og hans hårfarve er en fordel.

”Jeg har ikke selv siddet som CEO, men jeg har været nummer to. Så jeg ved godt, hvad der foregår inde i det rum. Samtidig tror jeg, at mine grå hår kan signalere, at jeg har erfaring og har prøvet både gode og dårlige ting.”

Det er en åbenhjertig Per Storm, de møder. Nu står han 100% ved den, han er – og også den, han var. Han arbejder med det, han bedst kan lide. Og han har ingen ’besværlige kunder’.

”Jeg fandt ud, hvor jeg henter energi fra. Jeg kan godt lide at lære nyt, og jeg kan godt lide at udvikle mennesker. Problemet er bare, at det ikke er alle, der vil udvikles. Så de, der kommer hos mig, skal ikke være ’sendt’ til en coach. De skal oprigtigt gerne ville arbejde med sig selv.”

Hvad tror du, der var sket, hvis du var blevet i en corporate verden?

”Jeg er rigtig glad for den erfaring, jeg har fået – jeg har lært rigtig meget. Ellers kunne jeg heller ikke have det job, jeg har i dag. Men jeg var nok død. Ikke for egen hånd – men død af stress og frustrationer over, at jeg ikke kunne bruge mig selv ordentligt.”

Som selvstændig er dit arbejde vel nærmest uendeligt – kan du godt håndtere det?

”Det er ikke de mange arbejdstimer, der er problemet. Så længe jeg får energi af det, jeg laver, er det helt okay. Og det gør jeg. Der er ikke noget, der er hårdt. Og jeg har ikke travlt. At have travlt er bare en undskyldning for ikke at gøre noget ved det.”

Per Storms plan er at blive ved med at arbejde. Altid, hvis ikke helbredet kommer i vejen.