Hjemmearbejde

Uheld på terrassen var en arbejdsskade

15.2.2023

af

Foto af en laptop, der står på et bord udenfor sammen med en kop og en blok med en pen

Foto: Leigh Prather/Shutterstock

Slår du dig, mens du flytter parasollen, fordi solen skinner på arbejdscomputerens skærm, er det en arbejdsskade – medmindre din chef har forbudt dig at flytte hjemmearbejdet udenfor. Det fastslår en ny afgørelse, som udvider rammerne for, hvad der kan betragtes som arbejdsskader. (Opdateret 20.2.23)

Du sidder derhjemme, det er formiddag, og du er lige blevet færdig med et zoom-møde.

Solen skinner ind gennem dine vinterfedtede ruder, og du rejser dig fra dit hjemmearbejde for at rulle gardinerne lidt for, så du bedre kan se din skærm. Men idet du rejser dig, snubler du over forlængerledningen til computeren og forstuver din hånd.

Arbejdsskade eller ej? Jo, ifølge en række nye principafgørelser fra Ankestyrelsen – bl.a. om et parasoluheld, som vi vender tilbage til – burde den være god nok i dette tænkte scenarie.

For medmindre din arbejdsgiver har fastsat nogle ret specifikke rammer for, hvordan arbejdet i hjemmet skal udføres, gælder de samme regler, som hvis du var på din arbejdsplads. Det fortæller Flemming Orth, senioradvokat i Djøf.

”Med denne her afgørelse kan man sige, at så længe man er på det sted, man har fået udstukket som arbejdsplads, hvad end det er på kontor eller derhjemme, jamen, så er man som udgangspunkt dækket,” siger han.

Som Djøfbladet tidligere har beskrevet, har det hidtil været lidt af en gråzone, hvordan man egentlig var stillet, når man arbejdede hjemmefra. Arbejdsmæssige og private gøremål er af gode grunde knyttet tættere sammen, når man arbejder derhjemme. Og derfor kan det være vanskeligt at afgøre, om dine gøremål er i arbejdsgivers interesse, og om du dermed er dækket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Det Kriminalpræventive Råd
Job
AffaldPlus
Frist 8. dec. 2024
Job
Region Sjælland - Roskilde Sygehus

Den nye principafgørelse viser, at man som medarbejder har relativt vide rammer for, hvordan man kan udføre sit hjemmearbejde og stadig være dækket, fortæller Flemming Orth – medmindre arbejdsgiveren har lavet meget specifikke regler. Og man er heller ikke dækket, understreger han, hvis man undervejs i hjemmearbejdet udfører rent private funktioner og fx sætter en tøjvask over.

I principafgørelsen skriver Ankestyrelsen, at hvis en skade er sket, ”mens tilskadekomne er ved at udføre sit arbejde hjemmefra, er tilskadekomne som udgangspunkt omfattet af loven. Dette gælder, uanset hvorfra i hjemmet arbejdet blev udført, da skaden skete”.

Kommer du til skade, mens du er på arbejde, skal sagen i første omgang anmeldes til din arbejdsgiver, der kontakter sit forsikringsselskab. Derefter ryger sagen videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som tager stilling til, om der er tale om en arbejdsskade eller ej. Er man uenig i afgørelsen, kan man anke sin sag til Ankestyrelsen. Er sagen principiel, kan den som i dette tilfælde danne grundlag for en principafgørelse.

Ifølge Flemming Orth skaber afgørelsen klarhed.

”Det her viser, at arbejdsgiveren skal fastsætte nogle rammer for hjemmearbejdet. Hvis man ikke gør det, er der altså i princippet frit slag, i forhold til hvordan hjemmearbejdet kan foregå,” siger han.

”Mit gæt vil være, at de regler, som en arbejdsgiver skal fastsætte, skal være forholdsvis detaljerede. Det er formentlig ikke nok at skrive, at du skal være i din stue eller på arbejdsværelset,” siger Flemming Orth.

Hjemmearbejde på terrassen

Den er i øvrigt god nok, den med parasollen.

Den konkrete sag udsprang af et uheld under corona-nedlukningen, hvor personen, der kom til skade, havde sat sig for at arbejde på terrassen. Ægtefællen arbejdede også hjemme og var midt i et zoom-møde indendørs, så der var ikke ro, og pladsen var trang. Men da parasollen på terrassen skulle flyttes for at skærme for solen, der bragede lige ned i computerskærmen, mærkede personen et smæld i overarmen.

Og ja, det var altså en arbejdsskade, slår Ankestyrelsen fast. Arbejdsgiveren havde nemlig ikke givet præcise retningslinjer for, hvordan arbejdet skulle udføres, og derfor var der altså intet i vejen for, at hjemmearbejdet foregik på terrassen.

Samtidig med sagen om parasollen har Ankestyrelsen truffet to andre principielle afgørelser om arbejdsskader i hjemmet. I den ene sag slog en medarbejder hovedet op i en skråvæg over sin hjemmearbejdsplads under et forsøg på at tilslutte sin skærm. I den anden snublede en person ved over sin computers opladerledning ved sofabordet og slog bl.a. hovedet mod et andet bord.

Også i disse sager når Ankestyrelsen frem til, at der er tale om arbejdsskader.

ANNONCE

Afgørelserne gør det altså nu enklere at regne ud, hvordan man er stillet, hvis man kommer til skade, mens man arbejder hjemme.

Praksis er, at når folk er på deres arbejde, skal der skal virkelig meget til, før man ikke er omfattet, påpeger Flemming Orth. ”Og der tænker jeg, at dette her viser, at det samme sådan set gør sig gældende, når man arbejder hjemmefra. Forudsat altså, at arbejdsgiver ikke har lavet særlige regler.”

”Det med, at man eksempelvis er dækket, når man sidder på sin terrasse, synes jeg er relativt vidtgående,” siger han.

Konkret vil det altså betyde, at min arbejdsgiver skal skrive ret præcist, at jeg fx skal udføre mit arbejde ved et dertil indrettet hæve-sænke-bord. Hvis jeg så vælger at sætte mig i sofaen, så er det mit eget ansvar. Men hvis man arbejdsgiver blot har udstukket mit hjem som min arbejdsplads, vil jeg være dækket på samme måde, hvad end jeg arbejder derhjemme eller fra kontoret.

”Hvis du er på din arbejdsplads, så er det sådan, at hvis du skal ned i kantinen eller på toilettet, og du falder på trappen på vej derud, så er det jo en arbejdsskade. Sådan er det også derhjemme,” siger Flemming Orth.

Ned i Netto for egen regning

Der er altid en konkret vurdering af, om det arbejde eller ærinde, man udfører, er i arbejdsgivers interesse, forklarer Flemming Orth. Er man ude af huset i arbejdsgivers ærinde, er man selvfølgelig også dækket. Men hvis man foretager private ærinder i arbejdstiden, er det på eget ansvar.

”Hvis jeg i min frokostpause går i Torvehallerne for at købe en sandwich, og jeg så bliver kørt ned, så er det ikke en arbejdsskade,” siger han.

Det samme gælder, hvis man arbejder hjemmefra.

”Hvis jeg arbejder derhjemme og beslutter at tage en pause for at gå i Netto og købe ind, og jeg så falder ned af trappen, så er jeg heller ikke dækket. ”

Har din arbejdsgiver udstukket specifikke betingelser for, hvordan eller hvor hjemmearbejdet skal foregå, og du ikke følger dem, kan der være en risiko for, at du ikke er omfattet af dækningen for arbejdsskader.

”Jeg tænker, at den næste principmeddelelse nok bliver om, hvor meget skal der til for, at man ikke er dækket, hvis der er fastsat retningslinjer. Det bliver interessant, hvor den lander,” siger Flemming Orth.

Artiklen er opdateret 20.2.23, hvor det er blevet gjort tydeligere, hvordan man anmelder en arbejdsskade, og hvem der håndterer sagen derefter.

Hvordan sætter man som arbejdsgiver rammer for hjemmearbejde?

Har en arbejdsgiver stillet krav om, at visse betingelser skal være opfyldt for, at medarbejderen må udføre arbejdet i hjemmet, skal betingelserne være tydelige over for medarbejderen.

Der er som udgangspunkt tale om tydelige betingelser, hvis de lever op til mindst ét af de følgende kriterier:

  • Betingelserne fremgår konkret af virksomhedens personalehåndbog, retningslinjer eller lignende.
  • Betingelserne fremgår af en kontrakt om hjemmearbejde, som tilskadekomne har indgået med arbejdsgiver.
  • Arbejdsgiver har på anden måde skriftligt eller mundtligt oplyst medarbejderen om betingelserne.

Der er som udgangspunkt ikke tale om tydelige betingelser, når:

  • Arbejdsgiver generelt opfordrer til eller anbefaler en indretning af hjemmearbejdspladsen.
  • Arbejdsgiver generelt henviser til anbefalinger fra eksempelvis sundhedsmyndighederne eller lignende.
  • Arbejdsgiver alene stiller arbejdsudstyr, som eksempelvis arbejdsstol og -bord, til rådighed

Kilde: Ankestyrelsen

Kommentarer

Filip
sidste år
Så uheld på terrassen betragtes nu som en arbejdsskade, men stress som flere og flere lider af pga arbejde betragtes som udgangspunkt ikke som en arbejdsskade!!!
Lisbeth
sidste år
Hvad så hvis man går ned med skraldeposen i løbet af en hjemmeabejdsdag og der falder ned ad trappen?