Tips og tricks til at blive produktiv på den langsomme måde

Landbrugsjord er produktiv, når den producerer føde. En fabriksarbejder er produktiv, når hun sender mange dimser videre på samlebåndet. Men hvordan måler man en vidensarbejders produktivitet?

Dét genstridige spørgsmål er kernen i den amerikanske professor og arbejdstænker Cal Newports nye bog. Måske kender du ham fra bestselleren ‘Arbejd dybt’, som har solgt over 1,5 millioner eksemplarer? I sin nye bog arbejder han sig dybere ned i samme stof.

For selv om dagens samfund er fikseret på produktivitet, er vi overraskende dårlige til at måle den, mener Newport. Derfor forlader vi os på fortidens måleenheder, som kan spores helt tilbage til industrialiseringen og taylorismen.

I stedet for at måle det, som vidensarbejdet faktisk udretter, måler vi synlige tegn på arbejdet. En produktiv medarbejder er én, som ser ud til at have travlt. Pseudoproduktivitet kalder han det.

Men mange af historiens største vidensarbejdere – fra Isaac Newton til Steve Jobs – har nærmest lignet dagdrivere, som ikke fik det store fra hånden fra dag til dag. Når man zoomer ud, står det dog klart, at de var produktive på en meget mere grundlæggende måde: Deres langsomme arbejde forandrede verden.

Cal Newport kalder metoden for langsom produktivitet. Han indrømmer, at den primært henvender sig til vidensarbejdere, der allerede har en vis autonomi over arbejdet. Så vi får desværre ikke et bud på den nødvendige strukturelle forandring, men en række individorienterede life hacks. 

For det første skal vi lave færre ting. Vi skal af med den performative travlhed, som Dennis Nørmark herhjemme kalder pseudoarbejde.

For det andet skal vi lære at arbejde i et mere naturligt tempo.

Og for det tredje bør vi være besat af kvalitet over kvantitet.

‘Slow Productivity’, som formentlig også snart udkommer på dansk, føles som kulminationen på Newports arbejde over de seneste 10 år. Bogen er desværre også en smule kedsommelig, hvis man har fulgt med i ledelseslitteraturen i mellemtiden. Vi møder nye anekdoter, men ikke mange nye idéer.

Og netop det anekdotiske er en svaghed. Newports primære metodiske greb er at kigge på nogle af historiens mest succesfulde mennesker for at se, hvad vi kan lære af dem. Det har den oplagte styrke, at læsningen glider. Det er sjovere og mere inspirerende at læse om Galileo, Benjamin Franklin og Jane Austen end om forskningsresultater.

Men metoden er ikke uproblematisk. Han deler den med forfatteren Polina Marinova Pompliano, som kalder den for people-focused learning. Da jeg sidste år anmeldte Pomplianos seneste bog, skrev jeg: “Bogens grundproblem er overlevelsesbias. Vi ved grundlæggende set ikke, om de beundringsværdige forbilleders egenskaber er årsager eller tilfældigheder.“

Det samme problem ligger hele tiden under overfladen i Newports bog. Kan man virkelig overføre noget generelt fra geniet Isaac Newton til det moderne kontorarbejde? Hvorfor er der ikke bare et afsnit eller to, der fokuserer på videnskabelige resultater, som kunne bakke anekdoterne op? Det kunne ellers have bundet overbevisende sløjfe på Newports vigtige arbejde.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.