Studieliv

Benjamin passer ikke ind på elitestudie. Men det vil han ændre

10.4.2025

af

Benjamin Bøgen Pedersen sidder ved et bord og lytter opmærksomt.

Foto: Privatfoto

Benjamin Bøgen Pedersen minder ikke om så mange andre på International Business-studiet. Men det gør ham ikke noget. For man må forstå, hvad man er oppe imod, hvis man vil skabe forandring, mener den 22-årige klimaforkæmper.

Inden artiklen kom ud, var Benjamin Bøgen Pedersen ”ret nervøs i virkeligheden”. 

”Det var jo egentlig en ret kras kritik, og jeg var i tvivl om, hvilke reaktioner det ville vække blandt andre studerende.”

I januar var han nemlig ansigtet på en artikel, Politiken bragte om et karakterfokuseret og hårdt studiemiljø på hans studie, International Business på CBS. Et studie, der år efter år har ligget i top over de djøf-studier, der kræver det højeste karaktergennemsnit at komme ind på. 

Men da artiklen udkom, var reaktionerne overraskende gode. Flere af hans medstuderende kom hen til ham i dagene efter med kommentarer som: 'Nu kan jeg endelig forklare mine forældre, hvad det handler om.' Eller: 'Det er jo i virkeligheden værre end det, der står.'

Det sidste var egentlig sandt nok, forklarer han. For historien om, at International Business-studerende fra introugen bliver fortalt, at et snit på 10 ikke er nok til at få en fod inden for i de prestigefyldte konsulenthuse, undlod detaljer, som at det ikke er usædvanligt, nogle studerende bryder sammen eller oplever fysisk ubehag inden og under eksamenerne, fordi presset er så stort.

Men det er ikke kun derfor, Benjamin Bøgen Pedersen mener, at der er grund til at uddybe kritikken af den uddannelse – og i bredere forstand universitetssystemet – som han tilhører. At han valgte at udtale sig til Politiken, kom af en frustration over ikke at blive lyttet til. For ham at se er der nemlig for stor en kløft mellem den uddannelse, han går på, og samfundet udenfor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Grønlands Selvstyre
Frist 3. maj 2025
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement
Job
TEC - Technical Education Copenhagen
Job
Forhandlings fællesskabet
Frist 20. apr. 2025

”Mangler kritik af teorier og modeller”

Benjamin Bøgen Pedersen har et cv, der på frivillighedsfronten slår de fleste. Han er bestyrelsesmedlem i den demokratiske ungdomsorganisation SAGA. Han er medlem af Det Nationale Ungeklimaråd. Han er en del af Global Shapers ved World Economic Forum. Og sidst, men ikke mindst, er han repræsentant for de studerende i CBS’ Sustainability Advisory Board.

Sidstnævnte post fik han, fordi han ”vist var den, der havde flest holdninger”.

Bæredygtighedsstrategien, som universitetet har lagt, er nemlig langtfra ambitiøs nok, mener han.

”Selv om det, universitetet kalder ‘bæredygtighed’, i forvejen er bredt defineret ud fra en business-tilgang, har CBS-uddannelserne ifølge en intern undersøgelse stadig kun 4% obligatoriske bæredygtige ECTS-point. På min egen uddannelse er andelen helt nede på 0%," siger han og fortsætter:
 
"Samtidig ser jeg, at den kritiske tankegang, hvor man udfordrer etablerede sandheder, langsomt forsvinder til fordel for de klassiske business-discipliner – som led i en konstant jagt på høje internationale rangeringer og lave ledighedstal for de studerende. En naturlig konsekvens heraf er, at de store virksomheders interesser kommer til at veje for tungt og i praksis diktere for meget af pensum.”

Djøfbladet har tilbudt CBS at svare på kritikken, men uden at få svar.

ANNONCE

”Noget klimarelateret”

Da Benjamin Bøgen Pedersen startede på International Business i 2022, havde han allerede en holdning til sociale og bæredygtige spørgsmål. Men han undlod alligevel at fortælle sine studiekammerater, at han lige var startet i den grønne ungdomsbevægelse. I stedet sagde han lidt undvigende, at han lavede ”noget klimarelateret” – for, som han siger, ikke at ”skræmme folk helt væk”.

Hvorfor valgte du overhovedet at starte på en uddannelse, hvis værdisystemer er så langt fra dine?

”Det har jeg indimellem også spurgt mig selv om. Da jeg valgte International Business, var det blandt andet, fordi jeg altid har været tiltrukket af miljøer, hvor folk havde høje ambitioner, og selv er blevet motiveret af at omgive mig med mennesker, der sætter en flid i at tage tingene seriøst. Samtidig har jeg en HHX-baggrund, så det føltes naturligt at gå en forretningsbaseret vej og gerne med et internationalt perspektiv. Derudover er jeg nok også blevet mere kritisk over for uddannelsen, jo mere jeg har lært dens struktur og indhold at kende.”

Hvorfor har du så valgt alligevel at blive på uddannelsen?

“For at være helt ærlig ville det være svært mig at blive, hvis ikke jeg samtidig arbejdede for at skabe den forandring, jeg mener er nødvendig. Men de dele af undervisningen, som jeg er kritisk overfor, lærer mig omvendt også at forstå de konkrete mekanismer, der forhindrer forandring i praksis – og de mekanismer er ofte økonomiske. Den viden, mener jeg faktisk, er afgørende, blot man lærer at stille sig kritisk over for dem,” siger Benjamin Bøgen Pedersen og slår fast, at han også er blevet overrasket over at opleve, at mange har de samme synspunkter som ham selv på International Business og CBS generelt.

Alligevel erkender han, at det mest er i sit sociale arbejde ved siden af studiet, han møder genkendelse og mening – og i hans øjne er det at have et formål, som ikke er individuelt defineret, vigtig for følelsen af at have et meningsfuldt studieliv.

“Særligt på CBS bliver succes ofte ret sort-hvid og individualistisk – det handler om høje lønninger, topkarakterer og en konstant jagt på anerkendelse gennem arbejde.

Generelt prøver jeg at sige til mig selv: ’Okay, det er måske lidt skørt, at jeg læser på det her studie. Men nu forsøger jeg at bruge dét, at jeg ikke passer ind, til min fordel. Money makes the world go around, og netop derfor er det her, vi skal sætte ind, hvis kursen skal ændres. Og så håber jeg, at jeg kan bruge de kompetencer, jeg får herfra, til at skabe forandring på en alternativ måde.”

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet